– Hvad snakker du om, mor?! – råbte Mette og greb fat i stolen. – Hvad mener du med, jeg er en ’fremmed’? Jeg er da din egen datter!
– Skrig ikke af mig! – Grethe viftede bare afværgende med hånden uden at lægge avisen fra sig. – Jeg sagde, hvad jeg sagde. Og hvem er du overhovedet til at fortælle mig noget?
– Mor, hvad har du gang i? – Lars, Mettes mand, stormede ind i stuen. – Naboen banker allerede på væggen!
– Lad dem banke, – mumlede den ældre dame. – I mit eget hjem siger jeg, hvad jeg vil.
Mette sank ned i sofaen og mærkede, hvordan knæene svigtede. Alt begyndte med en bagatel – hun havde bedt sin mor om ikke at smide resterne af suppen ud, for hun ville varme dem op i morgen. Og så kom denne bombe.
– Mor, er din blodtryk okay? – spurgte Mette forsigtigt. – Har du taget dine piller?
– Hvad har blodtrykket med noget at gøre? – Grethe lagde endelig avisen og så på sin datter med iskolde øjne. – Jeg har sagt det klart – du er en fremmed for mig. Det har du altid været.
Lars vekslede et blik med sin kone. I de tredive år, han havde kendt sin svigermor, havde han set hende i alle mulige humører, men sådan et udbrud var nyt.
– Grethe, skal vi ringe til lægen? – foreslog han. – Der er noget galt i dag.
– Jeg er fuldstændig ved mine fulde fem! – raslede den ældre dame. – Jeg er træt af at lade som om! Det er nok med den der ’lykkelige familie’-leg!
Mette følte, hvordan vejret gik i stå. En klump sad i halsen, og en enkelt tanke kørte rundt i hovedet: Tror mor virkelig det? Har hun hele livet skjult, at hun ikke elsker mig?
– Mor, hvad mener du? – hendes stemme rystede. – Jeg har altid været der for dig. Passet på dig, når du var syg. Hjulpet med penge, købt ind til dig…
– Netop! – Grethe rejste sig hurtigt, og avisen faldt på gulvet. – Alt sammen af medlidenhed! Du troede, du var forpligtet! Men hvad skal jeg med den slags omsorg?
– Medlidenhed? – Mette kunne ikke tro sine egne ører. – Mor, hvad snakker du om? Jeg elsker dig!
– Stop med at lyve! – Den ældre dame gik hen til vinduet og stirrede ud i gården. – Ingen elsker mig. Heller ikke dig.
Lars tog sin kones hånd. Mette var bleg som et lagen og rystede.
– Lad os gå ud i køkkenet, – hviskede han. – Lad hende falde til ro.
– Nej, – Mette rejste sig. – Mor, forklar mig, hvad der foregår. Hvorfor siger du sådan?
Grethe vendte sig langsomt. Der lå et underligt smil på hendes læber.
– Hvad er der at forklare? Tror du, jeg ikke ved, hvad du siger om mig? Gammel, syg, en byrde for alle?
– Jeg har aldrig sagt sådan!
– Ah, kom nu! – Den ældre dame viftede med hånden. – Jeg hørte jer to hviske i køkkenet. I troede, jeg ikke kunne høre det. Men mine ører er skarpe, skal du vide.
Lars rynkede panden. Han prøvede at huske, hvad de havde talt om, der kunne have såret hende så dybt.
– Hvad var det, vi sagde? – spurgte han.
– Kan du ikke huske det? – Grethe kneb øjnene sammen. – At jeg skulle i plejehjem. At jeg var i vejen for jer.
Mette gispede. For en måned siden havde de faktisk diskuteret det. Men ikke for at slippe af med hende – de var bekymrede. Grethe havde glemt at slukke komfuret flere gange, genkendte ikke naboer, hun havde kendt i ti år.
– Mor, vi ville ikke sende dig nogen steder, – prøvede Mette at forklare. – Vi var bare bekymrede…
– Spare mig for floskler! – afbrød den ældre dame. – Jeg har forstået det! Jeg er træt af jer, af den der falske omsorg!
– Grethe, du ved da, vi elsker dig, – blandede Lars sig ind. – Mette har været ved din side, når du var syg. Våget over dig om natten.
– Af pligt! – afskar hun. – Fordi det var forventet! Men ægte kærlighed har jeg aldrig set fra hende!
Mette mærkede tårerne presse på. Hvordan kunne hun sige sådan? Hun havde hele livet forsøgt at være en god datter. Selv når det var hårdt, selv når hendes egne børn krævede opmærksomhed, fandt hun altid tid til sin mor.
– Mor, hvorfor gør du sådan her? – hendes stemme knækkede. – Hvad har jeg gjort dig?
– Hvad har du *gjort* for mig? – Den ældre dame satte sig igen. – Du lever dit eget liv, kommer når det passer dig, spørger høfligt til min helbred. Og tror, det er nok?
– Men jeg ringer hver dag! Køber ind, bestiller lægetider!
– Alt sammen på rutinen! – Grethe rystede på hovedet. – Men hvor var din sjæl? Hvornår kom du sidst *bare* for at drikke te og tale rigtigt?
Mette tænkte sig om. Det var rigtigt – de sidste mange møder handlede om praktik. Medicin, lægeerklæringer, reparationer.
– Mor, jeg har også min egen familie, mit job…
– Netop! – afbrød den ældre dame. – Du har alt. Og hvem har jeg? Ingen! Sidder her alene og venter på, at min datter *finder tid* til mig!
– Så flyt da ind hos os! Vi har foreslået det så mange gange!
– Hvorfor? For at være en byrde? Så svigersønnen kan sukke, og børnebørnene kan se skævt til mig?
Lars ville sige noget, men Grethe lod ham ikke komme til orde.
– Tror du, jeg ikke ser det? Når du kommer, skynder du dig altid væk. Som om det er en straf at være her!
Mette satte sig på sofaen og begravede ansigtet i hænderne. Der var en kerne af sandhed i hendes mors ord, og det gjorde allermest ondt. Hun *havde* ofte hastet væk, tænkt på sine egne ting.
– Jeg har prøvet at hjælpe dig med alt, – sagde hun stille.
– Hjælpe! – Grethe fnøs. – Men at tale med mig som et menneske? Spørge, hvordan jeg har det? Fortælle om dit liv?
– Jeg fortæller da…
– Hvad? At der er travlt på jobbet, at Julie dårligt kan følge med i skolen, at pengene ikke rækker. Men hvad med *dig*? Hvad glæder dig, hvad gør dig ked af det?
Mette så op. Der lå fortvivlelse i sin mors øjne.
– Jeg troede, du ikke– Jeg vidste ikke, du gad høre om mine små ting, mor – sagde Mette og smilede gennem tårerne, mens de to endelig fandt hinanden igen.
