En kvinde elskede en mand. Hun følte noget stærkt for ham. Han tiltrak hende meget. Hun troede, det var kærlighed.
Og hun blev meget ked af det. Manden svarede ikke på hendes følelser, selvom hun gjorde alt for at fange hans opmærksomhed: Hun talte med en flirtende stemme, sendte lokkende blikke, fandt på undskyldninger for at snakke med ham, knappede den øverste knap i blusen op… Alt hvad man “skulle”. Men det hjalp ikke.
I stedet begyndte manden at vise interesse for en anden kollega. En helt almindelig kvinde, endda ældre end ham selv. Manden talte længe med hende, hentede kaffe til hende fra automaten, fulgte hende med varme øjne… Og så begyndte han at følge hende hjem. Køre hende i sin bil. Kvinden kunne ikke engang køre bil selv.
Hvordan kunne det være? Den forelskede kvinde var jo tydeligvis smukkere og yngre. Alligevel var det ikke hende, han valgte. Han følte ikke det samme for hende.
Svaret er enkelt. Den forelskede kvinde vidste intet – og havde ikke lyst til at vide noget – om den mand, der tiltrak hende så meget. Nej, hun vidste, han var singel, ikke gift. Hun vidste, han havde en god løn, faktisk en meget god en. Hun vidste, han havde et dyrt jakkesæt. Og en dyr bil. Og det var alt. Mere interesserede hende ikke.
Det var manden selv, der interesserede hende. Han var smuk, tiltrækkende, hun ønskede at falde i hans arme! Og bygge et forhold. Blive gift med ham.
Men hvad talte han dog om med den utiltalende kvinde? De skrev beskeder, ringede, sad i bilen uden at køre – altid i dybe samtaler. Det er jo ikke kærlighed. Det er bare snak.
Men kærlighed *er* netop samtaler. Og en dyb forståelse af den anden. Samtaler, hvor man forstår hinanden halvt om halvt. Man griner af en vittighed, før den er færdig – fordi man allerede ved, hvad der kommer! Man taler det samme sprog og kan aldrig få nok. Og den anden interesserer en. *Alt* ved dem. *Altid*. Fra det første skrig til det sidste suk.
Er det vigtigt for dig, om han har spist? Hvordan går det med hans fars behandling? Har han ondt i ryggen? Kan du huske den gamle film om *Sinbad Søfareren*, den hvor det klatredyr jagtede den modige sømand – kan du huske den? Tag en varm jakke på, det bliver koldt i dag. Spillede du *rundbold* i sommerlejr? Og husk den sætning hos Maugham – kan du huske den? Se, træernes blade er gule som gamle breve og fotografier. Min viol blomstrer. Den har ikke blomstret i årevis, men nu – se, den er levende igen! Du plejede at passe blomster i skolen, husker jeg. Du var så glad, da din kaktus engang blomstrede.
Lad mig føle på din pande, har du feber? Du føles varm… Husk hue på. Det blæser.
Og så vil jeg holde om dig. For dig er jeg i live, og du er min. Og jeg er din.
For en fremmed er det bare tom snak. Barnligt pludren. Men nej – det er kærlighedens sprog, som kun elskende forstår. Forståelse. En oprigtig interesse for den andens person og liv.
Den forelskede kvinde var kun interesseret i sig selv. Og i sin følelse, som hun kaldte “kærlighed”. Men det var begær. En tørst efter at eje det, hun ønskede sig. At få det, der kunne mætte hendes sult. *MMen kærlighed kan ikke bygges på begær alene – den vokser kun, når man lytter med hjertet og ser den anden for den, de virkelig er.
