**”Skjult skilsmisse”**
“Lærke, er du blevet sindssyg?” skreg Mette i telefonen. Hvorfor har du holdt din skilsmisse hemmelig? Hvorfor sagde du ikke noget?”
“Stille, derhjemme,” hviskede Lærke og flyttede røret fra øret, mens hun kiggede nervøst mod køkkendøren. “Børnene er her.”
“Børnene? De er jo over tredive! Lærke, forstår du overhovedet, hvad du laver? Otteogtyve års ægteskab, og så pludselig – skilsmisse!”
“Mette, rolig nu. Det er svært nok i forvejen.”
“Men hvorfor sagde du intet? Vi har været veninder siden universitetet! Jeg kunne have hjulpet dig…”
Lærke pressede telefonen mod brystet og lukkede øjnene. Gud, hvor var hun træt af de her samtaler. Først ringede Katrine fra arbejdet, så moster Grethe, og nu Mette. Det var, som om alle bare ventede på en undskyldning for at sprede sladder.
“Lærke? Er du der?” lød det fra telefonen.
“Jeg er her,” svarede hun og tog den til øret igen. “Jeg har bare ikke lyst til at tale om det.”
“Intet lyst? Dette er jo kæmpe stort! Du er den første i vores vennegruppe, der bliver skilt. Fortæl noget! Var han utro?”
“Nej.”
“Druk?”
“Nej.”
“Hvad så? Lærke, for helvede, sig noget!”
Lærke sukkede tungt. Hvordan forklarede man Mette, at man bare var træt? Træt af de grå hverdage, de samme samtaler, følelsen af at leve et andet menneskes liv?
“Jeg er træt, Mette. Forstår du?”
“Træt af hvad? Torben er da en fin mand – drikker ikke, slår ikke, tjener ordentligt.”
“Præcis. En fin mand. Bare ikke min.”
“Hvad snakker du om? Hvordan kan han ikke være din? I har jo været sammen i otteogtyve år!”
En lyd fra entreen fik Lærke til at skynde sig at afslutte opkaldet. Datteren Freja kom ind i køkkenet med en pose madvarer.
“Hej, mor,” sagde hun og satte posen på bordet, mens hun studerede sin mor. “Hvorfor ser du så bleg ud?”
“Bare lidt hovedpine.”
“Var det Mette, der ringede? Jeg hørte, du forsøgte at forklare dig.”
Lærke nikkede. Freja tømte posen og begyndte at pakke varer væk.
“Mor, fortryder du det?” spurgte hun uden at vende sig.
“Hvad?”
“At du skiltes fra far?”
Lærke så på datteren. Freja lignede hende så meget som ung – samme mørke hår, samme grå øjne. Men Freja havde en besluttsomhed, Lærke aldrig havde ejet.
“Det ved jeg ikke endnu.”
“Fortryder far det?”
“Vi har ikke talt om det.”
Freja vendte sig.
“Mor, må jeg spørge dig om noget?”
“Selvfølgelig.”
“Har du virkelig aldrig elsket far?”
Lærke stivnede med koppen i hånden. Hvor kom det fra?
“Hvorfor tror du det?”
“Jeg har jo set jer hele mit liv. I krammede aldrig, kyssede aldrig. Ikke engang håndholdt. Som to roommates.”
“Freja, vær nu sød. Far er en god mand.”
“Det er han. Men du elskede ham ikke. Og han elskede nok heller ikke dig.”
Lærke satte koppen fra sig. Freja havde ret. Hun havde aldrig elsket Torben. Hun giftede sig med ham, fordi det var forventet, fordi alle vennernOg mens regnen trommede mod ruderne, følte Lærke for første gang i årevis, at hun helt alene havde retten til at vælge sin egen fremtid.
