– Mette, hvad har du gjort?! – Lises stemme dirrede af forargelse. – Hvordan kunne du gøre det mod mig? Jeg er din egen søster!
– Og hvad havde du regnet med? – snerpede Mette uden at kigge op fra papirerne på køkkenbordet. – Skulle jeg bare vente på, at du helt ville ødelægge huset?
– Ødelægge? – Lis greb om stolryggen. – Jeg har holdt dette hus i orden i tredive år! Efter mor og far døde! Hvor var du alle de år?
– Hvor jeg var, hvor jeg var, – gentog Mette hånligt og slog øjnene op. Hun stirrede koldt på sin søster. – Jeg arbejdede, faktisk. Tjente penge. I modsætning til dig, der boede hjemme til du var fyrre.
Lis følte, at jorden gik fra under hende. Hun sank langsomt ned på en stol og stirrede på papirerne foran Mette.
– Er dette virkelig testamentet? – hviskede hun.
– Ja, – svarede Mette kort. – Mor efterlod huset til mig. Fuldt ud. Og du kan lede efter et andet sted at bo.
– Men hvordan… Hvornår nåede hun at gøre det? Mor var syg, de sidste måneder var hun helt væk…
– Netop derfor kom jeg hjem. Nogen skulle tage sig af hendes anliggender, mens du løb rundt med piller og hospitaler.
Lis så på sin søster og genkendte hende ikke. Mette havde altid været hård og praktisk, men ingen havde ventet sådan brutalitet. Især ikke nu, ikke engang en måned efter deres mors begravelse.
– Mette, kom nu, lad os tale sammen som voksne, – prøvede hun med en anden tone. – Jeg ved, du har ret til en del af huset. Men at smide mig ud…
– Ingen smider dig ud, – Mette samlede papirerne i en ordentlig bunke. – Du kan leje et værelse. Til en rimelig pris, selvfølgelig.
– Leje et værelse i mine forældres hus? – Lis kunne ikke tro sine egne ører. – Er du seriøs?
– Helt. Ejendommen er min.
Lis rejste sig og gik rundt i køkkenet. Hver en krog var gennemsyret af minder. Der ved vinduet stod mors yndlingsplante, som hun havde vandet hver morgen de sidste femten år. På hylden stod der hjemmelavede syltetøjsglas, som de havde lavet sammen hver efterår.
– Kan du huske, hvad mor altid sagde? Dette hus skulle blive i familien, – sagde Lis lavmælt. – At vi skulle værne om det til børnebørnene.
– Du har ingen børnebørn, – snappede Mette. – Men jeg har Magnus og Freja. Det skal blive deres.
Lis vendte sig mod sin søster.
– Dine børn kom ikke engang til begravelsen. Jeg passede mor hver dag, mens hun var syg!
– Passede, passede, – viftede Mette afværgende. – Hvad hjalp det? Hun døde alligevel på hospitalet.
Ordene ramte Lis som et slag. Hun havde selv bebrejdet sig, at hun ikke kunne forhindre mors slagtilfælde, at hun ikke havde set tegnene i tide.
– Du ved, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, – hviskede hun.
– Jeg ved det. Men det var ikke nok.
Dørklokken ringede. Mette gik for at åbne, mens Lis blev stående midt i køkkenet, ude af stand til at tro på, hvad der foregik.
– Åh, Lis, er du her? – Naboens tante Birthe kom ind i køkkenet med en mælkekarton i hånden. – Hvordan har du det, skat? Klarer du dig?
– Fint, – løj Lis og tørrede en tåre væk.
– Jeg hørte, Mette er kommet hjem, – tante Birthe så nysgerrigt på papirerne på bordet. – Arveforretninger, går jeg ud fra?
– Netop, – svarede Mette tørt, da hun kom tilbage.
– Jeg kan huske, jeres mor altid sagde, at Lis var hendes mest hengivne datter, – fortsatte naboen, tydeligvis uvidende om den anspændte stemning. – Hun forlod aldrig hende, var altid der. Ikke som nogen andre…
Mette bed sig i læben, men sagde ingenting.
– Birthe, undskyld, men vi har en familiediskussion lige nu, – sagde hun høfligt, men bestemt.
– Åh, selvfølgelig, selvfølgelig, – skyndte tante Birthe sig. – Jeg kom bare med mælken, jeg købte for meget i går. Lis, tag den, spild skal der ikke være.
Efter naboen var gået, stod søstrene alene igen. Mette trak flere papirer frem fra sin taske.
– Her er lejekontrakten, – sagde hun i en forretningsmæssig tone. – Du kan beholde det store værelse og køkkenet. Lejen er fem tusind om måneden.
– Fem tusind? – gispede Lis. – Min pension er på syv! Hvordan skal jeg leve?
– Få et ekstra arbejde. Eller find et mindre sted at bo.
– Mette, hvad er der sket med dig? – Lis satte sig overfor hende. – Vi plejede at være tætte. Ja, du flyttede til byen efter universitetet, fik din egen familie, men vi skændtes aldrig.
– Vi skændtes ikke, fordi jeg tav, – Mette så hende i øjnene. – Tav, mens du boede hjemme hos forældrene. Tav, da de købte en lejlighed til dig i byen, men sagde til mig, at der ikke var penge. Tav, da du kom hjem efter skilsmissen med Peter og igen levede på deres regning.
– Jeg arbejdede! – protesterede Lis. – Jeg underviste i skolen, arbejdede på biblioteket!
– For en slik. Forældrene understøttede dig stadig.
– Og du? Levede du i nød? Magnus tjente godt, børnene…
– Børnene skulle have en uddannelse! Og jeg fik ingen hjælp fra forældrene. Alt på egen hånd.
For første gang så Lis ikke kun kulde i søsterens øjne, men også en gammel bitterhed. En, der havde ligget og groet i årevis.
– Mette, hvis du følte det var uretfærdigt, burde du have sagt det før. Vi kunne have fundet en løsning.
– Sagt det til hvem? Mor, der ikke kunne tage øjnene af dig? Far, der anså dig for den perfekte datter?
– De elskede os begge…
– De elskede mig, så længe jeg var bekvem. Fik gode karakterer, kom på universitetet, giftede mig. Men da jeg begyndte at leve mit eget liv, blev jeg en fremmed.
Mette tav og knugede hænderne sammen.
– Så blev du skilt og flyttede hjem igen. Og igen var du deres yndling. Mor talte kun om dig: Lis gjorde dette, Lis gjorde hint. Lis var så omsorgsfuld, så dygtig.
– Jeg tog mig virkelig af dem, – sagde Lis stille. – Det var ikke for at vise frem.
– Det ved jeg. Men det gjorde det ikke bedre for mig.
Lis rejste sig og gik hen til vinduet. I haven stod et gamm”Men da hun så det gamle æbletræ i haven, hvor de som børn havde leget, besluttede hun sig for at kæmpe – ikke for huset, men for minderne og den familiekærlighed, hun vidste engang havde været ægte.”
