En helt almindelig dag – og så skilsmisse
Mette satte vand over til te og tørrede mekanisk køkkenbordet af, selvom det var rent. Morgenritualet. Jens var allerede taget på arbejde uden at sige farvel, som han plejede de sidste måneder. Han smækkede bare døren. Førhen kom han altid ind i køkkenet, gavede hende en kys på kinden og sagde noget kærligt. Men nu… Nu levede de som naboer i en kollektiv.
Kedlen begyndte at pibe. Mette hældte kogende vand i sin yndlingskop med roser – den samme, Jens havde givet hende til deres første bryllupsdag. Toogtredive år siden. Guderne, hvor tiden flyver…
“Mor, hvor er min blå trøje?” skreg Freja, der stormede ind i køkkenet. Som otteogtyveårig boede hun stadig hjemme for at spare på huslejen. “Jeg bad dig jo om at vaske den i går!”
“Den hænger på altanen og tørrer. Freja, skulle du ikke snart flytte hjemmefra? Du er jo en voksen kvinde nu…”
“Mor, ikke nu! Jeg har allerede hovedpine,” sukkede Freja og hældte sig kaffe fra den tyrkiske kaffekande, Mette havde sat i gang tidligere. “Forresten, far er blevet helt mærkelig. I aftes sad han og hviskede i telefon i timevis, men da jeg kom ind, lagde han straks på.”
Mette fo’r sammen. Hun havde også lagt mærke til det. Og ikke kun i går.
“Det var sikkert noget vigtigt arbejde,” løj hun til datteren og til sig selv.
“Oh, mor, come on! Hvilket arbejde klokken elleve om aftenen? Han er jo ikke kirurg.” Freja trak på skuldrene og forsvandt for at gøre sig klar.
Mette blev tilbage med sine tanker. Jens var virkelig blevet underlig. Før fortalte han hende alt – om arbejdet, kollegerne, deres weekendeplaner. Nu tav han, som om han havde drukket mundvand. Og han gemte sin telefon, som en skoledreng der skjuler en dårlig karakter.
Til aften besluttede hun sig for at lave hans yndlingsret: frikadeller. Måske kunne de tale sammen over middagen, som i gamle dage. Freja var hjemme hos en veninde, så de var alene. Det var det perfekte tidspunkt for en ærlig snak.
Jens kom sent hjem, omkring ni. Mette var blevet bekymret og havde ringet flere gange, men han tog ikke telefonen.
“Hvor har du været? Jeg har været bekymret!” mødte hun ham i entreen.
“Blevet længe på arbejde. En rapport der skulle afleveres.” Han så ikke engang på hende, gik direkte i bad.
“Jens, jeg har lavet frikadeller, dine yndlings. Skal vi ikke spise sammen?”
“Ikke sulten. Jeg er så træt.” Hans stemme lød fjern gennem baddøren.
Mette stod lidt i gangen, før hun gik tilbage til køkkenet. Frikadellernes duft hang i luften, men de blev kolde på panden. Hun satte sig, hældte te og begyndte at græde. Stille, så han ikke skulle høre det.
Da Jens kom ud fra badet, gik han lige forbi køkkenet uden så meget som et blik. Mette hørte døren til soveværelset blive låst. For første gang i toogtredive års ægteskab.
Natten igennem lå hun på sofaen i stuen og tænkte. Tænkte på, hvornår det hele var gået galt. Tænkte på, hvorfor de var blevet fremmede. Og måske, om det var tid til en drastisk forandring.
Næste morgen var Jens taget afsted endnu tidligere end normalt. Mette vågnede ikke engang af, at han gik. Først da yderdøren smækkede, åbnede hun øjnene.
“Mor, hvad sker der? Hvorfor sover du herude?” Freja stod i døren til stuen i sin morgenkåbe, med uordnet hår og søvn i øjnene.
“Min ryg gjorde ondt. Det er bedre på den bløde sofa,” løj Mette og foldede tæppet sammen.
“Mor, du lyver. Jeg er ikke blind. Er du og far blevet uvenner?”
“Freja, det kommer ikke dig ved. Kom og få morgenmad.”
“Selvfølgelig kommer det mig ved! Jeg bor her! Jeg kan godt se, hvad der foregår!” Freja satte sig ved siden af sin mor. “Mor, fortæl det. Måske kan jeg hjælpe.”
Mette kiggede på sin datter. En voksen kvinde med arbejde og løn. Måske var det på tide at dele sine tanker?
“Far og jeg… vi er blevet fremmede, Freja. Han undgår mig, taler ikke med mig. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
“Har du prøvet at tale alvorligt med ham?”
“Flere gange. Enten tier han stille eller undviger samtalen.”
“Måske er der en anden?” frejede Freja det af, men Mette hørte det godt.
Tanken havde strejfet hende, men hun havde jaget den væk. Jens var ikke den type. En familiefar, en ordentlig mand. Men… folk ændrer sig.
“Vær nu ikke dum,” affærdigede Mette det.
“Mor, jeg er voksen. Jeg ved, hvad der kan ske mellem en mand og en kvinde. Især efter så mange år.”
Mette rejste sig og gik ud for at lave morgenmad. Freja fulgte efter.
“Ved du hvad, mor? Hvis far har ændret sig så meget, at han ikke engang taler med dig, er det måske på tide at overveje… ja, skilsmisse.”
“Freja!” Mette vendte sig hurtigt. “Hvordan kan du sige sådan noget?”
“Hvorfor ikke? At leve med en mand, der ignorerer dig? Som lader som om, du ikke eksisterer? Det er ikke et liv, det er en pine!”
“Vi har været sammen i toogtredive år!”
“Og hvad så? Hvis de år ikke betyder noget for ham, hvorfor skulle de så betyde noget for dig?”
Mette tænkte over det. Måske havde datteren ret. Hvad var meningen med at holde fast i noget, der allerede var væk? Men hvor skræmmende var det ikke at ændre hele sit liv som fireoghalvtredsårig?
Til aften besluttede Mette sig. Hun ventede, til Jens kom hjem, og gik straks hen til ham.
“Jens, vi skal tale sammen.”
“Om hvad?” Han så ikke engang op fra telefonen.
“Om os. Om vores ægteskab. Om hvad der foregår mellem os.”
“Der sker ikke noget.” Han ville gå forbi hende, men Mette blokerede vejen.
“Stop! Jeg taler til dig!”
Endelig så Jens på hende. Hans øjne var trætte, men der var også noget andet. Irritation? Eller skyldfølelse?
“Mette, ikke nu. Jeg er træt.”
“Det er du altid, når jeg vil snakke! Men jeg kan ikke leve sådan her længere! Vi er fremmede for hinanden! Du undviger mig, taler ikke med mig, sover i et andet rum…”
“Og hvad vil du høreEt år senere stod Mette på en solbeskinnet kaj i Køge Havn med en nyfødt selvtillid og en fremtid, der endelig føltes som helt hendes egen.
