– Mor, jeg vil ikke til mormor! – skreg den syvårige Freja og vred sig ud af sin mors greb. – Hun kan ikke lide mig! Hun elsker kun tante Mette!
– Freja, stop nu med de dumme ideer, – sagde Ida træt mens hun knæppede sin datters jakke. – Mormor elsker alle sine børnebørn lige højt.
– Det er ikke sandt! – pjattede Freja med foden. – I går gav hun Mettes Gustav en is, men ikke mig!
– Måske var det fordi du havde ondt i halsen? – forsøgte Ida at forklare.
– Nej! Hun kan bare ikke lide mig, fordi min far ikke er hendes rigtige søn!
Ida stivnede med børsten i hånden. Hvor fandt en syvårig sådan noget viden?
– Freja, hvem har fortalt dig det?
– Ingen, – Freja vendte sig mod vinduet. – Jeg har selv regnet det ud. Gustav siger, at hans far og min far er brødre. Og jeg ved, at min far ikke er min rigtige far. Min rigtige far bor et andet sted.
Idas hjerte knugede sig sammen. Hun satte sig ved siden af sin datter på sofaen.
– Freja, hør nu godt efter. Far Thomas er din rigtige far. Han elsker dig højt, han har opfostret dig siden du var to. Og mormor Gerda elsker også dig.
– Hvorfor roser hun så altid Gustav og skælder mig ud? – Frejas øjne var blanke af tårer.
Ida vidste ikke, hvad hun skulle svare. For Freja havde ret. Svigermor behandlede hendes datter tydeligt anderledes end sit barnebarn fra den ældste søn.
– Skat, vi kommer for sent, – Thomas kiggede ind i stuen. – Freja, tag hurtigt jakken på, ellers venter mormor.
– Jeg vil ikke til mormor! – græd Freja igen. – Hun kan ikke lide mig!
Thomas så forvirret på sin kone.
– Hvad sker der?
– Jeg forklarer senere, – hviskede Ida. – Freja, tag nu jakken på. Vi går alle sammen til mormor.
De gik gennem parken i tavshed. Freja slæbte bagefter, indimellem snøftende. Thomas bar en pose med madvarer til sin mor, mens Ida tænkte på, hvordan dette besøg ville gå.
Gerda havde altid været en stærk kvinde. Da Thomas tog Ida hjem med sin toårige datter, mødte svigermor dem med kølighed.
– Hvorfor vil du have et barn, der ikke er dit? – sagde hun til sin søn. – Find en ordentlig pige, få dine egne børn.
Men Thomas var stædig. Han elskede Ida og Freja som sin egen datter. Han giftede sig, adopterede hende og gav hende sit efternavn.
Gerda accepterede det, men kunne ikke elske barnebarnet. Især ikke da den ældste søn, Lars, gav hende et “rigtigt” barnebarn: Gustav.
– Er mor hjemme? – spurgte Thomas, da han ringede på.
– Ja, kom bare ind, – lød det indefra.
Gerda åbnede døren og omfavnede straks sin søn.
– Thomas, hvor jeg har savnet dig! – Hun kyssede ham på kinden og nikkede til Ida. – Hej, Ida.
– Hej, Gerda.
– Hvor er mit barnebarn? – spurgte Gerda og så Freja, der gemte sig bag sin far.
– Her er jeg, – sagde Freja stille.
– Kom nu ind, – Gerda førte dem ind i stuen. – Hvordan går det? Thomas, ser du tynd ud?
– Nej, mor, jeg vejer det samme, – grinede Thomas. – Ida passer godt på mig.
– Godt. Hvordan klarer Freja sig i skolen?
– Fint, – mumlede Freja.
– Freja, svar ordenligt til mormor, – mindede Ida hende.
– Lad hende nu være, – viftede Gerda afværgende. – Børn er børn. Gustav fik en dårlig karakter i matematik i går. Lars var ved at hjælpe ham hele aftenen.
– Freja får topkarakterer i matematik, – sagde Thomas stolt.
– Flot, – sagde Gerda tørt. – Lars kommer forbi med Gustav senere. Gustav glæder sig til at se dig.
Ida så, hvordan Frejas ansigt blev bedrøvet. Hun forstod godt, at mormor glædede sig mere til den ene barnebarn end den anden.
– Mor, husker du, da Freja reciterede et digt til dig sidste måned? – spurgte Thomas.
– Ja, det var et godt digt, – nikkede Gerda.
– Vil du høre et nyt? – spurgte Freja forsigtigt.
– Ja, selvfølgelig.
Freja stillede sig midt i stuen og begyndte at fremsige et forårsdigt med klar stemme. Ida kunne se, hvor meget hendes datter anstrengte sig for at imponere sin mormor.
– Flot, – roste Gerda, da Freja var færdig. – Gå nu og vask hænder, så spiser vi.
Freja gik i baderummet, mens Ida hjalp til i køkkenet.
– Gerda, kan vi tale? – hviskede Ida.
– Om hvad?
– Om Freja. Hun mærker, at du behandler hende anderledes.
Gerdas ansigt stivnede.
– Jeg ved ikke, hvad du taler om.
– Jo, du ved det. Børn mærker alt. Freja græd i dag, fordi hun ikke ville besøge dig.
– Hvad gør jeg forkert? – Gerda vendte sig mod Ida. – Jeg giver hende mad, inviterer hende.
– Men du kan mærke forskellen. Når Gustav kommer, krammer og kysser du ham. Men Freja behandler du som en fremmed.
– Hun ER en fremmed! – råbte Gerda. – Hun er ikke mit barnebarn! Hun har sin egen bedstemor!
– Men Freja er ikke skyld i, at Thomas ikke er hendes biologiske far. Hun har været dit barnebarn i fem år. Thomas har adopteret hende!
– Det er bare papirer, – fnøs Gerda. – Blod er tykkere end vand. Gustav er mit rigtige barnebarn, hende her… er bare en plejedatter.
Ida følte en klump i halsen.
– Så du vil aldrig elske min datter?
– Hvorfor skulle jeg det? I må få jeres egne børn, så kan vi tale igen.
Lige da kom Freja ind i køkkenet.
– Mor, hvorfor siger mormor, at jeg er en plejedatter? – spurgte hun skælvende. – Jeg er hendes barnebarn!
Ida så, at Gerda rødmede.
– Freja, gå ind til far, – bad Ida.
– Jeg vil vide, hvorfor mormor ikke kan lide mig!
– Freja, jeg elsker dig, – prøvede Gerda.
– Det gør du ej! Du kalder mig plejedatter!
Freja løb grædende ud. Ida gav Gerda et vredt blik og fulgte efter.
I stuen sad Freja og græd ved siden af Thomas. Han strøg hende over håret.
– Hvad skete der?
– Din mor kalder Freja for plejedatter, – sagde Ida skarpt.
Thomas blev hvid som et lagen.
– Mor, er det sandt?
Gerda kom ud med et skyldigt udtryk.
– Thomas, det var ikke meningen…
– Mormor sagde, jegFreja smiled through her tears as Gerda suddenly knelt down and hugged her tightly, whispering, “Undskyld, min skat – du er lige så meget min barnebarn som Gustav, og det lover jeg at vise dig hver dag fra nu af.”
