**Han er den eneste, der forstår mig**
“Hvad har vi til frokost?” spurgte Erik og snusede i luften. “Laver du noget?”
“Ja, jeg bager nogle kager til Lord. Med kalkun og havregryn,” svarede Ida stolt og trak bagepladen ud. “Han har det svært lige nu. Han skifter pels, er ved at blive klippet, og humøret skifter hele tiden. Jeg tænkte, jeg ville forkæle ham lidt.”
Ida dansede omkring bordet i en kort morgenkåbe i cremefarve. Ved hendes fødder sprang Lord – en lille, fluffy spids med øjne som en trofast kultmedlem. Han gøede og peb af begejstring.
Erik delte ikke deres entusiasme. Han havde skyndt sig hjem fra arbejde for at spise frokost, men det lød til, at kun Lord skulle have en god frokost i dag.
“Ja, fantastisk,” mumlede han. “Hvad har *vi* så at spise?”
“Jeg ved ikke… Du kan lave dig en omelet. Eller vi kan bestille noget. Du sagde selv, du var ligeglad.”
Han protesterede ikke. For det havde han faktisk sagt. At skændes om mad virkede simpelthen for småligt.
Ida havde fået Lord længe før hun mødte Erik. Da hun var nitten, døde hendes mor. Hendes far vidste ikke, hvordan han skulle trøste hende, så han kom hjem med en hvalp.
Fra det øjeblik blev Lord midtpunktet i hendes liv. Da hun flyttede sammen med Erik – eller rettere, insisterede på at få lov til at flytte ind i hans to-værelses lejlighed i København – kom Lord selvfølgelig med. Bogstaveligt talt. I en kæmpe transportbure på forsædet af taxaen, tæt på varmen, så han ikke frygtede.
Erik havde ikke protesteret. Dengang syntes han, det var sødt, hvordan hun talte til hunden, hvordan hun passede på den. Men tre år senere begyndte den rørende kærlighed at ligne en sygelig afhængighed. Og den inkluderede desværre ikke andre.
Erik spiste tavst instantnudler, mens han stod ved vasken. Kirsten dukkede op næsten til tiden. Det var som om, hun kunne fornemme, hvad der foregik i sønnes familie. Hun kom ind med en pose, hvor der lå en suppebøtte, en pakke skyr og en nøje indpakket kyllingebryst.
“Nå, hvordan går det med de unge?” spurgte hun muntert fra dørtrinnet.
“Alt er fint, mor. Ida bager nogle kager til Lord.”
“Åh, Lord igen. Jamen, det er bedre end hvis det var til gæster. Jeg kom engang til at smage hans ‘delikatesser’,” sagde hun med en spøg, der gemte på en dråbe gift.
Ida lod ikke til at forstå antydningen. Hun trådte til side for sin svigermor og smilede strålende.
“Vi har kager med kalkun i dag! Vil I ikke prøve? De er uden lever, det er en anden opskrift.”
“Nej tak. Jeg har bagt kylling i morges. Til *mennesker*,” svarede Kirsten og gik direkte hen til køleskabet.
Hendes erfaringe blik fejede over indholdet. Hylden med yoghurt, en mælkekarton og en marmeladeglas. Det samme, hun havde givet dem for et halvt år siden.
Men på en separat hylde stod der omhyggeligt arrangeret beholdere med mad til Lord. Med etiketter og hjerter tegnet på farvestrålende klistermærker.
“Ja ja, Lord er vigtigst,” mumlede Kirsten og smækkede døren.
Erik sukkede og gik mod døren. For tidligt, sulten, med en tung mave. Han forsøgte stadig at overbevise sig selv om, at det bare var småting, at det nok skulle gå. Men noget føltes forkert.
Der gik et år. Meget ændrede sig. For det første kom der en ny i familien. Ida fødte en lille dreng, Magnus. I starten håbede bedstemoren, at nu ville alt komme på rette spor i svigerdatterens liv.
Men virkeligheden gav Kirsten en kold douche.
Hun hørte skrigene allerede på trappen. Lange, hulkende, desperate. Børneskrig.
“Hvad foregår der her?!” råbte hun og skyndte sig forbi svigerdatteren.
Da Kirsten kom ind i soveværelset, faldt hendes hjerte i jorden. Magnus lå i sengen, rød i hovedet af gråd, med tårevådt ansigt. Bleen under ham var sammenkrøllet. Men det værste var, at Lord lå ved siden af ham. Han slikkede drengens ansigt, som om han prøvede at trøste.
“Er du sindssyg?!” råbte Kirsten og greb hunden i nakken.
Lord snerrede og kæmpede imod. Ida skyndte sig ind med et utilfreds udtryk og sammenbidte læber. Da hun så situationen, rev hun hunden ud af Kirstens hænder og holdt den tæt ind til sig.
“Hvorfor råber du sådan? Han prøvede bare at trøste ham! Stakkels Lord har haft en hård dag! Han fik vaccine i dag,” sagde Ida og dækkede Lord med hænderne. “Du skræmte ham!”
“*Han* er stakkels?!” Kirsten var ved at tabe pusten af forargelse. “Og hvad med barnet? Synger han, eller hvad?”
Ida rullede med øjnene og gik modstræbende hen til sin søn. Hun så på ham med en træt ligegyldighed, vendte sig om og gik ud i køkkenet.
“Jeg varmer lige en flaske op til ham.”
Kirsten tog barnet op. Bleen var gennemblødt. På gulvet lå en tom flaske. Måske en reserve. Sutten havde bidmærker. Magnus havde ingen tænder endnu…
Det kunne kun være Lord. Medmindre Ida selv havde tygget på sutten. Kirsten ville ikke blive overrasket over noget nu.
Hun tog drengen og gik ud i køkkenet, hvor Ida blandede mælkeerstatning. Ida bevægede sig langsomt, dovent. Magnus gispede stadig bag hende, men hun vendte sig ikke engang om.
“Hvorfor får han ikke bryst?” spurgte Kirsten strengt.
“Skal jeg amme ham? Sidde på de der diæter? Tak, jeg har hørt nok. Man må ikke spise kål, ost, mandariner… Nej tak. Jeg elsker også mig selv.”
“Og ham – ikke?” sagde Kirsten med kold foragt.
Ida vendte sig langsomt om. Hendes pupiller var smalle, hænderne knyttede. Lord gned sig op ad hendes ben, men det beroligede hende ikke.
“Hør her. Du kommer ind i *mit* hjem med en masse beskyldninger. Skal du også fortælle mig, hvordan jeg skal leve?”
“Jeg kom, fordi min barnebarn skriger, og du, efter lugten at dømme, laver grød til din *Lord*! Er du mor eller hvad?”
Ida smed flasken i vasken med et brag. Lord gispede og krøb sammen under bordet.
“Hvem tror du, du er, at bestemme over mig?! Det her er mit hjem, mit barn og min Lord!”
“Lord er åbenbart nummer et hos dig! Du er sygErik tog Magnus med ud i sollyset, og for første gang i lang tid føltes det, som om noget endelig var på rette spor.
