**Dagbogsnotat: Bedstemands bekymringer**
Det er nu et halvt år siden, Jens Kristiansen blev enkemand. Den første intense smerte er forsvundet, gemt et sted under hjertet som en skarp, iskold klump, der af og til tøer op på de mest ubelejlige tidspunkter. Når en nabo spørger: “Nå, hvordan har du det så, Kristiansen, nu hvor du er alene?” skinner smerten i den gamle mands øjne.
“Jeg er blevet svag, sådan har det aldrig været før,” tænkte Kristiansen for sig selv og svarede straks: “Men sådan en sorg har heller aldrig ramt mig før…”
Han har boet i landsbyen siden han var ung. Da han gik på pension, troede han, at han endelig ville få masser af tid. Men efter hans kones død virkede tiden til at stå stille, og Kristiansen vidste ikke, hvad han skulle gøre med den. Intet føltes meningsfuldt… Bortset måske fra bønnen i kirken.
Hans datter, Lærke, var flyttet til byen efter hun giftede sig, og nu var det tid til at hendes søn, Lukas, skulle starte i skole. I starten af sommeren kom Lærke og hendes mand, Mads, sammen med Lukas på besøg.
“Far, vi har bragt dig en lille opgave,” sagde Lærke og pegede på Lukas. “Før var han kun en lille dreng, mor passede ham, men nu er det din tur—han skal lære at blive en rigtig mand.”
“Og hvad med faren? Opdrager han ham ikke?” spurgte Kristiansen.
“Faren har aldrig holdt en hammer i hænderne. Du ved godt, Mads er musiker. Hans liv er harmonikaen. Om vinteren skal Lukas i musikskole, måske hos sin far. Men opdragelsen skal være afbalanceret. Så hjælp mig. Jeg vil have, at min søn også ligner dig: en hårdtarbejdende håndværker.”
Jens Kristiansen smilede og så på sin barnebarn.
“Godt, Lærke. Jeg skal lære ham alt, hvad jeg kan. Så længe jeg lever…”
“Stop nu, far,” afbrød datteren ham. “Vi skal have dig her længe endnu. Men med Lukas—jeg har brug for din hjælp.”
Samme dag tog bedstefaren Lukas med ud i sit værksted. De kiggede på arbejdsbænken, hylderne med værktøj, og begyndte at indrette en lille plads til Lukas.
Specielt for ham tilpassede bedstefaren et gammelt skrivebord, korted dets ben og dækkede bordpladen med et blik. Lukas fik også sit eget værktøj—små hamre, små skruetrækkere, en lille sav og tang. I gamle metalæsker fra bedstefarens ungdom lå søm i alle størrelser.
Lukas var henrykt og fulgte efter bedstefaren overalt, stilte utallige spørgsmål. Lærke måtte næsten slæbe dem ind til middag, og bagefter fortsatte de med deres “mandearbejde”.
“Sådan,” sagde bedstefaren om aftenen. “Nu er vi kommet godt i gang. I morgen tidlig skal vi ud og fiske, så aftensmad og tidlig sengetid.”
Sommerdagene gled hen i lykken. Lærke og Mads bemærkede, at faren livnærede sig—han stod rankere, og der var glimt i hans øjne.
“Lærke,” sagde Mads, da Kristiansen ikke kunne høre det, “selvom du er lærer, har du gjort det godt. Din far er fuldkommen forvandlet.”
“Alle har brug for opmærksomhed—både store og små,” svarede Lærke roligt. “Vi kan ikke lade ham give op. Nu må vi blive ved med at besøge ham. Tak Gud for, at Lukas hjælper. En flaske er jo ikke løsningen—men en barnebarn er som en solstråle. Jeg har altid vidst, min far var en klog mand.”
Hun sukkede og gik ud i haven, ligesom hendes mor plejede. Haven skulle være velholdt, for at faren ikke skulle mærke, at alt gik i stykker efter hendes død.
Da ferien sluttede, kørte Lærke tilbage til byen, men Mads og Lukas blev hos bedstefaren og hjalp ham med alt.
Men efteråret kom, og Lukas skulle starte i første klasse. I den anledning blev Jens Kristiansen inviteret til byen for at følge ham på hans første skoledag. Med stolthed førte han Lukas i hånden. I en jakke og slips, han ikke havde båret i ti år, stod han og følte sig både nervøs og glad. Da nationalsangen spillede, rettede han ryggen og klemte Lukas’ hånd.
I det øjeblik lovede Jens Kristiansen sig selv ikke at give op—han ville bruge alle sine kræfter på at opdrage Lukas, hjælpe Lærke…
Tilbage i sit hus satte han sig om aftenen ved bordet med et blankt ark papir. Som en førsteklassing, der ikke havde skrevet i årevis, tog han en kuglepen og begyndte at lave en liste—en plan for alt, han ville gøre klar til næste sommer, når Lukas kom igen.
Listen blev længere dag for dag: en legeplads, en gynge, en bænk, en sandkasse. På et stort træ ville han hænge en rebstige, ligesom i hans barndom. Og broen ved åen skulle også repareres.
En ny liste dukkede op på bordet—denne gang til økonomi. Brædder, skruer, maling, sand. Der var så meget at gøre! Han arbejdede hårdt, stod tidligt op og fulgte sin plan.
Lukas kom ofte på besøg—i weekenden, i ferierne. Huset lignede sig selv igen. Lærke vaskede gulve, bagte kager, og de tre mænd arbejdede i huset eller gik i skoven.
På Jens’ fødselsdag gav Lærke dem alle kamouflagejakker. Der var så megen glæde! Snart var der også Kvindernes Internationale Kampdag.
“Hvad vil du have, skat?” spurgte Kristiansen.
“Sig det bare, vi gør alt for dig,” tilføjede Mads.
“Alt?” Lærke smilede. “Nå, men så får I en overraskelse. Der kommer snart en ny i familien… Måske endda en pige.”
Forvirringen blev hurtigt til jubel. Jens tørrede tårerne væk.
“Tak, Gud, sådan en lykke… Min kone ønskede sig altid et barnebarn. Om det bliver en pige eller endnu en dreng, det er lige godt.”
De kunne knap slappe af af glæde. Ved aftenens te lovede bedstefaren at holde op med at sygne hen—for nu havde han dobbelt så meget at se frem til: to børnebørn at opdrage.
“Hvad nu, hvis det bliver endnu en dreng?” grinede han. “Hvor skal jeg finde alt det værktøj?”
Lukas svarede straks:
“Så låner han mit, bedstefar. Vi deler. For det er jo en bror…”
