**Ti år spildt**
»Hvad fanden snakker du om, Mette?!« råbte Ida og greb koppen med kold kaffe fra bordet. »Ti år! Ti år har vi været venner, og du…«
»Og jeg hvad?« afbrød Mette og rejste sig fra sofaen. »Skal jeg virkelig rapportere hver eneste beslutning til dig? Du sagde selv, at Anders ikke betød noget for dig længere!«
»Det sagde jeg! Men ikke for at du skulle springe på ham med det samme!« Ida satte koppen så hårdt i bordet, at kaffen skvulpede over i underkoppen. »Gud, hvordan skal jeg nogensinde kunne se jer to sammen igen?«
Mette sank ned på sofaen igen og knyttede hænderne i sit mørke hår. Hun havde vidst, at denne samtale var uundgåelig, men alligevel var hun ikke klar til stormen.
»Ida, hør nu lige…« begyndte hun med en dæmpet stemme. »Vi er voksne mennesker. Du og Anders blev skilt for et år siden. Et helt år! Og hele tiden sagde du, at du var fri, at du aldrig ville have noget med ham at gøre igen…«
»Ja, det sagde jeg! Hvad så?« Ida fumlede rundt i køkkenet, åbnede og lukkede skabsdørene uden mål. »Det betyder da ikke, at jeg er klar til at se ham sammen med min bedste veninde!«
»Tidligere bedste veninde, åbenbart,« sagde Mette bittert.
De havde mødt hinanden på universitetet, på første år på økonomistudiet. Ida var dengang en levende, munter pige med en krøllet mængde rødt hår, mens Mette var den seriøse flittige studerende med store briller. Det virkede, som om de ikke havde noget til fælles, men alligevel var de blevet uadskillelige fra starten.
»Mette, kan du overhovedet lægge makeup?« havde Ida spurgt efter den første forelæsning og betragtet den nye bekendtskab.
»Nej, hvorfor?« havde Mette svaret forvirret.
»Så lærer jeg dig det! Og du kan hjælpe mig med matematik, okay? Jeg er helt blank når det kommer til tal.«
Sådan startede deres venskab. Ida forvandlede den blygte Mette til en smuk kvinde, mens Mette hjalp veninden igennem eksamener og faglige hovedbrud. De var uadskillelige: de læste sammen, gik på dates sammen og drømte om fremtiden sammen.
»Ved du hvad, Mette,« sagde Ida engang, da de lå på deres smalle senge på kollegiet, »jeg vil giftes med en rigtig mand. En stærk, smuk en, så mine knæ dirrer, når han bare kigger på mig.«
»Jeg vil bare elske,« svarede Mette. »En, der forstår mig uden ord, så vi kan være tavse sammen og stadig føle os lykkelige.«
Anders kom ind i deres liv på tredje år. Høj, atletisk, med et smil, der fik alle på fakultetet til at vende sig. Han var flyttet fra en anden by og havde straks fanget alle pigernes opmærksomhed.
»Det er det, piger, jeg er færdig!« sukked Ida dramatisk første gang hun så ham. »Der er han, min prins!«
Mette smilede bare. Anders var bestemt smuk, men der var noget ved ham, der virkede for… perfekt. Som om han altid vidste, hvad han skulle sige og hvordan han skulle opføre sig.
»Ida, hej!« kaldte Anders efter en forelæsning. »Kan du ikke vise mig, hvor man kan få noget ordentligt at spise her?«
»Selvfølgelig!« smilte den rødhårede pige bredt. »Mette, kommer du med?«
»Nej, jeg skal snakke med en underviser,« løj Mette. »I kan bare gå.«
Ida blev forelsket ved første blik. Og Anders virkede ligeledes betaget af den livlige, glade pige. En måned senere var de kærester, og Mette blev den tredje person, selvom veninderne prøvede at skjule det.
»Mette, kom nu!« overtalte Ida. »Vi er som søstre! Anders elsker dig også, som familie!«
»Det er fint,« viftede Mette af. »Jeg har bare eksamen snart, så jeg læser op.«
Men i virkeligheden var det ikke fint. For Anders var speciel. Han var den eneste, der virkelig interesserede sig for Mettes tanker, den eneste, der kunne diskutere bøger og film med hende i timevis. Med ham kunne hun tale om ting, hun aldrig havde delt med Ida.
»Mette, har du nogensinde overvejet at arbejde med forskning?« spurgte han en dag, da de sad i en café sammen. »Du har en så analytisk hjerne!«
»Åh, hold op!« grinede Ida. »Mette er praktisk, hun skal ud og tjene penge!«
»Jeg ved det ikke,« svarede Mette stille. »Måske.«
Anders kiggede på hende indgående, og hun mærkede, at hun rødmede. I hans øjne var der noget… forståelse? Interesse? Hun kunne ikke sige præcis hvad, men hendes hjerte hamrede vildt.
»Ida, kunne du ikke…« begyndte Anders, men veninden afbrød ham:
»Åh, piger, jeg glemte det helt! Jeg har en aftale hos tandlægen! Mette, kan du ikke følge Anders hjem til kollegiet?«
Og så var hun væk, uden at vente på svar.
De gik gennem universitetsparken i stilhed. Det var begyndelsen af oktober, blade raslede under fødderne, og i luften duftede det efter efterår og regn.
»Mette,« sagde Anders pludselig og stoppede. »Ved du, at du er virkelig smuk?«
»Hvad?« hun vaklede næsten. »Hvad snakker du om?«
»Det jeg siger. Ida er selvfølgelig livlig og iøjnefaldende, men du… du er speciel. Du har sådan et blik…«
Mette vendte sig væk. Hendes hjerte hamrede så højt, at det nærmest kunne høres over hele parken.
»Anders, hold op,« hviskede hun. »Du er sammen med Ida.«
»Det er jeg,« nikkede han. »Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se andre kvinder. Se dig.«
»Ida er min bedste veninde.«
»Det ved jeg. Og derfor sker der ingenting. Men hvis nu…«
»»Hvis nu« tæller ikke,« sagde Mette skarpt. »Lad os bare gå.«
De gik resten af vejen i tavshed. Anders ville sige noget ved afskeden, men Mette forsvandt hurtigt ind i opgangen.
Om aftenen kom Ida tilbage med en oppustet kind og lykkelig.
»Mette!« råbte hun og styrtede ind på deres værelse. »Ved du hvad, tanden var ikke dårlig! Lægen sagde, det var betændelse pga. stress! Ved du hvorfor jeg er stresset? Fordi jeg er forelsket i Anders! Han er sådan… en rigtig mand! I dag kiggede han sådan på mig…«
»Hvordan sådan?« spændte Mette sig.
»Altså, forstående, som om han kun**Fortsættelse:**
*Ida stirrede ud ad vinduet, mens hendes tårer faldt stille, og hun vidste, at nogle gange må man lade kærlighed gå for at finde fred.*
