**Dagbogsnotat – En bitter lære om tillid og familie**
“Du er helt væk, Mads! Det er mit værelse!” Holger Knudsen stod i døren med nøglerne klemt i hånden og kunne næsten ikke tro sine egne øjne.
“Det var dit, onkel Holger,” svarede drejen uden at kigge op fra sin telefon, mens han lå og slapede på sofaen. “Nu er det mit. Mor sagde det.”
“Hvad for en mor?!” eksploderede Holger. “Jeg er ikke din onkel! Hvor er min seng? Hvor er mine ting?”
Mads trak bare på skuldrene og fortsatte med at glo på skærmen.
“Sengen er på altanen, og dine ting er pakket ned. Mor siger, der er plads nok til dig derude.”
Holger mærkede, hvordan jorden gik væk under ham. Han havde boet i denne lejlighed i tyve år – dette værelse var hans tilflugtssted, hans fæstning. Og nu tog en attenårig frækstikker her ved, som om han ejede stedet.
“Lise!” råbte han og gik mod køkkenet. “Lise, kom her nu!”
Hans kone kom ud fra køkkenet og tørrede sine hænder i et viskestykke. Der var ikke en sky af skyld i hendes blik.
“Hvad er der galt, Holger? Hvorfor skriger du?”
“Hvad der er galt?!” Holgers hænder rystede af vrede. “Din søn har taget mit værelse! Mine ting er smidt på altanen! Hvad er det for noget vanvid?”
“Holger, tag det roligt,” sagde Lise med en fast stemme, der ikke lod sig rokke. “Mads er startet på universitetet, han har brug for et sted at studere. Du kan godt sove på altanen – jeg har gjort det hyggeligt.”
“På altanen?!” Holger stirrede vantro. “Lise, er du blevet skør? Det er min lejlighed! Jeg er skrevet her, jeg bor her!”
“Vores lejlighed,” rettede hun. “Og Mads bor her nu. Permanent.”
Holger sank ned på en stol. Da han for to år siden giftede sig med Lise, havde hun fortalt, at hun havde en søn, der boede hos sin far. Drengen kom indimellem på besøg, opførte sig ordentligt og generede ingen. Holger havde endda troet, de kunne blive venner.
“Hvorfor fortalte du mig ikke noget?” spurgte han træt.
“Hvad var der at sige?” Lise satte sig over for ham. “Mads er voksen – han har brug for sit eget rum. Du må tilpasse dig.”
“Tilpasse mig…” gentog Holger. “Lise, jeg arbejder skiftehold. Jeg har brug for ordentlig søvn. Det er koldt på altanen om vinteren og ulideligt varmt om sommeren.”
“Du vænner dig til det. Mads er en sød dreng – han vil ikke genere dig.”
Holger så på sin kone. For to år siden var hun blevet hans redning. Efter årevis af ensomhed, efter skilsmissen fra sin første kone, der tog deres datter med til en anden by, var Lise blevet en frisk pust. En smuk kvinde på femogfyrre, bogholder af profession, med et varmt sind og en evne til at lave lækker mad. De mødtes i en park, hvor Lise fodrede duerne, mens Holger læste avisen på en bænk.
“Jeg har en søn,” havde hun sagt dengMen nu føltes det, som om alt det de havde bygget op, var blevet fejet væk i en vindstød af egoisme og utaknemmelighed, og Holger gik tavst ud i den kolde aften uden at vende sig om.
