Astrid kæmpede for at holde tårerne tilbage for ikke at ødelægge festen. Hun rettede på sin bluse, der allerede var stram over den lille mave, og skubbede sin søns kørestol foran sig, da hun åbnede døren til caféen.
Det var en helt almindelig søndag, hvor mødre fra Aarhus med børn med handicap mødtes i caféen for at trække vejret lidt fra den evige række af behandlinger og kampen for deres børns normale tilværelse. De havde selv organiseret denne pause, uden sponsorer eller fonde. Café “Hvede” lukkede specielt for dem. Ejeren tilbød dem gratis te, kager og karaoke, og for en kort stund blev mødrene til helt almindelige unge kvinder, der grinede, sang, snakkede og drillede hinanden.
Astrid kom altid, selv når hun knap nok orkede at bevæge sig. For her var hun forstået og accepteret. Men nu sad hun tavs og vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle sine veninder, at hun var gravid, mens manden havde forladt hende med ordene: “Det er for tungt en byrde.” Den anden barn skulle ikke blive til, for den første havde cerebral parese. Men Astrid nægtede at få en abort, og nu, tre måneder senere, boede manden hos en anden kvinde, mens hun knap nok havde råd til benzin for at køre til arrangementet med sin søn.
“Kom nu, hvad er der galt?” spurgte Lise Nielsen, der satte sig ved siden af hende. Lise var smuk, stærk og ung, og hendes datter, Emma, sad også i en kørestol, men havde vundet flere internationale sangpriser takket være sin moders kærlighed og tålmodighed.
Astrid ville til at græde af selvmedlidenhed, men Lise afbrød hende bestemt: “Det er allerede tydeligt. Er han gået? Nå, Gud må dømme ham. Fortæl mig i stedet, hvad du har af resurser? Hvad kan hjælpe dig med at få børnene på rette spor?”
“Intet,” sniffede Astrid.
“Det kan ikke passe! Gud har ikke forladt dig, vel? Han hjælper gennem mennesker, husker du det udtryk? Her, tag mikrofonen. Vi synger noget sammen, drikker te, og så kan du tænke over det derhjemme. Og læs psykolog Møllers artikel om resurser. Google den. Det inspirerede mig. Der er altid en vej, Astrid. Du kan ikke dræbe et mirakel…”
Så sang Astrid og grinede, mens frivillige fra en velgørenhedsforening passede hendes søn. De fik kager med hjem, og for første gang frygtede Astrid ikke stilheden i den tomme lejlighed.
Resurser, resurser… Om natten, efter at have lagt sin søn, der havde hvisket: “Mor, jeg elsker dig, vi klarer det sammen,” satte hun sig ned for at skrive en liste over alt, hun havde.
Der var Gud, der elskede hende, hendes 11-årige søn, som muligvis kunne hjælpe med den lille, og så… ikke mere. Listen var kort, og Astrid sov ikke hele natten.
Næste morgen deltog hun i gudstjenesten, selvom hun var udmattet. Præsten, der engang havde drømt om at bygge et rehabiliteringscenter for børn med handicap, gav hende madvarer fra menigheden.
“Brug det til dig og din søn,” sagde han blidt. “Hvis du har brug for hjælp, så sig til.”
Astrid forstod, at der var flere gode mennesker end dårlige. De behøvede bare at vide, hvordan de kunne hjælpe. Hun måtte også slippe sin stolthed og bede venner om at passe sin søn. Til hendes overraskelse hjalp de gerne og bragte mad og tøj.
Hun tilføjede Gud, sin søn, menigheden og sine venner til listen over resurser, men fremtiden foruroligede hende stadig.
Dagen efter modtog hun en stor pakke med nyfødtetøj, en barnevogn og sengetøj. En kvinde ved navn Mette havde sendt en besked på Facebook:
“Kære Astrid, jeg håber, du kan bruge det. Jeg arbejder i en stor virksomhed i København og vil gerne sende dig 2.000 kroner om måneden for at hjælpe. Bed venligst for mig og min afdøde mor.”
Astrids hænder rystede. Lige da ringede det på døren. En gammel skolekammerat, Mads, stod der med en fransk mand, der havde brug for hjælp til oversættelser.
“Han er her på arbejde i en måned, og du kan måske hjælpe?” sagde Mads.
Om aftenen, efter at have drøftet detaljerne, hørte de Emmas optræden på karaoke.
“Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud,” sagde Astrid på fransk, uden at ane, at det ville give hende en indtægt under barslen.
Hun gik ind og stregede alt på sin liste over resurser ud, undtagen ét ord: “Gud.” For Han sørger for alle. Hvis Han giver et barn, giver Han også til barnet.
