Lars gik langs perronen og nød det milde, forårsagtige solskin. Den unge mand havde været væk i syv år for at arbejde i skovhugning. Nu, med en solid opsparing og gaver til sin mor og søster, skyndte han sig hjem.
“Dreng, hvor skal du hen? Kom med mig!” lød en bekendt stemme bag ham.
“Gamle Erik! Genkender du mig ikke?” smilede Lars.
Den gamle mand holdt hånden for panden og kneb øjnene sammen for at studere den fremmede.
“Det er mig, Lars! Har jeg ændret mig så meget?”
“Lars! Sikke et møde! Vi havde næsten opgivet håbet om at se dig igen. En lille besked ville have været rart.”
“Jeg arbejdede så langt ude i ingenting, at posten næsten ikke nåede derud. Hvordan har de det? Mor, Mette, er alt okay? Min niece går vel i skole nu?” grinede manden.
Den gamle mand så ned og sukkede dybt:
“Så du ved ingenting… Det står skidt til, Lars. Meget skidt. Din mor gik bort for næsten tre år siden. Mette faldt i vanlige fællesskaber og efterlod til sidst lille Sofie og forsvandt.”
“Hvor er Sofie?” spurgte Lars og blev bleg.
“Mette efterlod hende om vinteren, vi opdagede det ikke med det samme. Hun låste sin datter inde i huset og løb væk. Tre dage senere hørte min kone støj og fandt den stakkels tøs grædende ved vinduet, bedende om hjælp.”
De tog Sofie med. Først på hospitalet, derefter på børnehjemmet.
Hele vejen kørte de i tavshed. Erik lod Lars være med sine tanker uden at blande sig. En halv time senere stoppede vognen foran en forfalden gård. Lars stirrede på ukrudtet og genkendte ikke sit barndomshjem. Tårerne trængte frem i hans øjne.
“Fortvivl ikke, Lars. Du er ung og stærk, du får hurtigt styr på det. Kom med hjem til os. Du kan spise og hvile dig. Min kone vil blive glad,” foreslog den gamle mand.
“Tak, jeg går hjem. Jeg kommer forbi i aften.”
Hele dagen ryddede Lars gården, og om aftenen kom gæster: gamle Erik og hans kone, fru Karen.
“Lars! Hvor du er blevet stor! En rigtig flot fyr!” kvinden krammede ham. “Vi har mad med. Lad os spise, så hjælper vi dig med at rydde op. Det er godt, du er tilbage!”
“Ved I noget om Mette? Hvordan kunne det ske? Hun var altid så ordentlig…” spurgte Lars under middagen.
“Nej, vi ved ingenting. Hun kunne ikke klare det. Først mistede hun sin mand, så sin mor… Det blev for meget for hende. Hvad vil du gøre med Sofie? Måske tage hende hjem? Du er jo hendes onkel,” sagde fru Karen.
“Jeg ved det ikke. Jeg får først styr på huset, så besøger jeg min niece. Hun kender mig jo knap nok.”
En uge senere besluttede Lars at tage til byen for at se Sofie. På vejen gik han ind i en legetøjsbutik. En sød, mørkhåret pige mødte ham med et varmt smil.
“Kan jeg hjælpe dig?” tilbød hun.
“Ja. Jeg aner ikke noget om legetøj. En dukke til en syvårig pige, måske, og noget andet du synes passer.”
Pigen fandt hurtigt en smuk dukke i en æske og et brætspil.
“Her! Det er perfekt. Alle pigerne elsker denne dukke, og spillet er populært.”
“Tak! Jeg håber, min niece kan lide det,” smilede Lars.
***
Sofie mødte sin onkel køligt. Pigen kiggede mistænksomt og tav. Men da hun så gaverne, tøede hun lidt op og smilede endelig.
“Du kender mig jo ikke,” begyndte Lars.
“Jo. Bedstemor og mor viste mig billeder og fortalte om dig,” afbrød pigen.
“Virkelig?” Lars grinede. “Hvad fortalte de?”
“At du er god og rar. Onkel Lars, hvornår tager jeg hjem?” hviskede Sofie og så sig omkring.
Spørgsmålet chokerede Lars. Han indså, at hun ikke havde det godt her.
“Sofie, bliver du behandlet dårligt?” spurgte han lige så stille.
“Ja,” pigen sænkede hovedet og begyndte at græde.
“Jeg kan ikke tage dig med nu, men jeg lover, du snart kommer hjem. Vær ikke ked af det. Okay?”
“Okay,” hviskede hun.
Lars gik straks til børnehjemmets direktør og hørte dårlige nyheder.
“Jeg forstår, du er hendes onkel… Men for familieplejeudvalget er slægtskab ikke nok. Har du fast arbejde?”
“Nej. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde i udlandet. Men jeg har en stor sum penge,” prøvede Lars at forklare.
“Det er ikke nok! Alt skal være officielt. Din civilstand? Kone, børn?”
“Nej,” rystede Lars på hovedet.
“Det er ikke godt… Hvis du vil have forældremyndigheden, skal du have et arbejde og blive gift.”
“Men det tager tid! Sofie vil hjem nu!”
“Jeg kan ikke gøre mere,” sagde manden og trak på skuldrene.
Efter en lang dag nåede Lars lige den sidste bus. Han satte sig og sank ned i tunge tanker.
“Goddag!” lød en venlig stemme ved siden af ham.
“Er det dig?” Lars så forbavset op. Den søde ekspeditrice fra legetøjsbutikken sad der.
“Jeg skal hjem til Hjortespring. Jeg arbejder i byen, men bor hos min bedstemor,” forklarede hun.
“Ej, hvor sjovt! Vi er naboer!” grinede Lars. “Jeg er også fra Hjortespring.”
“Jeg hedder Ida,” smilede hun.
“Lars.”
“Kunne din niece lide gaverne?”
“Jo,” sukkede han dybt.
Af desperat nød fortalte Lars hende alt.
“Det er hårdt… Jeg har aldrig forstået de regler. Det handler kun om papirer, ikke om følelser,” sagde Ida forarget.
“Ida, jeg husker dig nu. Du er fru Agnes’ barnebarn. Ikke?”
“Ja,” smilede hun. “Men jeg kan ikke huske dig.”
“Du var bare en lille pige, da jeg rejste. Lad os slå over i ‘du’, vi er jo ikke fremmede.”
“Lars, jeg tror, jeg kan hjælpe dig med et job. Vi mangler en lagerarbejder i butikken. Det er let arbejde, to gange om ugen. Men du får en kontrakt.”
“Fantastisk! Så mangler jeg bare en kone!” grinede Lars.
Næste dag fik Lars jobbet, takket være Ida. Om eftermiddagen købte han slik og besøgte Sofie. På vej hjem mødte han Ida igen.
“Tak. Du har reddet mig.”
“Vi gør noget godt, ingen tak nødvendigt. Nu skal du bare finde en kone hurtigt…”
“Det er umuligt. Jeg kender ingen frie piger. De er alle giftet sig, mensOg da Lars endelig holdt festen for at fejre deres ægte kærlighed, vidste alle i Hjortespring, at familien nu var lykkelig og samlet for altid.
