**Jonas-Enkekærlighed**
Jonas brugte hver weekend på at skrue på sin motorcykel i garagen ved huset. Drengene i kvarteret samledes omkring ham som en flok spurve og fulgte nysgerrigt med, mens han rense motoren, strammede bolte eller polerede de blanke dele til de skinnede.
“Den kommer til at køre som en racer!” udbrød drengene begejstrede. “Jonas, må vi få en tur?”
“I kan ikke køre med endnu, I er for små. En motorcykel er noget seriøst, det er ikke en cykel…” sagde Jonas. Drengene sukkede, men så tilføjede han: “Men måske et par omgange i gården, det kunne vi godt…”
“Sparvene” jublede og løb derefter videre til fodboldbanen med deres bold. Jonas gik indenfor og vaskede sig, mens hans mor knurrede:
“Hvornår får du egentlig en kæreste? Hos Nielsen har den anden søn lige giftet sig, og de er yngre end dig! Hvad tænker du på? Du er ikke en dreng længere, du kan ikke bare sidde i garagen og rode med motorer…”
“Motorer” var også det, hun kaldte bedstefars gamle bil, som han havde givet til Jonas, da han kom hjem fra militæret. Jonas havde fået den til at skinne som ny ved at reparere den og male den over.
“Min lille ‘Volvo’ er som født på ny. Jeg har lagt så meget arbejde i den for at gøre bedstefar glad. Den kunne sikkert sælges lige nu, men jeg har ikke lyst… den er for sød,” forklarede han.
“Det er fint nok, men det er snart seks år siden du kom hjem, og der er stadig ingen pige. Jeg er bange for, at du ender med at blive i garagen, mens alle andre finder kærligheden, min dreng…” sukkede Lene.
“Hvor skal jeg finde en kæreste? Jeg danser ikke – jeg kan ikke li’ at vride fødderne. I biografen er det for mørkt til at se nogen,” grinede han.
“Præcis. Hvad skal en ordentlig pige overhovedet snakke med dig om?” gestikulerede hans mor. “Det er min skyld, det ved jeg godt. Du læser ikke bøger ud over skolens, der er ikke noget teater her i Aarhus, og til museet får jeg dig ikke trukket. Alt, du tænker på, er biler, motorcykler og alt muligt mekanik.”
“Men det er også det, jeg arbejder med – i værkstedet, mor,” svarede Jonas. “Tro mig, mine hænder er eftertragtede.”
“Ja, og de bliver aldrig rigtig rene, min lille ‘Håndværker’. Jeg bruger kun mørke håndklæder til dig nu, har du ikke lagt mærke til det? Hvilken pige vil sidde og snakke om biler med dig?” lo hun.
“Hvilken som helst,” sagde Jonas og så på sine hænder, “når hun først elsker mig…”
“Start med at besøge vores museet, så du får lidt kultur, min dreng.”
“Hvad skal jeg der? Alene? Aldrig,” nægtede han blankt.
“Hvorfor alene? Din nevø Emil har sommerferie. Tag ham med, din søster bliver glad, og I kan få en is efterfølgende. Så bliver det en kulturel udflugt.”
“En rekognosceringstur for piger?” grinede Jonas.
Et par dage senere annoncerede mor ved aftensmaden:
“I morgen er det lørdag. Emil kommer.”
“Ja, og?” spurgte Jonas.
“Jeg har lovet ham, at I skal i museet. Han glæder sig og kommer i pænt tøj.”
“Ah…” mindedes Jonas. “Nå ja, museet. Okay, vi tager afsted, nu du har lovet det.”
Vejret var fantastisk. Først gik Jonas og den 10-årige Emil ind på en café og spiste is, før de – som en pligt – gik i museet.
De købte billetter, og kassedamen sagde:
“Skynd jer, gruppen er allerede startet. I kan nå den i den første sal!”
Jonas og Emil skyndte sig at slutte sig til gruppen. Emil masede sig frem for at høre bedre, mens Jonas i stedet gemte sig bag de andre – han følte sig underligt genert.
Men han kunne godt se pigen, der var guiden, og han lyttede til hvert ord, for så snart han så hende – spinkel som en porcelænsfigur, i hvid kjole med gennemsigtige perler og øjne som den lyse himmel – var han helt betaget.
Der var mange børn i gruppen, og guiden henvendte sig ofte til dem med spørgsmål og gåder. Hun holdt en pegepind, og de fine fingre mindede ham om en fornem fugl, der holder fast i en gren.
Jonas kunne ikke tage øjnene fra hendes blå øjne eller den slanke talje – det var som om han var fortryllet.
Da turen sluttede, sagde hun farvel til gruppen og forsvandt ned ad gangen. Jonas og Emil gik ud i solen, hvor varmen slog imod dem.
“Det var så køligt derinde,” sagde Emil. “Men jeg turde ikke stille spørgsmål…”
“Det er okay, vi kommer igen en anden dag, og så finder vi ud af alt,” lovede Jonas og så tilbage på museet for at tjekke åbningstiderne. “Hvad med i morgen?”
“I morgen?” spurgte Emil forbløffet.
“Ja, hvorfor vente? Så husker vi spørgsmålene.” Jonas klappede Emil på skulderen, og de gik hjem i godt humør.
Moren blev overrasket over, at de allerede ville i museet igen, men sagde ingenting. Næste dag spurgte Jonas ved kassen:
“Guiden fra i går – hvad hedder hun?”
“Vi har flere guides, unge mand.”
Jonas prøvede at beskrive hende.
“Ah, det må være Mathilde. Hun er ikke her i dag – hun guider en gruppe fra København rundt i byen i en bustur. Kom en anden gang.”
Jonas blev stående skuffet, mens Emil træk ham i ærmet.
“Så… Skal vi ikke ind i museet?”
“Vi har været der,” svarede Jonas surt.
For at gøre turen værd, købte han is til Emil og tænkte på Mathildes øjne. Men det gjorde ham glad, at han i det mindste kendte hendes navn nu.
“Skal vi i museet igen næste weekend?” spurgte Emil spidst.
“Ja, vi skal stille nogle spørgsmål,” nikkede Jonas. “Tænk dig om, så vi ikke fremstår som fjolser. Forstået?”
Emil nikkede, mens han spiste sin is. De kørte i forlystelsesparken og gik hjem.
Jonas kunne knap vente til weekenden. De var næsten de første i museet, da det åbnede. Der var ingen grupper, kun deres fodtrin på det knirkende gulv.
Og så kom Mathilde. Hun var iført en grå jakkesæt, men de samme perler glinsede på hendes bryst.
“Hallo,” sagde hun, og Emil ville til at stille sine spørgsmål, men hun nåede ham i forkøbet.
“Jonas?” spurgte hun pludselig.
“Ja… Hvordan kender du mig?” blev han rød.
“Du gik i parallellklassen i skolen. Du stod”Og sådan blev Jonas og Mathilde forelsket og levede lykkeligt til deres dages ende, mens både hans motorcykel og bedstefars gamle Volvo forblev en vigtig del af deres fælles historie.”
