“Ville gerne på en god måde,” sagde Birthe og knugede sine hænder.
“Kirsten Marie, det er sidste gang jeg siger det! Enten fjerner du dine ting fra trappeopgangen, eller også smider jeg selv det hele i skraldespanden!” råbte Hanne og viftede med armene foran sin nabos dør. “Hvad er det dog for noget rod? En gammel klapvogn, kasser med gamle ting, og nu har du også taget en cykel med herop!”
“Åh, Hanne, tag det nu roligt,” svarede Kirsten Marie og tittede ud bag døren. “Klapvognen skal bruges til min oldebarn, de skal på sommerhus. Og cyklen hører til Andreas, han træner jo!”
“Han har ikke rørt den cykel i ti år! Han er jo voksen nu!”
“Det rager ikke dig!”
“Jo, det gør! Jeg snublede over den i går og kunne lige så godt være faldet! Mit ben gør stadig ondt!”
Kirsten Marie sukkede og lukkede døren. Hun vidste, at Hanne ikke ville give op. Naboen var en af dem, der følte det som sin pligt at holde øje med hele opgangen, fortælle andre, hvordan de skulle leve, og generelt blande sig i alt.
Det hele startede for et halvt år siden, da Kirsten Marie flyttede til sin datter i byen. Lejligheden havde hun arvet efter sin svigermors død – lille, men hyggelig. Datteren Julie havde insisteret på, at hun solgte sit hus i provinsen og flyttede tættere på.
“Mor, hvorfor bliver du boende derude alene?” overtalte hun. “Butikkerne er langt væk, lægen er langt væk, og hvis der sker noget? Her er alt tæt på, og jeg kan besøge dig oftere.”
Kirsten Marie holdt længe ud. Huset var hendes lille rede, hvor hun havde boet med sin mand i næsten fyrre år. Hver en krog var fyldt med minder. Men helbredet blev dårligere, så hun gav efter.
Flytningen var en stor omvæltning. Så mange ting gennem årene! Kirsten Marie kunne simpelthen ikke få sig selv til at smide noget, der måske kunne bruges igen. Klapvognen, som alle børnebørnene havde sovet i, bogreolen, som hendes mand havde bygget selv, gamle fotos i rammer.
“Mor, hvor skal du gemme alt det?” protesterede Julie. “Der er jo ingen plads!”
“Jeg finder et sted,” insisterede Kirsten Marie. “Det er minder!”
Og ja, nogle ting måtte midlertidigt stå i opgangen. Hun havde tænkt sig at rydde op, give noget videre, smide noget ud – men der kom altid noget i vejen.
Hanne begyndte at brokke sig med det samme. Først med små bemærkninger, senere direkte.
“Kirsten Marie, hvor længe skal det museum blive stående?” spurgte hun og pegede på klapvognen.
“Jeg skal nok få ryddet op,” lovede Kirsten Marie, “jeg har bare ikke haft tid endnu.”
“Vi har alle den samme mængde tid,” svarede Hanne tørt.
Kirsten Marie hadede konflikter. Hun foretrak at leve i fred og undgå skænderier med naboerne. I provinsen kendte alle hinanden, hjalp til, besøgte hinanden. Her var det anderledes. Folk levede bag deres egen dør, hilste i trappen, men ikke mere end dét.
“Hør, Hanne,” forsøgte hun at mægle, “kan vi ikke lade være med at skændes? Jeg lover, jeg ryder op snart. Julie lovede at hjælpe, men hun har travlt på arbejde lige nu.”
“Hvor længe skal vi vente?” insisterede Hanne. “Det er allerede et halvt år!”
“Tre måneder, ikke et halvt år!” rettede Kirsten Marie.
“Det er lige meget! Jeg ville gerne på en god måde, men du forstår det ikke!”
I det samme åbnede døren til den anden lejlighed, og en gråhåret kvinde, Lise, tittede ud.
“Piger, hvad sker der?” spurgte hun blidt.
“Kirsten Marie har spærret trappen med alt sit ragelse, og hun vil ikke rydde op!” klagede Hanne.
“Jeg har ikke sagt, jeg ikke vil! Jeg sagde, jeg skal nok!”
“Når?!”
“Åh, hold dog op!” brød Kirsten Marie ud. “Tingene generer jo ingen!”
“De generer mig!” skreg Hanne. “Og ikke kun mig! Lise, synes du, det er okay med et losseplads i opgangen?”
Lise så forlegent fra den ene til den anden.
“Jeg ved det ikke,” mumlede hun. “Tingene generer mig ikke.”
“Se!” sagde Kirsten Marie lettet. “Lise er fornuftig, hun forstår!”
“Lise tør bare ikke sige sandheden!” snappede Hanne. “Men jeg gør!”
“Piger, nu skal I ikke skændes,” bad Lise. “Vi er jo naboer.”
“Okay,” gav Kirsten Marie efter. “Lad os lade være. Hanne, jeg lover, at alt er væk inden weekenden. Er det fair?”
“I dag er det tirsdag. Så fire dage. Hvis der stadig står noget her om søndag, smider jeg det selv ud.”
“Det må du da ikke!” protesterede Kirsten Marie. “Det er mine ting!”
“Og trappen er fælles!” Hanne smækkede døren.
Lise så medfølende på Kirsten Marie.
“Tag dig ikke af hende,” sagde hun. “Hanne har altid været direkte. Allerede da hun var ung, husker jeg, hun diskuterede med alle naboerne.”
“Jeg ved det,” sukkede Kirsten Marie. “Men man kunne jo tale ordentligt! Jeg har ikke efterladt tingene for at irritere nogen. Jeg har bare ikke plads til det hele.”
“Har du ikke plads inde i lejligheden?”
“Jo, men det er trangt. Jeg ville sortere lidt af gangen. Cyklen er Andreas’, han sagde, han ville fikse den og bruge den.”
“Kommer han ofte?”
“En gang om måneden, måske mindre. Han har meget arbejde.”
Lise tænkte sig om.
“Ved du hvad,” sagde hun. “Jeg kan hjælpe dig. Jeg har ikke andet at tage mig til på pension.”
“Nej, Lise, jeg vil ikke være til besvær!”
“Det er ikke noget besvær! Så er vi hurtigere færdige. Starter vi i morgen tidlig?”
Kirsten Marie kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Sådan var ægte medmenneskelighed! Ikke som Hanne med alle sine krav.
Næste dag kom Lise, som lovet. De begyndte at rydde op. Klapvognen blev lovet til en veninde af Julie, der lige havde fået barnebarn. De gamle bøger ville Lise aflevere i biblioteket.
“Hvad med cyklen?” spurgte Lise.
“Jeg ved det ikke,” indrømmede Kirsten Marie. “Andreas bad mig om at gemme den, men han har ikke hentet den.”
“Skal vi stille den i kælderen? Jeg har en kasse, den kan stå i.”
“Men den er jo rusten!”
“Så lægger vi et gammelt tæppe under. Bare Hanne bliver glad.”
De arbejdede næsten hele dagen. Om aftenen var opgangen nOm søndagen stod de tre kvinder sammen og så tilfredse ud over den ryddede trappeopgang, mens solen skinnede ned gennem vinduerne og fyldte hele huset med varme og fornyet venskab.
