Døren åbner jeg ikke igen
“Mor, åben døren! Mor, vil du ikke nok?” – Sønnens næver hamrede mod den metalbelagte dør med sådan en kraft, at det lød som om den ville springe af hængslerne. “Jeg ved, du er hjemme! Din bil står på gårdspladsen, så du er ikke taget nogen steder hen!”
Hanne Sørensen sad i lænestolen med ryggen til hoveddøren og klamrede sig til kopken med nu kold te. Hendes hænder rystede så kraftigt, at porcelænet klirrede mod underkopken.
“Mor, hvad foregår der?” – Mortens stemme lød mere og mere desperat. “Naboen siger, du ikke har lukket nogen ind i en hel uge! Ikke engang Mette!”
Ved omtalen af svigerdatteren rynkede Hanne uvilkårligt på næsen. Mette. Hans dyrebare Mette, som han ville gøre alt for. Selv det, der var sket i torsdags.
“Mor, jeg ringer efter en låsesmed!” – truede Morten. “Vi får låsen brækket op!”
“Vover du!” – råbte Hanne endelig uden at vende sig mod døren. “Vover du at røre mig!”
“Mor, men hvorfor? Hvad er der sket? Tal med mig!”
Hanne lukkede øjnene og forsøgte at samle tankerne. Hvordan forklarede man sin søn det, hun ved et tilfælde havde overhørt i venteværelset på lægehuset?
“Mor, vil du ikke nok?” – Mortens stemme blev blødere, næsten bedende. “Jeg er bekymret for dig. Mette er også bekymret.”
Mette er bekymret. Selvfølgelig er hun det. Sikkert bange for, at planerne går i vasken.
“Gå nu, Morten. Gå, og kom ikke igen.”
“Mor, er du syg? Har du feber? Skal jeg ringe til lægen?”
“Jeg har ikke brug for en læge. Jeg har brug for, at du lader mig være i fred.”
Hanne rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. Nede på gårdspladsen stod Morten og talte i telefon. Sikkert til sin Mette, fortalte hende, at mor igen var ved at være umulig.
Sønnen så op og fik øje på hende i vinduet. Vinkede og tegnede, at han kom op. Hanne trak sig væk fra vinduet og satte sig igen i stolen.
Et øjeblik efter lød der banker på døren igen.
“Mor, det er mig med Mette. Åben nu, vil du?”
Hanne bed tænderne sammen. Så havde han hentet hende. Sin kone, som så omhyggeligt havde planlagt fremtiden.
“Hanne, det er Mette. Åben nu, tak.” – svigerdatterens stemme lød blød. “Morten er virkelig bekymret.”
Sikke en skuespiller. Selv stemmen ændrer hun, når det passer.
“Vi har medbragt indkøb.” – fortsatte Mette. “Mælk, brød, dine yndlingspebernødder.”
Pebernødder. Hanne smilede bittert. For en måned siden havde Mette opdaget, at svigermor elskede pebernødder med kanel, og nu købte hun dem altid. Så omtænksom en svigerdatter.
“Hanne, sig dog noget.” – Mettes stemme ladt ængstelig. “Vi er jo bekymrede.”
“Bekymrede,” – gentog Hanne, så stille at det ikke kunne høres udenfor.
“Mor, jeg går ikke, før du åbner!” – erklærede Morten. “Jeg bliver stående her hele natten!”
Hanne vidste, at sønnen mente det. Han havde altid været stædig, lige fra barnsben. Når han satte sig noget for, nåede han det.
“Godt,” – sagde hun endelig. “Men kun dig. Alene.”
“Hvad?” – forstod Morten ikke.
“Mette må gå hjem. Jeg taler kun med dig.”
Hanne hørte dem hviske sammen bag døren.
“Mor, men hvorfor? Mette er også bekymret.”
“Fordi jeg siger det. Enten alene, eller slet ikke.”
Mere hvisken, så Mettes stemme:
“Okay, Hanne. Jeg går hjem. Morten, ring, når du ved mere.”
Hanne ventede, til Mettes skridt forsvandt ned ad trappen, før hun langsomt gik hen til døren og drejede nøglen.
Morten stormede ind som en orkan, omfavnede hende straks og granskede hende.
“Mor, du er blevet tyndere! Og så bleg! Hvad er der galt? Er du syg?”
“Jeg er ikke syg,” – Hanne frigjorde sig og gik ud i køkkenet. “Vil du have te?”
“Javel,” – Morten satte sig ved bordet og stirrede på hende. “Fortæl nu, hvad der foregår. Hvorfor har du været lukket inde i en uge? Hvorfor åbner du ikke?”
Hanne satte vand over og vendte sig mod sønnen.
“Hvorfor skulle jeg åbne? Hvad godt venter jeg på?”
“Mor, hvad mener du? Du kan da ikke bare sidde her for evigt. Du har brug for at handle, gå til lægen…”
“Naboen Birgit handler for mig. Jeg skriver en liste og giver hende penge. Og til lægen gider jeg ikke.”
“Hvorfor ikke?”
Hanne hældte kogende vand i koppen, lagde sukker i.
“Fordi jeg sidst hørte noget, jeg helst ikke ville have hørt.”
Morten rynkede panden.
“Hvad hørte du?”
“Jeg hørte din kone. Hun talte i telefon med sin veninde. Tror ikke, jeg var der.”
“Og hvad sagde hun?”
Hanne satte sig overfor sønnen og stirrede ham længe i øjnene. Så velkendte øjne, nøjagtig som hendes afdøde mands.
“Hun talte om at sælge min lejlighed. Om at sende mig på plejehjem. Om at bruge pengene.”
Morten blev bleg.
“Mor, du må have misforstået. Mette ville aldrig…”
“Jeg forstod det udmærket,” – afbrød Hanne. “Ordret husker jeg det.”
Morten sad med sænket hoved. Hanne så, hvordan hans skuldre stivnede, hænderne blev til knytnæver.
“Mor, jeg har aldrig været enig i sådan noget. Mette har sikkert fantasier.”
“Fantasier?” – Hanne så bittert på ham. “Hvorfor fortalte hun så så detaljeret om plejehjemmet på Solsikkevej? Om at lejligheden var vurderet til to millioner?”
“Hun har fået lejligheden vurderet?” – Morten lød rystet.
“Åbenbart. Tror du, hun opfandt beløbet?”
Morten gned sig over ansigtet.
“Mor, jeg vidste det virkelig ikke. Mette har aldrig nævnt det for mig.”
“Eller måske har hun, men du hørte ikke efter? Måske planted hun tanken langsomt?”
Hanne gik hen til vinduet. Børn legede i gården, små og sorgløse.
“Ved du hvad, Morten,” – sagde hun uden at vende sig. “Måske har hun ret. Måske er jeg til besvær.”
“Mor, sig ikke sådan!”
“Hvordan skal jeg ellHun lukkede øjnene og mærkede, at selvom verden udenfor fortsatte, var der nu en ro i hende, en fast beslutning om at leve sine sidste år på sine egne vilkår, med døren åben for kærlighed og lukket for beregning.
