Han råbte, at jeg var ingen i dette hus.
”Hvem tror du overhovedet, du er, at du skal bestemme over mig?” Esben vendte sig hurtigt om fra køleskabet med en dåse øl i hånden. ”Du er ingen i dette hus! Forstået?”
Mette stod ved komfuret og rørte i gryden med hakkebøffer, og hun mærkede, hvordan hænderne rystede. Skeen klirrede mod grydens kant.
”Ingen?” gentog hun stille. ”Er jeg ikke din kone?”
”Kone!” Esben fnøs og åbnede dåsen. ”Hvilken kone? Du er en hushjælp, det er, hvad du er. Og endda en dårlig en.”
Mette slukkede for komfuret og vendte sig mod ham. Treogfyrre års ægteskab. Treogfyrre år, hvor hun havde lavet hans yndlingsretter, vasket hans skjorter, stryget hans bukser. Opdraget børnene, mens han byggede sin karriere.
”En hushjælp, siger du?” Hendes stemme blev fast. ”Hvem vasker dine skjorter? Hvem laver mad, rydder op, passer din mor?”
”Det er din pligt!” Esben smækkede øldåsen ned på bordet. ”Jeg tjener pengene, betaler regningerne, og hvad gør du? Koger kartofler? Det kan enhver kvinde.”
”Enhver kvinde,” gentog Mette. Noget i hende knækkede. ”Javel.”
Hun tog forklædet af og hængte det på knagen. Esben tømte sin øl med ryggen til hende.
”Nå, enhver kvinde,” mumlede Mette for sig selv. ”Lad os se.”
Hun gik ind i soveværelset og trak en gammel rejsetaske frem fra skabet. Esben hørte raslen og kiggede ind.
”Hvad laver du?”
”Pakker,” svarede hun roligt og foldede sine ting ned i tasken. ”Hvis jeg er ingen her, så har jeg ikke noget at gøre her.”
”Hvor skal du hen?” Esben rynkede panden.
”Til Anja. Jeg bliver der et stykke tid.”
Anja var hendes yngre søster. Hun boede alene i en to-værelses lejlighed og arbejdede som sygeplejerske.
”Åh, kom nu,” viftede Esben afværgende. ”Lad være med at være barnlig. Hvem skal lave mad?”
”Er det vigtigt?” Mette lukkede tasken. ”Du sagde jo selv, at enhver kvinde kan det. Find dig en anden.”
Esben så forvirret på, hvordan hun tog jakken på.
”Mette, vær nu fornuftig. Jeg mente det ikke sådan.”
”Nej, selvfølgelig ikke,” sagde hun og knappede frakken. ”Du sagde bare sandheden. Jeg er ingen i dette hus.”
”Jeg siger jo, du skal ikke være dum!” Hans stemme blev højere. ”Hvem har givet dig lov til at gå?”
Mette stoppede ved døren og så på ham.
”Ingen. Jeg gav mig selv lov. Eller har jeg ikke ret til det?”
Hun forlod lejligheden og efterlod Esben med åben mund.
Udenfor var det køligt, oktober havde taget magten. Mette steg på bussen og kørte til sin søster. Telefonen ringede undervejs, men hun tog den ikke.
Anja åbnede døren i morgenkåbe og sutsko.
”Mette! Hvad er der sket?” Hun så tasken i søsterens hånd.
”Må jeg overnatte hos dig?” spurgte Mette.
”Selvfølgelig, kom indenfor. Hvad er der galt?”
De satte sig i køkkenet, og Anja lavede te. Mette fortalte om skænderiet med Esben.
”Har han helt mistet forstanden?” Anja blev harm. ”Ingen i huset! Efter alle disse år!”
”Kan du forestille dig det?” Mette tørrede øjnene med et lommetørklæde. ”Jeg har levet for ham, for børnene. Og så siger han, at enhver kvinde kan det.”
”Lad ham da finde den ’enhver kvinde’,” fnøs Anja. ”Lad os se, hvor længe han klarer sig selv.”
Telefonen ringede igen. Mette kiggede på skærmen – Esben.
”Tag den ikke,” rådede Anja. ”Lad ham tænke over det.”
Mette lagde telefonen på bordet og svarede ikke.
Næste morgen vågnede hun på sofaen i stuen. Anja var allerede ved at gøre sig klar til arbejde.
”Bliv, så længe du har brug for det,” sagde søsteren. ”Jeg har ekstra nøgler.”
Mette blev alene tilbage i en fremmed lejlighed. Det var underligt ikke at have noget at lave. Derhjemme ville hun normalt have lavet morgenmad til Esben, hjulpet ham afsted, planlagt dagen.
Telefonen var tavs. Måske troede han, hun bare kom tilbage, når hun var faldet til ro.
Mette lavede morgenmad til sig selv og satte sig ved vinduet med en kop kaffe. Hun følte sig underlig – både trist og lettet på samme tid. Hvor mange år var det siden, hun havde spist alene i stilhed uden at tænke på, hvad han skulle have til frokost?
Om formiddagen ringede den ældste datter, Lise.
”Mor, far har ringet. Han siger, I har skændtes?”
”Det har vi,” bekræftede Mette.
”Hvorfor?”
”Han sagde, jeg var ingen i huset. At jeg bare var en hushjælp, og en dårlig en tilmed.”
”Mor!” Lise blev forarget. ”Hvordan kunne han sige sådan noget?”
”Meget enkelt. Måske er det sandheden.”
”Hvilken sandhed? Du har levet for familien hele dit liv!”
”Det troede jeg også. Men åbenbart er jeg bare en hushjælp.”
Lise tav et øjeblik.
”Mor, hvor er du nu?”
”Hos tante Anja.”
”Hvor længe bliver du der?”
”Det ved jeg ikke. Måske finder jeg et arbejde. Hvis jeg er en hushjælp, så har jeg jo erfaring.”
”Mor, vær nu fornuftig!” Lise lød nervøs. ”I er voksne mennesker, find en løsning.”
”En løsning?” Mette smilede bittert. ”Hvad skal vi løse? Han har sagt sandheden. Jeg ER ingen i det hus.”
”Mor, stop nu! Far har bare mistet besindelsen. Han er træt.”
”Træt,” gentog Mette. ”Men jeg er åbenbart aldrig træt. Treogfyrre år, og jeg bliver aldrig træt.”
Lise sukkede.
”Jeg har forstået det. Jeg snakker med ham. Men tænk dog over, om dét her er værd at ødelægge et ægteskab for.”
”Én bemærkning?” Mette rystede på hovedet. ”Lise, det er ikke kun én bemærkning. Det er første gang, han siger højt, hvad han altid har tænkt.”
Om aftenen kom Anja hjem fra arbejde, træt.
”Hvordan går det?” spurgte hun og tog hvidkåben af.
”Fint. Lise har ringet.”
”Hvad siger hun?”
”At jeg skal tilgive far.”
Anja satte sig ved siden af søsteren på sofaen.
”HvadMette smilede og tog sin søsters hånd, klar til at bygge sit nye liv på egne vilkår.
