EN TUR TIL RESTAURANTEN.
“Afsted på eventyr!” sagde de to bedste veninder til hinanden, mens de kastede deres kufferter i bagagerummet. Toget afgik præcis som planlagt og ankom til tiden klokken otte om morgenen.
Men alt i sin tid.
Sommeren var i fuld gang. Juni susede forbi som en jetjager, uden at efterlade nogen varige minder. Ja, den første sommermåned smeltede væk som is i en solvarm skål, forsvundet i hverdagens kaos. Livet farer jo også afsted i fuld fart – kortvarigt, flygtigt og travlt. Så kom juli listende, åbnede døren med sin nøgle og trådte ind i vores liv uden forvarsel.
De, der arbejder fem dage om ugen, ved, hvor svært det er at få de sidste timer på jobbet til at gå, før ferien starter. Tankerne er allerede på frihed, mens kroppen stadig er på arbejde. Man må bide tænderne sammen og vente på, at øjeblikket endelig kommer. I denne tid synes kunderne at være umulige, chefen umådeligt krævende, og tiden snegler sig af sted.
“Har nogen limet timeviseren fast eller hvad?” tænkte Mette, da hun stirrede på væguret. “Kom nu, ferie!” Hendes hjerte hamrede i håb om den forestående pause, og sjælen længtes efter afslapning.
“Jeg kunne virkelig spise nogle søde majskolber, marinerede muslinger og rejer,” sagde Ida højt, da endnu en kunde forlod butikken.
Pigerne drømte også om at forkæle sig med en flaske dansk snaps – den havde altid imponeret dem med sin unikke duft og smag. Men den stolte og noble drik kunne også spille uerfarne et puds, så man måtte passe på. Men hvem husker nu advarslerne?
“Skal vi ikke bade i vandet?” spurgte de hinanden i frokostpausen. “Hvad skulle kunne stoppe os?”
Med de nuværende økonomiske forhold var valget nemt – udenlandsrejser var for dyre, og andre muligheder blev ikke overvejet. De endte med at tage til Skagen.
Endelig blev drømmen for de to eventyrlystne og optimistiske veninder virkelighed! Men kunne det virkelig lade sig gøre?
“Alle vil blive misundelige, så vi må ikke sige noget til nogen,” aftalte pigerne og skyndte sig at pakke deres ting.
Hvem kan fortælle mig, hvordan man får en masse tøj, sko, kosmetik og andre unødvendige ting ned i én kuffert? For kvinder er det en umulig opgave, næsten som at løse Fermats sidste sætning.
Men nu var pigerne ved stranden. Blide bølger kælede for kysten. Skrigende måger kredsede over vandet på jagt efter føde. Idyl!
Folk på stranden nød den tilsyneladende ro og fred. Voksne nippede til kolde øl fra dåser, mens de snackede på saltede snacks. Børnene proppede sig med is og slik.
“Så! Stå lige! Løft hagen! Kig på mig! Godt!” instruerede Mette, mens hun fotograferede Ida ved vandet.
“Nu med vandmelonen. Perfekt!” sagde hun tilfreds og tørrede sveden fra panden. “Skift plads.”
Fotoshoots ved stranden var en hel saga! Pigerne skulle være solbrændte, veltrænede og helst uden poser under øjnene. Alle ved, at øl om aftenen ikke gør underværker for hudens udseende, men i ferien må man også forkæle sig lidt.
“Ida! Hvad er det her? Hvorfor ser jeg ud som en vred hund på det billede? Kunne du ikke have sagt noget? Hvordan holder du overhovedet telefonen? Tryk ikke bare løs – find den rigtige vinkel!” Mette rullede med øjnene.
“Jeg tog fine billeder af dig, men du? Her ser jeg ud til at have celluliter, og på det her ligner jeg en eller anden. Nå, men lad os ikke blive sure. Jeg tager selv nogle gode selfies med min selfiestang.”
Ida, der var ved at eksplodere af frustration, ville til at gå i vandet, men Mette gav ikke op:
“Hvem er det, der er sur som en bidt hest? Kom her, skønhed! Nu tager vi et selfie med melon, lavendel og vinflasker. Smil! Perfekt!”
Billederne blev faktisk rigtig gode.
“Mette, vi skal fejre vores succesfulde fotosession. Hvad siger du til at gå på restaurant i aften?” foreslog Ida forsigtigt.
“Fremragende idé! Jeg er helt med! Vi bestiller fisk –” Mette greb chancen og forestillede sig allerede at sidde i et smart sted med en flaske bobler.
Sagt og gjort. Ikke længe efter stod de to glade veninder, klædt i deres flotteste kjoler, klar til en aften ude.
Besøget i restauranten startede lovende, men hvem kunne ane, at det ville tage flere forsøg?
Lokalet var halvtomt.
“Lad os sidde ved det her bord med udsigt til vandet,” foreslog Ida.
“Undskyld, men det bord er reserveret,” sagde servitricen. “Vil I sidde her ved søjlen i stedet?”
“Det startede ellers så godt!” sukkede Ida og begyndte at studere menukortet. “Jeg ville så gerne spise med udsigt til vandet. Servitricen løj sikkert bare for at få os til at betale ekstra. Men det er også fint her, synes du ikke?”
“Hvad? 270 gram grillede rejer til prisen af en brugt cykel?” udbrød Mette og studerede menukortet.
“Rucola med rejer, 240 gram. For de penge kunne vi købe en ny jakke,” klagede Ida.
“Lad os tjekke vinkortet. Måske er der noget interessant der,” sagde Mette og begyndte at bladre i den blanke brochure.
Der blev stille.
“150 gram vin for 1000 kroner? Priserne er helt væk. Ida, du ved godt, at 150 gram er ingenting for os. Vi får lige smagen på det, og så ryger kortet. Jeg havde håbet på at komme hjem fra ferien uden gæld.” Mette sukkede og lagde menukortet fra sig.
“Lad os bare smutte stille og roligt,” hviskede Ida. “Jeg går først, så følger du efter.”
Ude på gaden brød de ud i grin.
“Vi er som to skolepiger. I det mindste fik vi taget nogle gode billeder, så ingen opdager, at vi stak af. Kom, jeg så et andet sted rundt om hjørnet. Jeg er sulten!” sagde Mette og trak Ida med sig.
Først blev der taget billeder på det røde løber til fotosessioner.
Da de endelig sad ved bordet og studerede menukortet, sagde Ida:
“Mette, du ved, jeg er med på alt, undtagen sultestrejke. Men hør lige her – en middag her koster en hel månedsløn, inklusiv bonus. Jeg går lige på toilettet. Hent vores tasker om fem minutter, så mødes vi ved springvandet.”
Andet forsøg mislykkedes også. MåTredje gang blev lykkens gang, da de endelig fandt en hyggelig café med rimelige priser, hvor de kunne nyde en simpel, men lækker middag sammen mens solen gik ned over vandet.
