**Dagbogsnotat**
“Du er blevet så kvindelig. Tykkere. Jeg vil ikke lede efter en anden, og jeg har ingen på siden, det sværger jeg.”
“Men det kan ikke fortsætte sådan her. Jeg vil beundre min elskede kvinde. Og dig kan jeg desværre ikke beundre. Du keder mig,” sagde min mand.
Freja blinkede hurtigt for at holde tårerne tilbage. Sådan takkede han hende for næsten femten års samliv!
“Hvad foreslår du så?” spurgte hun. “Skal vi skilles?”
“Jeg tror, det ville være den bedste løsning…”
“Og børnene?”
“Jeg vil hjælpe. Tage dem i weekenderne.”
“Sådan, bare lige ud af posen!” Freja smilede bittert og tørrede tårerne væk. “Din kone keder dig, og du er klar til at smide børnene fra dig! Blive en weekendfar! Du har hverken skam eller samvittighed…”
* * *
Freja og Mads mødtes til en bryllupsfest. Hendes kusine giftede sig, og blandt gæsterne fra brudgommens side var Mads. På trods af ti års aldersforskel vidste Freja med det samme, at han var hendes skæbne. Intelligent, charmerende og veluddannet – han lignede en prins fra eventyrene.
“Åh, hvad skulle du med sådan en, Freja!” sagde hendes mor. “Du er ikke den klogeste. Og din udseende er ret almindeligt. Mens Mads er en flot fyr.”
Freja sukkede og vendte sig væk for at undgå at møde hendes blik. Først senere, da hun blev ældre, forstod hun, hvor meget hendes mors ord havde ødelagt hendes selvværd.
Men dengang tænkte hun ikke over det. Sommerfugle flagrede i hendes mave ved tanken om Mads. De datede i et halvt år og giftede sig, da Freja lige var fyldt tyve.
“Han vil forlade dig, det kan du være sikker på!” sagde hendes mor. “Du spilder bare din tid. Han er for fin for dig. Du har kun taget en sy- og snitkursus. Det er ikke engang en rigtig uddannelse!”
“Tak for de varme ord, mor,” svarede Freja sarkastisk. “Men jeg er en gift kvinde nu og bestemmer selv over mit liv.”
De første år levede de som på en evig ferie – rejste, gik i teatret eller til landet. Freja syede lidt for sjov, men Mads tjente godt, så de manglede intet. Så kom Astrid, og Freja blev opslugt af moderskabet. Hun elskede det og ofrede alt til sin datter. Først legestue, senere kunstskøjteløb. Freja ville ikke sende hende i børnehaven, så hun underviste hende selv. Selvom det tog tid, fandt hun alligevel tid til at løbe og træne.
“Hvor er du heldig, Mads!” sagde hans familie til familiefester. “Sikke en smuk kone du har! Og hun passer på hjemmet og datteren. I burde få et barn til.”
“Det skal vi nok!” smilte Mads og kiggede kærligt på Freja.
Men det var ikke så let som de troede.
“Se dig lige engang!” grinede hendes mor, når hun ringede. “Du kan ikke engang give din mand en arving.”
“Tak for støtten, mor! Jeg græder næsten hver dag.”
Efter flere års forsøg accepterede de, at de kun fik Astrid. Men Astrid blev hurtigt dygtig til kunstskøjteløb, og Freja fandt glæde i hendes succes. Hun hjalp hende med at forberede konkurrencer og syede hendes kostumer.
Mads elskede også sin datter. En smuk kone og datter var hans stolthed. Freja blev faktisk smukkere med årene, fordi hun lærte at fremhæve sine kvaliteter. Og mandens penge hjalp også.
Pludselig blev Freja gravid. En søn – Nikolaj! – kom sund og rask til verden. Men Freja var svækket efter fødslen. Mads passede børnene, indtil hun kom sig.
Det tog næsten to år at blive rask. Men hendes figur var ikke den samme. Uanset hvad hun gjorde, tabte hun ikke vægten.
Alligevel behandlede Mads hende godt og kaldte hende den smukkeste kvinde, han kendte. Freja kastede sig over moderskabet igen, sendte Nikolaj til svømning og robotklub og fulgte Astrid til konkurrencer.
Men med tiden havde hun mindre tid til sig selv. Hun blev tykkere og droppede smukt tøj og skønhedspleje. Men Astrids sejre gjorde det hele værd. Freja syede hendes kostumer og drømte om at lave noget, der virkelig kunne skille sig ud.
En dag stirrede Mads på hende og sagde: “Du har virkelig ladet dig selv gå. Femten kilo for meget, måske?”
“Måske tyve!” svarede Freja irriteret. “Hvad forventer du? Jeg er ikke tyve længere. Og jeg har ikke tid.”
“Men prøv. Jeg vil have en smuk kone.”
“Du er heller ikke den samme længere,” svarede hun og pegede på hans mave og hårtab.
Først blev hun vred, men da han gentog det, begyndte hun at græde.
* * *
Så kom den skæbnesvangre samtale, hvor han sagde, han ikke længere kunne beundre hende.
“Det er ikke nok til at ødelægge en familie,” sagde Freja. “Tænk på børnene.”
“Måske kan vi redde det…” sagde Mads. Og hun klamrede sig til håbet.
“Jeg bliver smuk igen,” tænkte hun.
Hun startede en streng diæt, gik til kosmetologen og købte nyt tøj. Langsomt tabte hun sig, men Mads sagde kun kort “godt gået”. Dog stoppede han med at tale om skilsmisse.
“Mam, du spiser ikke mere!” sagde Astrid og kiggede på den halve grapefrugt, Frejas morgenmad.
“Du forstår det, når du bliver ældre. Jeg vil være tynd igen.”
“Du var aldrig tyk! Nu ser du bare syg ud!”
Freja blev mere bleg. Kosmetologbesøgene hjalp måske ikke, men hun følte sig bedre tilpas.
Efter et halvt år var hun tynd, men ikke smukkere. Hun var træt og syg ofte. Astrid tvang hende til at spise.
“Nu er det mig, der bliver skældt ud for at spise for lidt,” tænkte Freja.
Hun begyndte at spise normalt igen, men fem kilo kom tilbage.
“Nu vejer jeg 48 igen. Men jeg har det bedre.”
“Snart bliver du tyk igen!” råbte Mads. “Jeg troede, jeg fik en smuk kone!”
Freja var for træt til at græde eller skændes.
“Jeg gør mit bedste…”
“Og det ser man ikke på dig,” svarede han.
Den aften tog hun børnene til sin mor, der for en gangs skyld ikke skældte ud.
* * *
Nu sad Freja i sit lille syværksted og lyttede til Astrids radioudsendelse.
“Hvem er din forbillede?” spurgte værten.
“Min mor,” svarede Astrid. “Hun klarede alt selv efter skilsmissen. Hun erNu var det tid til at nyde livet igen – ikke som en andens kone, men som sig selv, en stolt mor og en dygtig kvinde, der vidste, hun altid havde været nok.
