— Mor, hvor længe skal det her fortsætte?! — Mette smed sin telefon på bordet, så skærmen blinkede og gik ud. — Hver eneste dag er det samme! Hver forbandede dag!
— Kære Mette, jeg gør det ikke med vilje… — Birthe knugede sin gamle knaptelefon, hvor tallene næsten var slidt væk. — Jeg glemmer det bare igen. Hukommelsen er ikke, hvad den har været.
— Glemmer det! — Mette sprang op fra sofaen og gik frem og tilbage. — Mor, jeg har forklaret det hundrede gange! Du trykker på den grønne knap, når telefonen ringer. Den grønne! Ikke den røde eller den blå, den grønne!
— Jeg trykkede på den grønne…
— Nej, mor, du trykkede på den røde, for jeg hørte de korte bip. Det betyder, du afviste opkaldet!
Birthe så hjælpeløst på sin datter og derefter på telefonen. Den lille, sorte klods med knapper, der enten var for små eller for skarpe. Hun huskede tiden, hvor der kun var én telefon i hele lejlighedskomplekset, og alle måtte vente på deres tur i opgangen. Dengang var alt nemmere.
— Skal jeg overhovedet have den her telefon, skat? — spurgte hun stille. — Vi klarede os fint uden før.
— Mor! — Mette stoppede op og så på hende, som om hun lige havde hørt noget forfærdeligt. — Hvordan kan du sige det? Hvad hvis der sker dig noget? Hvad hvis jeg bliver bekymret? Hvad hvis—
— Nå, okay, okay, — skyndte Birthe sig at sige. — Jeg skal nok lære det. Vis mig det igen.
Mette satte sig ved siden af sin mor og tog telefonen. Hendes fingre var velplejede med neglelak, som Birthe altid syntes var for kraftig, mens hendes egne hænder — med pigmentation og knuder — virkede gamle ved sammenligning.
— Se, mor. Når telefonen ringer, lyser skærmen op. Kan du se? Her til venstre er den grønne knap med røret. Det betyder “modtag opkald”. Og til højre er den røde knap — den afviser. Husk: grøn = godt, rød = dårligt.
— Grøn = godt, rød = dårligt, — gentog Birthe. — Men hvad hvis jeg blander dem sammen?
— Det gør du ikke, — sukkede Mette. — Prøv at tænke sådan: grøn er som græs og blade, det er liv. Rød er som blod, det er farligt.
— Jeg forstår, — nikkede Birthe, men græs og blod forvirrede hende mere end det hjalp. — Hvordan ringer jeg til dig?
— Mor, det har vi gennemgået. Du trykker på mit billede i telefonbogen. Se, jeg har sat det op? Her er mit billede, og under står der “Mette”. Tryk på det, så ringer den automatisk.
Birthe stirrede på skærmen. Der var virkelig et billede af Mette — smilende, ung og smuk. Ikke sådan som hun så ud nu, træt og irriteret.
— Hvad hvis jeg glemmer, hvor dit billede er?
— Det er øverst, mor! Lige forrest!
— Okay. Hvad hvis telefonen går i stykker?
— Den går ikke i stykker, — Mette gned sine tindinger. — Mor, jeg skriver dit nummer på køleskabet med store tal. Så kan du ringe fra fastnettelefonen.
— Men jeg har ikke nogen fastnettelefon. Du sagde, den var unødvendig, når jeg har mobil.
— Så spørg naboerne.
— Hvilke naboer? — Birthe så forvirret ud. — De er unge, travle med arbejde. Jeg taler ikke rigtig med dem.
— Mor, — Mette sank sammen på sofaen og gemte ansigtet i hænderne. — Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ringer til dig hver dag, og du tager den ikke. Jeg bliver bekymret, tænker, der er sket dig noget. Og når jeg kommer her, sidder du bare og har trykket på den forkerte knap.
— Undskyld, skat. Jeg vil ikke gøre dig ked af det.
— Det ved jeg. Men det gør du alligevel.
Birthe så ned på sine hænder. Engang kunne disse hænder lave mad til hele familien, vaske tøj, pusle den lille Mette. De kunne alt. Nu kunne de ikke engang styre en lille sort boks.
— Kan du huske, — sagde hun pludselig, — dengang du var lille, og vi købte dig en legetelefon? En lyserød en med store knapper. Du talte i den i timevis og forestillede dig, at du ringede til farmor på landet.
— Det husker jeg, — sagde Mette og så op. — Jeg lærte tallene på den.
— Se, der kan man bare se. Nu er det mig, der skal lære tallene, — smilede Birthe trist. — Alt er vendt på hovedet.
— Mor, — Mette flyttede sig tættere på. — Lad os prøve igen. Men langsomt. Jeg ringer til dig nu, og du svarer. Deal?
— Deal.
Mette tog sin telefon, fandt mors nummer og trykkede på den grønne knap. Birkes telefon vibrerede, og billedet af Mette dukkede op.
— Se, mor, jeg ringer. Kan du se mit billede?
— Ja.
— Så tryk på den grønne knap. Den her.
Birthe stirrede på skærmen. To knapper — grøn og rød. Hun vidste udmærket, hvilken hun skulle trykke på. Alligevel røg fingeren mod den røde.
— Nej, mor, ikke den! — Mette greb hendes hånd. — Den her, den grønne!
— Ja, ja, undskyld. Jeg ved godt, det er den grønne.
Birthe trykkede på den grønne knap. Telefonen gav en lyd, og pludselig hørte hun Mettes stemme — både lige ved siden af og gennem telefonen.
— Hej mor, kan du høre mig?
— Ja! — jublede Birthe. — Det virkede!
— Godt klaret! — Mette afsluttede opkaldet. — Se, det var ikke så svært? Vi prøver igen.
De øvede i en halv time. Mette ringede, Birthe svarede. Ud af ti forsøg lykkedes det hende syv gange. Tre gange trykkede hun stadig på den røde.
— Mor, hvorfor trykker du på den røde? — spurgte Mette. — Du ved godt, det er den grønne.
— Det gør jeg. Men fingeren vælger den røde. Den er måske større. Eller mere iøjnefaldende.
— Skal vi skifte din telefon? Der findes nogle med store knapper, nemme at bruge.
— Nej, — svarede Birthe hurtigt. — Den her er fin. Du gav mig den til fødselsdag, husker du? Jeg er vant til den. Jeg har bare brug for mere tid.
— Okay, — Mette kyssede hende på kinden. — Jeg skal på arbejde. Vi øver igen i morgen.
— Selvfølgelig, skat. Skynd dig, så du ikke kommer for sent.
Da Mette var gået, sad Birthe alene med sin telefon. Hun lagde den på bordet og betragtede denMen da hun senere tog telefonen i hånden igen, lod det pludseligt til at gå lidt lettere, som om den til sidst havde besluttet sig for at være på hendes side.
