Den ensomme Lise…
I flere uger havde Lise iagttaget den nye nabo, der var flyttet ind på første sal i opgangen lige over for. Den nye pige hed Annemette. Hun var omkring de tredive, og hendes lille datter var kun fire år. Kvinden var blevet skilt fra sin mand og boede nu alene, mens hun hver dag fulgte sin datter i børnehaven, der lå lige i gården.
Lise havde lært Annemette at kende, og knap nok var de begyndt at hilse og smile til hinanden, før Lise allerede en uge efter sad som babysitter en lørdag med den lille Mette.
“Hun er rolig, hun leger med sine dukker på gulvet, mens du går og laver dit,” forklarede Annemette. “Tak fordi du hjælper mig – jeg har et møde i dag, men er tilbage senest om aftenen. Tak for din forståelse!”
Lise trak bare på skuldrene, men først da Annemette skyndte sig ud ad døren, gik det op for hende, at den unge, skilte kvinde var på vej til en date.
“Det var da også et møde…” hviskede Lise og så blidt på den lille pige, der allerede sad på gulvet i hjørnet og legede, præcis som moren havde sagt.
Lises eget liv var ikke gået som planlagt. Hun var otteogtyve år – det perfekte tidspunkt at få børn med en elsket mand – men hverken mand eller børn var en del af hendes liv.
“Det er fordi du ikke er med tiden,” sagde hendes veninder. “Du sidder bare derhjemme med din strikketøj, i stedet for at komme ud og danse, feste eller være sammen med folk. Sådan kan du vente hele dit liv på en prins på en hvid hest…”
Lise var enig, men gjorde alligevel ingenting. Hun var genert på grund af sine få ekstra kilo og betragtede ikke sig selv som smuk med sin helt almindelige udseende.
Nu hvor hun ofte om aftenen passede den fireårige Mette, som hun var blevet venner med, kunne Lise slet ikke forstå, hvordan moren kunne efterlade sådan en vidunderlig lille pige for at løbe til en anden mand…
For Lise var familien – og specielt børn – en gave fra oven, og hun elskede den lille pige af hele sit hjerte, læste højt for hende, legede og lavede figurer af plasticine.
“Åh Lise, jeg kan aldrig gengælde det her,” hviskede Annemette, da hun hentede den halvsøvnige pige sent om aftenen. “Du er min redning i nøden.”
“Hvad med pigens far?” spurgte Lise en dag. “Kommer han og besøger Mette? Hun taler tit om ham, og det virker til, hun savner ham.”
“Han ville gerne, men han er på arbejdsrejse lige nu. Åh, alle hans arbejdsrejser! Enten er han væk i en måned, eller halvanden… Det var også derfor vi blev skilt. Men han kommer snart hjem, og så bliver det lettere for dig, for så tager han hende med ud. Han elsker hende højt og overøser hende med legetøj, hvilket er fuldstændig unødvendigt. Det ville være bedre, hvis han gav os flere penge…” grinede Annemette bittert.
Og ja, snart kom pigens far. En slank, lyshåret mand samlede Mette op foran opgangen og holdt hende længe i sine arme. Lise så dette tilfældigt fra køkkenvinduet og måtte tørre en tå væk – så ægte var glæden mellem far og datter.
Få dage efter mødte Lise Morten – Mettes far. Pigen var netop hos Lise, som det var blevet en vane, at Mette løb over til “tante Lise” for at lege eller se tegnefilm, mens moren var i supermarkedet eller på torvet. Denne gang fandt faren sin datter hos Lise.
“Tak skal du have,” sagde han. “For at du passer på min lille pige… Og Mette elsker dig. Hun siger altid ‘min Lise’,” smilede Morten, da han hentede sin datter.
“Far, far, kom og drik te med os!” kaldte den lille pige pludselig fra køkkenet, mens hun spiste af en kage.
“Ja, kom nu. Vi sidder lige og nyer te med hjemmelavede kager – I må gerne blive,” inviterede Lise.
Han satte sig ved bordet med sin datter og nød også en kage.
“Er de virkelig hjemmelavede?” spurgte han forbavset.
“Ja, selvfølgelig,” svarede Lise. “Vær sød at tage mere… Jeg kan selv godt lide dem, det er derfor, jeg har de ekstra kilo… Men jeg overvejer at gå på slankekur.”
“Hvorfor?” sagde Morten. “Du ser dejlig ud, som du er… Og jeg troede faktisk ikke, unge piger i dag bagte kager. Jeg forestillede mig kun bedstemødre gør det, og kun på landet ved træovnen før jul.”
De grinede begge, og den lille Mette sluttede sig til munterheden og rakte sin far endnu en kage.
“Når jeg bliver stor, skal Lise lære mig at bage kager,” sagde pigen. “Så skal jeg bage de lækreste kager til jer!”
“Det ville være fantastisk,” sagde Morten. “Men nu må vi ud og gå en tur, ellers kommer mor og henter dig, før vi får set noget.”
“Mor henter mig først om aftenen,” svarede pigen hurtigt, mens Lise tav.
Morten sænkede hovedet og blev tavs. Så tog han sin datter med ud i gården. Efter turen bragte han hende tilbage til Lise, der spurgte stille:
“Kan du ikke tage Mette med hjem til dig om natten? Hun savner dig…”
“Jeg har tænkt på det. Men jeg arbejder tidligt om morgenen på fabrikken og bor i den anden ende af byen – det ville være synd at vække hende så tidligt… Her har hun jo børnehaven lige i gården, og moren…” Han så væk igen. “Men tak for din hjælp. Jeg overvejer at flytte, så jeg kan bo tættere på…”
Anden gang Morten hentede Mette til en aftentur, foreslog han, at de alle tre gik en tur sammen.
Lise havde ikke forventet invitationen og begyndte at sige nej, men lille Mette hængte i hende:
“Kom nu, Lise! Jeg vil vise dig, hvordan man laver sandkager!”
Så måtte Lise også med til den nærliggende park, hvor der var en fin legeplads. De glædede sig begge over, hvordan Mette legede med de andre børn og kiggede tilbage på sin far og Lise. De blev næsten til det blev mørkt – sommeraftenen var så varm.
Morten blev tydeligvis irriteret over, at Annemette stadig ikke var hjemme, og at datteren nærmest blev efterladt hos naboen hver aften.
“Hvornår mon hun får nok af at feste,” mumlede han, så datteren ikke kunne høre det. “Det var også derfor, vi blev skilt…”
Lise sagde ingenting.
“Får du overhovedet betaling for at passe Mette?” spurgte han på hjemvejen.
Lise rystede på hovedet.
“Så lever du jo ikke dit eget liv. Du kan ikke som andre unge piger gå på dates eller gøre, hvad du vil – end ikke slappe af eller gå tidligt i seng…” Morten lød oprørt. “Jeg troede, I havMorten tog Lises hånd og sagde stille: “Lad os skabe den familie, vi begge har drømt om,” og i det øjeblik vidste Lise, at hun endelig havde fundet hjem.
