**Dagbogsnotat**
Jeg sad og stirrede på den smukke buket, som budet havde bragt for en halv time siden. Der var ingen tvivl – blomsterne var til mig. Det stod sort på hvidt på kortet: “Til den dejlige Margrethe.”
Siden skilsmissen havde jeg fået en hemmelig beundrer. Jeg havde haft det svært efter bruddet med Anders. Det handlede ikke kun om følelser, men om al den modbydelighed, min eks-svigermor havde ladet mig gennemgå. Og min mand – nu tidligere mand – havde altid støttet sin mor.
Alt var gået så underligt. Netop den aften, hvor jeg kom hjem med skilsmisseattesten, ringede der på døren. Da jeg så de pragtfulde roser, troede jeg først, det var Anders, der drillede mig. Men blomsterne måtte have kostet en formue – især en sådan luksusbuket. Min eksmand havde kun været gavmild én gang tidligere i vores ægteskab, og det var længe siden.
Siden den dag begyndte blomsterne at ankomme to-tre gange om ugen. Hver gang fulgte en kort besked. Jeg brændte min hjerne af på at spekulere over, hvem der sendte mig disse smukke buketter.
Da jeg sad og betragtede roserne, mindedes jeg den eneste gang, Anders havde givet mig blomster. Det var efter et grusomt skænderi. Han havde været rasende, fordi jeg havde brugt mine egne penge på negle i en dyr salon.
“Vi har aftalt at drøfte store udgifter sammen!” råbte han. Hans mor havde fortalt ham, hvor dyrt det var, og han var forarget.
Jeg smilede bittert. Selvfølgelig var det hans mor igen. Hun havde hadet mig fra første øjeblik og altid fundet fejl.
Anders tog aldrig min side. Han hørte på sin mor, der altid fandt på historier. Engang havde hun set mig komme hjem fra arbejde og påstået, at min kjole var for kort. “Hun praler af sig for mændene,” sagde hun til sin søn. I stedet for at sige fra, lod Anders sig påvirke og brokkede sig bagefter over min påklædning.
Det største skænderi kom, da jeg “vovede” at bruge mine egne penge på negle. Anders kaldte mig doven og fordærvet. Jeg påpegede, at jeg tjente mere end ham – han skiftede hele tiden job og klagede over lønnen.
Men han blev ved: “Vi kan knap betale huslejen, og så bruger du penge på negle!”
“Det kræver, at man tjener penge,” svarede jeg. “Jeg køber mad, betaler benzin og bilerne. Selv dit tøj køber jeg.”
“Du bor i MIN lejlighed!” råbte han forurettet. “Mor har ret – lukker man en kvinde ind, tror hun straks, hun ejer stedet!”
Og så rasede han videre: “Jeg har ikke fået kød i tre dage!”
“Der var kylling i går og fisk i forgårs,” svarede jeg. “Hvis du vil have mere, så find et ordentligt job!”
Han kunne ikke klare min “frækhed”. Jeg boede i HANS lejlighed, og alligevel krævede jeg ting? Så han kaldte mig en snylter og smed mig ud – ikke for alvor, bare for at skræmme mig.
Men jeg tog ham på ordet, pakkede mine ting og flyttede ind i min lille, gamle lejlighed.
Da Anders fortalte det til sin mor, sagde hun: “Hun kommer tilbage. En kvinde har det svært alene – hun kommer krybende.”
Men jeg kom ikke.
En dag hørte jeg fra Anders’ fætterinde, at hans forældre var blevet skilt. “Din eks-svigerfar fandt sin kones kvitteringer fra blomsterbutikken,” fortalte hun. “Han indrømmede, at han elskede en anden kvinde – men han lever alene. Folk siger, han sender hende anonymt blomster.”
Mit hjerte hamrede. Pludselig gik det op for mig: Ivan – min eks-svigerfar – havde aldrig støttet sin kones ondskab. Og et par gange havde han faktisk forsvaret mig.
Da blomsterne igen kom, ringede jeg til ham.
“Ivan… var det dig?”
Han tav først. Så sagde han blidt: “Ja, Margrethe. Jeg har elsket dig længe.”
Jeg kunne knap tro det. “Hvorfor sagde du aldrig noget?”
“Du var min søns kone,” svarede han. “Og jeg var gift med Karen. Men jeg har ikke elsket hende i årevis.”
“Jeg elsker dig ikke,” hviskede jeg.
Han lo mildt. “Jeg forventede det heller ikke. Men lad mig dog blive ved med at sende dig blomster. Anders gav dig aldrig gaver – jeg vil gerne omgive dig med roser.”
Jeg var rørt.
Kort efter måtte jeg dog ringe til ham – en vandlækage i min lejlighed. Han kom og hjalp og blev til en kop te. Vi talte, og til min overraskelse blev vi venner.
Det varede ikke længe, før vi begyndte at ses. Jeg oplevede for første gang, at et forhold kunne være let og godt. En mand kunne faktisk støtte, ikke skabe problemer.
Da vores forhold blev offentligt, var fordømmelsen stor. Anders skrev hadebeskeder, og Karen rasende. Men Ivan forsvarede mig.
Endelig giftede vi os. Kun dem, der accepterede os, var til stede. Vi købte en lejlighed sammen, og livet blev… lykkeligt.
Og sådan er det stadig.
