Birgitte Nielsen lagde strikketøjet fra sig og lyttede. Der var nogen, der fumlede med hoveddørens lås. Lyden var velkendt, men hun havde ikke ventet nogen på denne tid. Klokken var halv ti om aftenen, naboen sov allerede, og hendes barnebarn Freja kom kun i weekenden.
Låsen klikkede, døren knirkede. I entreen hørte hun tunge skridt og en snøften.
“Hvem er der?” råbte Birgitte og greb sin stok.
“Mor, det er mig,” svarede en velkendt stemme.
Hendes hærte gjorde et lille hop. Den stemme havde hun ikke hørt i halvandet år. Sønnen Mikkel var gået hjemmefra efter endnu en druktur og havde ikke set tilbage. En gang imellem sendte han en sms om, at han levede og havde det fint.
“Mikkel?” kaldte hun usikkert.
“Ja, mor, det er mig. Vær ikke bange.”
Birgitte rejste sig fra stolen og gik med stokkens hjælp ud i entreen. Hun tændte lyset. På dørtrinnet stod hendes søn med et langt skæg, en krøllet jakke og beskidte cowboybukser. Han så ikke godt ud, men det vigtigste – han var ædru.
“Mikkel!” Hun omfavnede ham på trods af den ubehagelige lugt. “Min dreng, hvor har jeg savnet dig!”
“Også mig, mor. Undskyld mig,” sagde han og holdt hende tæt. “Jeg ved, hvad jeg har gjort.”
Birgitte tog et skridt tilbage og betragtede sin søn nøje. Han var blevet tynd, øjnene var faldet ind, men blikket var klart. Ikke fuldt.
“Kom ind, kom ind,” sagde hun og begyndte at flakke. “Sæt dig ved bordet, så varmer jeg noget mad op.”
“Mor, vent,” Mikkel tog hendes hånd. “Jeg er ikke kommet alene.”
“Hvad mener du?”
Han vendte sig mod døren og kaldte blidt:
“Kom nu ind, du skal ikke være bange.”
Bag ham sås en lille skikkelse. En pige på fem-seks år i en beskidt lyserød kjole og slidte sandaler. Lyse, krøllede hår og store grå øjne, der så forskrækkede ud.
Birgitte gispede.
“Hvem er det?”
“Mor, mød Emma,” Mikkel lagde hånden på pigens skulder. “Min datter.”
“Datter?” Birgitte satte sig på en taburet i entreen. “Hvilken datter? Hvorfra?”
“Det er en lang historie, mor. Lad og fodre hende først, give hende et bad. Hun er træt, det har været en lang rejse.”
Emma klyngede sig til sin far og tav. Kun de store øjne spejdede rundt i det ukendte miljø.
“Ja, selvfølgelig,” skyndte Birgitte sig at sige. “Skatter, er du sulten? Vil du have noget at spise?”
Pigen nikkede, men forlod ikke Mikkels side.
“Kom ind i køkkenet,” Birgitte gik forrest med et lille halt. “Jeg finder noget mad.”
Mikkel hjalp sin datter op på en stol og satte sig ved siden af. Emma kiggede nysgerrigt omkring sig. Køkkenet var lille men hyggeligt. Blomster på karme, kniplingsgardiner og en flot samovar på hylden.
“Mor, har du noget til børn? Mælk, grød?” spurgte Mikkel.
“Der er mælk, jeg varmer det lige op. Og grød kan jeg hurtigt lave,” sagde Birgitte ivrigt. “Kan du lide havregrød, min pige?”
Emma nikkede igen.
Mens bedstemor lavede mad, fortalte Mikkel sin datter, hvor de var.
“Dette er din bedstemors hus,” sagde han stille. “Her voksede jeg op. Kan du se de smukke blomster? I morgen tidlig, hvis vejret er godt, viser jeg dig gården. Der er en gyngEmma smiled softly, and for the first time in years, Birgitte felt a warmth in her heart, knowing that despite all the struggles, their little family was finally whole again.
