“Ring efter en ambulance,” lød en stemme i hovedet på Lasse, og han så sig forvirret omkring.
Denne historie fortalte en bekendt mig.
Ofte sker det, at nogen fortæller os om et mirakel, de har oplevet, og vi tror dem ikke. Vi nikker høfligt, men tænker inderst inde, at det ikke kan passe. Fantasier, drømme eller ønsketænkning. Hvorfor skulle mirakler ske? Hvorfor engle? Hvorfor Gud? Det må være gammelkællingeri, man ikke bør tro på.
Og hvor skulle miraklerne komme fra i vores digitale, travle århundrede? Hvorfor skulle én mærkelig fyr opleve et mirakel, mens alle andre ikke gør? Hvis det skete for mig, kunne jeg måske tro på det.
Sådan tænkte den 28-årige Lasse. Han boede sammen med sin mor, Gerda. Hans far døde, da Lasse var ti. Han havde ikke travlt med at blive gift. Han datede en sød pige ved navn Freja. Først ville han købe en lejlighed, så han kunne tage sin kommende kone med derind. To kvinder på et lille køkken? Nej tak. Leje? Hvorfor skynde sig? Og han ville heller ikke lade sin mor bo alene.
En gammeldags fyr efter moderne standarder. Han arbejdede med IT, eller som han selv sagde: “Jeg sidder bare og glor på en skærm.” En dag ringede hans mor midt på arbejdsdagen. Hun ringede aldrig uden grund. Hvis hun tog telefonen, var der noget galt. Så Lasse svarede straks.
“Lasse,” sagde hun med en svag, grædefærdig stemme. “Jeg har brækket benet. Det gør så ondt, jeg kan ikke røre mig.”
“Hvor er du?” Han sprang op fra stolen.
“Jeg ligger ved Netto. Ambulancen er allerede på vej. Jeg ringede bare for at fortælle dig det, man ved aldrig…”
“Mor, jeg kommer!” Lasse skyndte sig ud af døren.
Da han var i bilen, ringede telefonen igen. Gerda fortalte, at hun blev kørt til regionshospitalet. Lasse vendte bilen og kørte den anden vej. Da han nåede frem, var hun allerede i operationsstuen. Han sad i gangen i flere timer og ventede.
“Kom igen i morgen, når hun er på stuen,” sagde kirurgen, da operationen var slut.
Solen var ved at gå ned, da Lasse forlod hospitalet. På vejen hjem stoppede han i en butik for at købe juice og frugt til sin mor. Da han gik ud, lagde han mærke til en kvinde, der vaklede forbi. Han undrede sig over, hvordan en velklædt dame i den alder kunne være så fuld. Han nåede sin bil, men så hende vakle igen.
Pludselig standsede hun, rakte hånden ud som for at støtte sig til noget, men fandt intet, vaklede og faldt om på asfalten. Lasse tøvede ikke – han løb hen til hende.
Han satte posen fra sig, knælede ned og ruskede hende forsigtigt. Inget svar. Han bøjede sig ned og snusede, men lugtede ingen alkohol. Hvad nu? Han havde ingen medicinsk viden. Aldrig været alvorligt syg. Og der var ingen andre i nærheden.
“Hører du mig? Har du det dårligt?” Han gav hende et par lette klaps, men ingen reaktion.
“Det hjælper ikke. Ring efter en ambulance og løft hendes hoved lidt,” lød en stemme i hans hoved så tydeligt, at han kiggede sig omkring.
Men der var ingen. Kun en mand med en lille hund i det fjerne. For langt væk til, at Lasse kunne have hørt ham. Kvinden lå bevidstløs – hun kunne ikke have sagt noget.
Lasse tog telefonen frem og ringede til ambulancen.
“Sig, det er et slagtilfælde. De skal skynde sig,” sagde stemmen igen.
Lasse kiggede sig omkring igen. Han gentog ordene til ambulancen og bad dem komme hurtigt. Han forsøgte at overbevise sig selv om, at det bare var hans egen indre stemme.
“Godt, nu skal du løfte hendes hoved. Forsigtigt,” instruerede stemmen.
Men der var ikke noget at lægge under. Lasse tog sin trøje af, foldede den sammen og lagde den under hendes hoved. Så ventede han, mens han inderst inde bad om, at ambulancen ville komme snart.
“Gnid hendes ører godt,” sagde stemmen pludselig.
Lasse begyndte at gnubbe hendes ører, indtil de blev helt røde. Måske hjalp det, for lige da ambulancens sirener lød, begyndte hun at røre sig.
“Tak gud, hun kommer til sig selv.” Lasse sukkede lettet.
To kvinder kom ud fra butikken og begyndte at stille spørgsmål og give råd. Snart var der en lille folkemængde.
Ambulancen ankom, lægerne sprang ud, undersøgte kvinden, løftede hende forsigtigt på en båre og kørte væk.
“Var det et slagtilfælde?” spurgte Lasse en af lægerne.
“Ja. Er du læge?”
“Nej, jeg… ringede bare efter hjælp.”
“Du gjorde det helt rigtige, især at løfte hendes hoved. Forhåbentlig er hun kommet til i tide,” sagde lægen, før han steg ind i bilen.
“Hvilket hospital kører I hende til?” råbte Lasse.
“Regionshospitalet,” svarede lægen, smækkede døren, og ambulancen kørte væk med blå blink.
Der var ikke mere at se, så folk gik hver til sit. Lasse rystede sin trøje af og tog den på igen. Han ledte efter posen med frugt og juice til sin mor. Men den var væk. “Nogen må have taget den. Det gør ikke noget, jeg køber bare mere i morgen,” tænkte han og gik til sin bil.
Derhjemme spiste han ikke engang. Han tænkte kun på, hvad der lige var sket. Hvem talte i hans hoved? Selvom man altid taler med sig selv, var det aldrig sket sådan før. Normalt handlede han først og tænkte bagefter.
Og i sådanne situationer var hans tanker alt kaotiske, ikke klare nok til at guide ham. Han kunne aldrig have diagnosticeret et slagtilfælde på stedet. Han havde hørt om det, men vidste ikke, hvad det var. Hvis han fortalte nogen om det, ville de tro, han var blevet skør.
Lasse lå i mørket og prøvede at få den fremmede stemme tilbage. Men der skete intet. Kun hans egne tanker, som han gentog for sig selv. Men ude på gaden havde stemmen været tydelig, uden forudgående tanker. “Jeg er ved at blive sindssyg. Jeg hører stemmer,” grinede han for sig selv. Ingen svarede.
“Måske var det kvinden. Var hun måske clairvoyant eller en heks?” Med denne logiske konklusion faldt han endelig i søvn.
Næste dag besøgte han sin mor på hospitalet. Hun var glad, men undrede sig stadig over, hvordan hun kunne brække benet uden at falde særlig hårdt.
“Nu må du selv lave mad, Lasse. Spis i kantinen eller på en café. Jeg kender dig – du lever af rugbrødsmadder. Hvad spiste du”Nogle måneder senere, da Lasse og Freja flyttede ind i deres nye lejlighed, fik han en kort besked fra sygehuset: Annes tilstand var blevet markant bedre, og hendes søn Mikael var nu helt rask, en virkelighed som ingen af dem helt kunne forklare, men som de alle taknemmeligt modtog.”
