En livslektion
Agnete stirrede på sin barnebarn og havde lyst til at give ham så mange lussinger, at han aldrig ville glemme sin bedstemors styrke. Hun ville ham så hårdt en på lårene, at de ville blussende op i ild. Og så ville Peter få lyst til at trække bukserne ned og køle røven i iskoldt vand.
Ved vinduet så hun, hvordan Peter og Jens – den store-ørede – sparkede til en rugbrød. Den ene bar den i en pose, der revnede. Brødet faldt til jorden. Den anden gav det et spark. Sådan begyndte de to vovede knægte at spille fodbold med brødet i stedet for en bold.
Da Agnete så, HVAD de sparkede til, troede hun ikke sine egne øjne. Med et hyl og vildt skrig forsøgte hun at løbe ud af huset, men det føltes som at løbe på stedet. Først kom der et skrig fra hendes bryst, og så klumpede ordene sig i halsen. Hun nåede frem til Peter med vidt åben mund, gispende efter luft som en fisk på land.
Hviskende sagde hun:
»Det er brød, det er helligt – hvordan kunne I?«
Børnene stivnede, da de så bedstemor falde på knæ, samle brødet op og begynde at græde.
Agnete vaklede hjem med langsomme, usikre skridt og holdt brødet tæt ind til brystet.
Derhjemme, da hendes søn så hendes tilstand, spurgte han, hvad der var sket, og det beskidte, forpulede rugbrød fortalte ham alt uden ord. I tavshed tog han bæltet fra bukserne og gik udenfor. Agnete hørte Peters tuder, men rørte sig ikke for at beskytte ham, som hun plejede.
Rød og forknyt kom Peter hjem og gemte sig på den gamle køkkenbænk. Hans far, der stadig svingede bæltet, sagde, at fra nu af skulle Peter spise uden brød – om det var øllebrød, kartoffelsuppe eller frikadeller, som han plejede at proppe i sig syv ad gangen, mælk eller kaffe: uden brød, uden rundstykker, uden boller. Og om aftenen truede han med at gå hen til Jens’ forældre – den store-ørede – og fortælle dem, hvilken fin fodboldspiller de havde opdraget.
Jens’ far var traktorfører – han ville nok klippe vingerne på sin lille spiller. Og bedstefaren havde siddet i fængsel i ti år under besættelsen for at stjæle en enkelt brød – han ville nok tæske ham godt igennem.
Agnete plejede at korsfigne en friskbagt rugbrød, kysse den og smile, før hun skar den i tynde skiver mens hun holdt den tæt ind til sig. I butikken købte hun sjældent brød; hun bagte det altid selv med sin svigerdatter i den gamle ovn. De bagte flere store rugbrød ad gangen. Duftende, gyldenbrun og blød. Aromen fyldte hvert hjørne af det solide, rummelige hus. Den duft forsvandt ikke længe, kildrede i næsen og åbnede appetitten. Man fik altid lyst til at skære en skive sprød rugbrød og nyde den med mælk.
Flemming gik faktisk hen til Jens’ forældre. Han tog brødet med og gik. Naboerne stirrede forbløffede, da de så det skidne brød på deres bord, netop som de skulle til at spise aftenmad.
Da Jens så Flemming og brødet, begyndte han at vride sig som på gloende kul. Men hans bedstefar fik hurtigt styr på ham ved at fatte ham i øret.
Flemming forklarede situationen kort. Uden at tøve skar bedstefar Mogens et stort stykke af det snavsede brød og sagde:
»Den her brød skal Jens spise, indtil den er væk. Jeg siger ikke, han skal gøre det på en dag. Når den er spist – KUN så må han røre ved andet brød.«
Og selv skubbede han den friskskårne brød til side og lagde det beskidte brød lige for næsen af sin barnebarn.
Næste morgen rørte Peter ikke brødet. Han huskede sin fars ord, og han huskede, hvordan hans elskede bedstemor, barfodet, faldt på knæ, græd og løftede brødet. Han skammede sig til tårer. Han vidste ikke, hvordan han skulle nærme sig hende, hvordan han skulle undskylde.
Agnete opførte sig køligt over for ham, lod som om hun ikke så ham. Før plejede hun at løbe med tallerkener og kopper foran skole, overtalte ham til at spise. Nu satte hun bare en kop mælk og en skål grød frem – ikke en eneste skive af hans yndlings brød.
Og Jens – han gik i skole med sand, der knasede mellem tænderne, næsten grædende. Han bad sin ven om at komme og hjælpe ham med at spise det beskidte brød hurtigere. Men Peter svarede, at han ikke var dum – han havde allerede nok bæltemærker på lårene.
Om aftenen gik Peter hen til sin bedstemor og krammede hende.
Agnete sad stadig med hænderne i skødet. Peter prøvede alt – fortalte om gode karakterer, løste matematikopgaver – men Agnete lod som om hun var døv. Peter kunne ikke holde det ud og begyHan trykkede hende tæt ind til sig og hviskede: “Jeg har lært min lektion, Bedste, og jeg lover at jeg aldrig igen vil glemme værdien af et enkelt stykke brød.”
