Telefonen ringede præcis klokken syv om morgenen, da Lise lige var stået op og gik i køkkenet for at sætte vand over. Hun kiggede på skærmen og rynkede panden – det var hendes lillesøster, Mette, der ringede.
“Hej, Mette, hvad er der galt? Du ved godt, jeg ikke er rigtig vågen endnu.”
“Lise, du skal komme hen til mor med det samme!” Mettes stemme lød ophidset. “Jeg har ordnet det hele, papirerne er klar. Vi sætter mors lejlighed til salg og sender hende i et godt plejehjem.”
Lise tabte næsten telefonen.
“Hvad siger du? Hvilket plejehjem? Hvad taler du om?”
“Lad være med at lade som om du ikke forstår! Mor bliver mere og mere glemsom. I går lod hun gassen stå åben, og for to dage siden fandt naboen hende på trappen – hun havde glemt, hvilken etage hun boede på. Vi kan ikke lade det fortsætte!”
“Mette, vent lige. Lad os tale roligt om det. Hvilke papirer har du ordnet?”
“Fuldmagt til at sælge lejligheden. Mor har selv underskrevet. Jeg forklarede hende, at det var til hendes eget bedste.”
Lise mærkede vreden boble op i sig.
“Er du blevet sindssyg? Hvordan kunne du gøre sådan noget uden at tale med mig? Mor har to en datter, skal jeg lige minde dig om!”
“Hvor har du været hele den her tid?” snappede Mette. “Du kommer forbi én gang om ugen i en halv time og tror, du gør din pligt? Jeg er her hver dag efter arbejde, handler ind, sørger for, at hun får sine medicin!”
“Jeg arbejder fra morgen til aften, det ved du godt! Og jeg bor ikke lige rundt om hjørnet som dig!”
“Præcis! Derfor tager jeg beslutningen om, hvad der er bedst for mor. Kom, hvis du vil sige farvel til lejligheden. Ejendomsmægleren kommer i morgen for at vurdere den.”
Mette smækkede røret på. Lise stod midt i køkkenet med telefonen i hånden og kunne ikke tro, hvad der lige var sket. Hendes lillesøster, som hun altid havde set som den forkælede pige, havde lige bestemt deres 75-årige mors skæbne uden at rådføre sig med nogen.
Lise klædte sig hurtigt på og kørte hen til deres mor. På vejen tænkte hun tilbage på, hvordan hun som den ældste havde taget sig af alt efter fars død. Hun havde hjulpet økonomisk, ordnet huslige ting og kørt mor til lægebesøg. Mette var stadig i gang med at studere dengang og levet et bekymringsløst liv.
Mors lejlighed lå på fjerde sal i en gammel femetages bygning. Lise gik op ad de velkendte trapper og ringede på døren. Mor, Karen Margrethe, en lille, spinkel kvinde med opmærksomme brune øjne, åbnede.
“Lise, skat!” sagde hun glad. “Hvorfor er du her så tidligt? Er der sket noget?”
“Mor, vi skal tale. Alvorligt tale.”
De gik ind i køkkenet. Mor satte vand over og hentede småkagerne frem.
“Mor, fortæl mig om i går. Hvad lavede du?”
Karen Margrethe tænkte sig om.
“Jeg stod op, spiste morgenmad. Så… Så kom Mette forbi. Vi talte om noget. Hun havde nogle papirer med.”
“Hvilke papirer, mor?”
“Jeg husker det ikke helt. Hun sagde, det var vigtigt for min skyld. At jeg skulle skrive under.”
“Og det gjorde du?”
“Ja, selvfølgelig. Mette ved jo bedst om sådan noget. Hun arbejder med økonomi.”
Lise knyttede hænderne. Mor var blevet glemsom, men det betød ikke, at hun ikke længere havde ret til at bestemme over sit eget liv.
“Mor, husker du, hvad Mette ellers sagde?”
“Noget om et plejehjem. Hun sagde, jeg ville få det bedre der, at der var folk til at passe på mig. Men jeg vil ikke flytte herfra, Lise. Det her er mit hjem.”
Tårerne stod i mors øjne. Lise krammede hende.
“Du skal ingen steder hen, mor. Det tillader jeg ikke.”
Lige da ringede det på døren. Det var Mette – en energisk, kortklippet kvinde på 43 år i businessdragt.
“Nå, du er her allerede,” sagde hun, da hun så Lise. “Godt. Så kan vi tale fornuftigt om det.”
“Fornuftigt?” Lise rejste sig fra bordet. “Kalder du det fornuftigt at snyde en sårbar gammel kvinde?”
“Jeg har ikke snydt nogen! Mor underskrev selv fuldmagten!”
“Mor forstod ikke, hvad hun skrev under på!”
“Og mor står jo her!” indskød Karen Margrethe. “Hold op med at skændes i min lejlighed!”
Døtrene tav. Mor hævede sjældent stemmen, og når hun gjorde, lyttede alle.
“Mette, forklar mig igen, hvad det var for papirer, jeg underskrev i går.”
Mette satte sig ved siden af mor og tog hendes hånd.
“Mor, jeg har fået fuldmagt til at sælge lejligheden. Og jeg har fundet et rigtig fint plejehjem til dig. Der er rent, pænt, der er læge, og kokken laver sund mad. Du får dit eget værelse, og vi kan besøge dig, når vi vil.”
“Men jeg vil ikke sælge lejligheden,” sagde mor sagte. “Her er hele mit liv. Din far boede her.”
“Mor, du må forstå, det er farligt at blive boende alene. Du kan glemme gassen, falde, og ingen vil opdage det.”
“Jeg har naboer, jeg har jer.”
“Naboer er fremmede. Og vi arbejder. Lise bor i den anden ende af byen, og jeg kan heller ikke være her hele tiden.”
Lise kunne ikke holde det ud længere.
“Mette, vi kan hyre en hjælper. Eller jeg tager mor hjem til mig.”
“En hjælper koster en formue. Og du bor i en lille etværelses – hvor skal mor sove?”
“Vi finder ud af det!”
“Finde ud af det?” Mette hævede stemmen. “Lise, stop nu med at lege den perfekte datter! Vil du have mor til at bo på din sofa i din køjeseng? Eller at jeg skal blive ved med at være splittet mellem arbejde, familie og daglige besøg her?”
“Jeg har ikke bedt dig om at gøre alt det!”
“Nej? Men hvem skulle ellers gøre det? Troede du, mor bare kunne klare sig selv?”
Karen Margrethe rejste sig fra bordet.
“Piger, I må gå hjem. Jeg har brug for at tænke.”
“Mor…” begyndte Mette.
“Gå nu, jeg sagde det. Vi taler om det i morgen.”
Døtrene gik ud af lejligheden og ned i gården.
“Lise, du må forstå, jeg gør det ikke for at være ond,” sagde Mette, da de var alene.Lise tog en dyb indånding og sagde: “Mette, lad os finde en løsning sammen, hvor mor kan blive boende med den hjælp hun har brug for, og hvor ingen af os føler sig magtesløse.”
