Min svigermor mener, mine børn ikke er “rigtige” barnebørn
Min mand har simpelthen den bedste familie. Hans forældre har en datter, men de tog mig alligevel til sig som deres eget barn.
Min svigermor er en klog kvinde. Vi har aldrig haft den mindste konflikt, ikke engang smådiskussioner. Hun kan give antydninger så forsigtigt og taktfuldt, at jeg altid har taget det roligt.
Min mands søster blev gift for længe siden. Alligevel var det os, der først gav hans forældre barnebørn. Deres datter ville leve for sig selv og var ikke klar til børn endnu.
Min mands forældre elsker vores børn højt. De forkæler dem med gaver og gør alt for at gøre dem glade.
Svigermor venter altid og siger til mig:
– Hvornår får vi mon barnebørn fra Mette? Det ville være så dejligt! Hun er jo allerede tredive, det er på tide, hun tænker over det.
Endelig skete det – Mette blev gravid. Alle var glade for nyheden. Selv min lille datter glædede sig til at få en fætter eller kusine.
Men så skete der noget, der ramte mig dybt.
Min søn og jeg gik en tur i parken. En bekendt kom hen til mig, og vi faldt i snak. Hun spurgte, om Mette havde født endnu. Jeg svarede, at det snart ville ske.
Så sagde hun:
– Hvordan har du det med det? Du ved jo, at alt bliver anderledes nu. Hans forældre får et barnebarn, der er mere deres eget, et “rigtigt” barnebarn.
Jeg stirrede forundret på hende.
– Hvad mener du med “rigtigt” barnebarn?
– Føl forskellen! Du har givet din svigermor barnebørn, men nu kommer der et barn fra hendes egen datter.
Hendes ord lød absurd i mine ører. Så datterens børn er rigtige, men sønnens børn er det ikke? Hvad er det for noget vrøvl?
Jeg er stadig sikker på, at intet vil ændre sig mellem mig og min svigermor, efter Mette har født. Men den samtale efterlod alligevel en bitter smag.
Kan det virkelig passe, at nogle bedsteforældre opdeler deres barnebørn og tænker på, om de kommer fra sønnen eller datteren?
