Lasse vaklede, da han opdagede, at pigen var tolv år yngre end ham selv. Han var tredive, hun atten. Ja, hun var myndig, man kunne i det mindste kigge på hende, men aldersforskellen gjorde ham forlegen. Tilmed var hun studerende, ankommet for at lære af ham. Fra enhver vinkel – upassende, uanstændigt, pinligt.
Hvad kunne han egentlig byde hende, denne pige, der så magisk var brudt ind i hans tilvæelse? Han skulle undervise hende i disciplin, lære hende om mineraludvinding! Han skulle afholde eksaminer, gennemgå notater, ikke tænke på hendes gyldne hår og smaragdgrønne øjne.
Mystikken lå i, at han havde set Signe, før hun blev studerende på tekniske skole, hvor han havde undervist i fem år. Det skete to måneder før hendes optagelse. Lasse, der kiggede ud af sporvognsvinduet, fik øje på en spinkel skønhed, der kneb øjnene sammen mod solen. Det gik som et stød gennem ham: *”Sådan en måtte jeg møde!”*
Det var den unge, blomstrende forår 1957. Hele landet åndede en forventning om en strålende fremtid. Under science fiction-forfatternes vågent øje voksede den tekniske udvikling. Menneskeheden længtes efter rummet, havets dybder, planetens fjerne kroge. Men Lasses hjerte sugedes mod den fremmede på stoppestedet. Pludselig glemte han, at han var lærer, professor, ekspert – nu var han blot en mand, der drømte skræmt om lykke.
*”Sådan en!”* tænkte Lasse ofte bagefter, før han jagtede fantasierne væk og skældte sig selv ud for at forelske sig i et flygtigt syn.
***
Men “lykken” fandt ham alligevel. Og så endda trængsindet, kvik, bidsk – i den forstand, at hun troede, hun kunne nå alt. Tænk, at hun kom til denne “mandschauvinistiske” tekniske skole, og oven i købet på det svære studie! Lasse mistede roen, da den fremmede endte i den gruppe, han skulle vejlede, og da hun fik et navn. Signe. Kun atten år gammel og fyldt til bristepunktet med vild entusiasme. Som om hun havde ventet hele livet på at lære. Og selvom hun kun kendte ham som den fjerne lektor Lasse Mikkelsen, var hun nu altid i hans nærhed. Levende og virkelig, ikke et spøgelsesagtigt fænomen.
Lasse turde ikke bruge sin stilling til at komme nærmere Signe. Tværtimod begyndte han at observere hende for at slippe billedet. Han ville vide, hvem hun var. Så han studerede Signe i den naturlige studerendes verden: til timerne og sammen med medstuderende. Personlig kontakt var sjælden, for den unge lærer var bundet af den distance, der skulle adskille ham og eleverne. Hverken biograf, park eller museum – kun undervisning.
Som vejleder kunne han dog arrangere begivenheder… for alle på én gang. Da denne tanke først strejfede ham, var han klar til at løbe efter biografbilletter midt om natten! Han sov knap og købte næste morgen, femogtyve billetter – til hele klassen. Lasse vidste, skolens ledelse aldrig ville betale, så han brugte sine egne kroner. Således begyndte han at føre klassen på kulturelle udflugt – til koncertsal, teater, biograf. For at glæde Signe måtte han maskere det som fælles arrangementer. Det samlede gruppen og deres lærer. Eleverne elskede Lasse Mikkelsen, for han fandt vej til hver enkelt. Måske var han kun forsigtig med Signe.
Engang havde de en akavet samtale, og han vidste ikke, hvordan han skulle tilnærme sig igen.
***
Det gik sådan her: Signe og hendes veninde Dorte skulle rydde op i lokalet. Intet stort – støv af pudser, materialer på plads. Men Dorte havde travlt og spurgte, om Signe kunne klare det alene. Signe havde intet imod det. Hun elskede at være alene på skolen og ordnede roligt borde og stole mens hun… sang. Hvorfor ikke? Studerende måtte gerne synge. Hun sang, uvidende om hvor meget hun lignede en eventyrprinsesse.
Ingen magiske dyr kom for at hjælpe. Men Lasse Mikkelsen, der gik forbi lokalet, stoppede og stivnede. Den klare, strålende stemme – som drysset med glimmer – var ham bekendt. *”Hvad i alverden? En operaskønhed! Synger hun i skolens kor?”* Han åbnet døren, men den knirkede, og sangen stoppede. Smaragdøjnene stirrede på ham i rædsel. Signe lod, som om intet var hændt, greb en lærebog, satte sig og læste. Lasse lod også, som om han skulle hente noget fra lærerbordet. Men skufferne var tomme.
“Ah, her er den metodebog!” udbrød han og greb en slidt brochure.
Forestillingen virkede. Han bladrede febrilsk, mens han ledte efter samtaleemne. Men tankerne var væk. Kun en ørkenvind hviskede i hans hoved. Signe sad musestille, lod som om hun læste, men tænkte kun på, at han ikke måtte spørge om sangen. Måske havde han ikke hørt det?
“Signe, I må være træt!” faldt han ud. “Hvorfor går I ikke hjem?”
“Jeg skal… nok snart.”
“Signe, må jeg spørge… hvorfor valgte I denne tekniske skole? Et mærkeligt valg for en pige, ikke?”
“Der er… ikke andre i byen,” sagde hun forvirret.
“Hvad med køkkenskolen…?” Han indså sin fejl for sent.
“Køkkenskolen?” næsten udbrød hun vredt, men stoppede sig selv. “Jeg mente… der er ingen andre gode skoler her.”
“Køkkenskolen tiltaler ikke?”
“Nej.” Hun lod blikket synke i sin minebog. “Jeg kan allerede lave mad.”
“Bemærkelsesværdigt. Måske musikskolen? Jeg hørte… I synger så smukt.”
“De tog mig ikke ind,” svarede hun trist.
“Ikke? Hvordan? Kommissionen må være døve!”
“Undskyld, jeg må gå.” Hun smækkede bogen i og forsvandt.
“Farvel…” nåede Lasse at sige, før han stod forvirret tilbage.
Han havde kedet hende, men fattede ikke hvorfor. Måske for personlige spørgsmål? Eller havde hun set, at hans interesse ikke var faglig, men menneskelig? Endnu værre – romantisk? Det kunne skræmme hende. Sikke en tåbe! Nu måtte han være ekstra forsigtig.
***
Lasse begyndte at interessere sig for skolens kor. Han var sikker på, Signe sang der. Hvis ikke, måtte han overtale hende – ikke at synge alene, hvor ingen hørte hende. Han nævnte det for sanglæreren, fru Nielsen – påstod, hans klasse ønskede at fremføre en julesang. De havde endda en “gyldenOg sådan blev det, at Lasse og Signe, gennem alle hindringerne, fandt hinanden i korets toner, hvor hendes stemme, trods verden tavshed, lød klippeklar for ham alene.
