Tungehovedet på min veninde Majken Sommerlund er monteret som den skal være. Hun er flot, træls og gennemført kvik. Men nogle gange kan hun lade som om, hun er en lille engel – så man bare vil tage hende i favnen og forkæle hende. Det kan hun altså godt.
Jeg husker, da vi var på en busrejse. Turisterne var proppældefyldt i bussen. Chaufføren var en alvorlig fyr ved navn Henning. Vi skulle køre hele natten, og Henning havde ingen afløser. Han kiggede sig om på vores larmende flok og sagde:
“Det bliver en lang køretur, og jeg risikerer at falde i søvn, hvis jeg ikke får noget at snakke om. Er der nogle piger, der vil sidde foran og holde mig med selskab? Så skal jeg nok stå for en gang sodavand bagefter.”
Alle trak på skuldrene – man syntes jo synd i ham, men ingen gad virkelig at være vågen sammen med ham. Alle drømte om at læne hovedet tilbage og vågne op ved destinationen.
Men Sommerlund reddede situationen: Hun meldte sig frivilligt til at underholde Henning, mens de andre skulle sove. Hun flyttede sig foran, rettede på nederdelen og lod blikket synke – en ægte, lille jomfru.
“Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal snakke om, jeg er jo så genert… men lad os prøve.”
Passagererne begyndte at læne sig tilbage, Henning trillede afsted ad motorvejen, og bussen slugte kilometerne. Majken begyndte:
“Hvad skal vi snakke om, kaptajn? Skal jeg fortælle om min første store kærlighed? Det var engang for længe siden, da jeg var nitten…”
“Det lyder som en god historie!” sagde Henning. “Jeg var også engang… i en anden århundrede. Kommer du med den, krølletop?”
“I de gamle dage mødte jeg min første store kærlighed,” begyndte Sommerlund. “Eller… måske den anden eller tredje, det er svært at huske. I hvert fald en af de første ti. Jeg afslører ikke hans rigtige navn. Lad os kalde ham Mikkel…”
Henning drejede rattet og nikkede. Majken fortalte med blød stemme, hvordan hun og Mikkel engang mødtes, og hvordan en enorm passion brød løs – midt på en travl gade om aftenen!
“Vi vidste med det samme, at vi havde gået mod hinanden hele livet!” udbrød hun med funklende øjne. “Lige efter aftensmaden rejste vi os og gik skæbnen i møde! Og vi fandt hinanden ved et vejkryds, hvor de første stjerner lige var begyndt at tænde, og hvor de lokale værtshuse netop begyndte at servere de første fadøl…”
“Du kan fandme fortælle en historie!” grinede Henning. “Og hvad så? Fik I damp på? Var der gnister?”
“Jo jo, men vi kunne ikke finde et sted at være!” sukked Majken. “Hos mig? Nej. Hos ham? Nej. Alle vores venner havde fuldt hus, og vi havde ikke råd til et hotelværelse…”
“Klassiker!” nikkede Henning. “Jeg kan godt huske de dage. Hormonerne kogte, pigerne var villige, men der var ingen steder at tage hen. Man kunne lige så godt lægge sig på fortorvet!”
“Vi ledte og ledte efter et privat sted, men forgæves,” fortsatte Majken. “I desperation prøvede vi endda et lille skovområde med bænke – men selv dér var der ikke plads! Det var som en kærlighedsepidemi! Og så sagde Mikkel: ‘Nå, skat, skal vi ikke prøve en anden gang?'”
Henning var pludselig lysvågen. Han råbte så højt, at han næsten mistede grebet om rattet.
“Hvad? Hvilken anden gang? Din Mikkel er da en kæmpe taber! Hvis det havde været mig, så havde jeg…! Hvor fandt du sådan en torsk?”
Sommerlund fnisede med en mystisk, havfrueagtig latter.
“Jeg laver sjov, Henning! Selvfølgelig fandt kloge Mikkel en løsning. Han tog mig med op på taget af en høj bygning, hvor lemmen ikke var låst…”
“Ah, nu bliver det bedre!” rodede Henning. “Et tag er også fint, bare der er en sød pige og en mørk aften. Stjernerne, skyerne, romantikken… Jeg husker engang på et loft ved en bilforretning… men det er nok ikke så interessant. Fortsæt, Majsen.”
Når Sommerlund er i form, kan hun slå enhver digter i veltalenhed. Majken fortalte med sit blødeste stemmeleje, hvordan halvmånelyset så ned på dem, hvor små de følte sig oppe på det høje tag, hvor kun den ældgamle univers lå over dem.
“…stønnende af begær begyndte vi at tage tøjet af oppe på taget,” hviskede Majken sødt. “Jeg havde en trendy trøje med en masse hårde knapper bagpå. Jeg knækkede næsten negle for at få dem op! Nederdelen, let som en mælkebøtte, gled ned fra mine hofter og afslørede min matte, hvide hud… den milde vind fik mine løse krøller til at flagre… åh, dengang havde jeg virkelig prinsessekrøller!”
Henning gryntede og stønnede – hvem kunne sove nu? Majken er stadig smuk, men forestil dig hende som en nittenårig pige – hele bussen ville dryppe af misundelse.
“Jeg smed det sidste stykke tøj i hast for at opgive mig helt til kærligheden!” sang Majken. “I halvmørket skimtede man allerede mit smalle undertøj… vi blev indhyllet i den krydrede duft af vores egne kroppe, af længsel, af begær… Og så sagde Mikkel…”
“Ja? Ja?” hviskede Henning og kneb øjnene sammen. “Hvad sagde han?”
“Han sagde: ‘Du ser skidegodt ud, Majken! Tag du lige tøjet af igen?'”
Vores stakkels chauffør var lige ved at miste kontrollen igen. Men han var heldigvis professionel og holdt bussen på vejen.
“Der står en nøgen pige foran ham, og han beder hende om at tage tøjet af *igen*?” råbte han. “Hvad fanden er det for en klaphat? Jeg ville have banket ham så hårdt, at selv tandlægen ikke kunne redde ham! Men du kan fandme fortælle en historie, det må man sige. Du skulle arbejde i en telefonsexlinje!”
Bussen susede afsted. Enkelte lygter blinkede forbi. Majken, med sin forførende stemme, fortsatte til næste kapitel af deres kærlighedshistorie. Hun malede billeder af deres sammenfiltrede kroppe, af hjerteslag der rumlede som kirkeklokker, af stormende følelser og ømme berøringer…
“Og? Og? Og?” puffede Henning. “Kom nu, Majsen, lad os høre hvad der skete! Åh, hvor jeg savner mine nitten år!”
“…og så sagde Mikkel: ‘Ramte ikke!'” afsluttede Majken.
Sommerlund fnHenning råbte så højt af grin, at han næsten kørte galt, mens resten af bussen – der nu var lysvågen alle sammen – begyndte at klappe og råbe “ENCORE!” til Majken, der bare trak på skuldrene og sagde: “I bad selv om det.”
