**Min danske dagbog**
Musikken stoppede, og salen blev stille. Lene kunne kun høre sin egen vejrtrækning. Pludselig blev stilheden brudt af en enkelt klapsalve, og i næste øjeblik blev hun overdøvet af en storm af bifald. Publikum rejste sig, mange med tårer i øjnene.
Lene vekslede et blik med Anton. Han bøjede sig ned og kyssede hende. På hans læber kunne hun smage saltet fra hendes tårer. Bifaldet døde langsomt bort, og tilskuerne begyndte at forlade salen. Anton skubbede hendes kørestol mod udgangen.
“Er du træt?”
“Nej. Jeg er lykkelig! Tak!” hun grinede gennem tårerne.
***
Lene lavede aftensmad og kiggede på uret. Snart ville Dennis komme hjem. Hun satte vandet over og skar hurtigt grøntsager til salaten. Et blik på uret igen. **”Han er forsinket. Skal jeg ringe? Nej. Han siger bare, at jeg igen opfinder utroskab ud af ingenting, at jeg overtænker det. Jeg ønsker så inderligt at tro på ham. Men jeg kan ikke. Ikke længere.”** Hendes hænder dirrede af lyst til at tage telefonen og ringe. **”Mon han gør det igen?”**
Hun klemte så hårdt om knivens håndtag, at knoglerne blev hvide. Så åbnede hun hånden, og kniven faldt med en metallisk lyd ned på bordet. Lene stirrede på uret, hvis visere kun langsomt bevægede sig, som om de testede hendes tålmodighed. Endelig gav hun op og ringede til sin mand. **”Kom nu, svar dog. Sig bare, at du er på vej,”** bad hun, mens den uendelige ringeton drillede hende.
Hun kastede telefonen fra sig. Den gled hen over bordet og stoppede lige ved kanten. **”Rolig nu. Bliv ikke sindssyg. Han kommer snart…”** forsøgte hun at berolige sig selv.
Dennis kom hjem ved ettiden. Lene var faldet i grådfuld søvn, men vækkede ved lyden af nøglen i døren. En lysstribe skar gennem entrén. Hun rejste sig og åbnede døren med et ryk. Dennis stod midt i at tage skoene af og fór sammen.
“Av, du skræmte mig. Hvorfor er du ikke i seng?”
“Jeg vil se dig i øjnene. Du lovede ikke at mødes med hende igen…”
“Stop nu. Jeg var bare med drengene og så fodbold, drak nogle øl…”
“Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke,” afbrød Lene ham med hæs stemme. “Jeg orker ikke at vente og lytte efter dine fodtrin længere. Det er slut.” Hun holdt om sin mave og gik tilbage til soveværelset, som om hun ikke havde kræfter til at rejse sig op.
Lene krøllede sig sammen på sengen og græd.
“Lene, jeg er også træt af din jaloux. Jeg sagde jo, jeg var med drengene…” Dennis gik hen til sengen men rørte hende ikke.
“Kunne du ikke ringe? Telefonens batteri døde vel igen? Jeg er træt af dine undskyldninger. Du lugter slet ikke af øl,” gispede Lene. Hun sprang op og stormede ud i entrén.
Først da gik det op for Dennis, hvad hun ville. Lene fandt hans telefon i jakkelommen og stirrede på den oplyste skærm.
“Giv mig den!” Han greb efter den, men hun holdt den væk.
“**”Kære, er du kommet hjem? Har din kone allerede stået skrigende foran dig eller venter hun til i morgen?”** læste hun med en syrlig sød stemme. **”Hvilken af dine venner kalder dig ‘kære’?”**
Dennis forsøgte igen at tage telefonen, men Lene gav den selv til ham. Hun skubbede ham væk, gik forbi ham og begyndte at tage tøj på.
“Skriv til hende, at du er fri. Jeg tager til min mor. I morgen må du og dine ting være væk herfra.”
“Stop nu, Lene. Det er midt om natten. Okay, jeg var ikke med drengene…” Han tav brat.
Lenes ansigt fortrak sig, som om hun stirrede på en modbydelig rotte.
“Hvad mangler du?” hviskede hun og bøjede sig sammen, som om maven gjorde ondt. “Jeg kan ikke mere. Jeg bliver ikke et sekund længere.”
Hun tog sin taske og gik ud. Dennis stoppede hende ikke. Udenfor ringede hun efter en taxi og så til sin mor.
“I skal ikke starte igen! Jeg advarede dig om ikke at tro på hans løfter,” sagde moren i røret.
“Lad være, mor. Vi taler senere.” Lene afbrød opkaldet.
Men hun nåede aldrig til sin mor. Taxien kørte gennem den tomme by, da en spirituskører fra en sidegade pløjede ind i den. Slaget ramte Lenes side.
Dennis besøgte hende hver dag på hospitalet, da hun kom ud af intensiv. Han følte skyld. Hvis bare han ikke havde givet efter for Kirstens ønske om at blive længere, måske var skænderiet ikke opstået, og Lene ville ikke have taget den taxi…
Lægerne sagde, hun med tiden ville komme sig, men efter et halvt år, så et helt, var håbet væk. Hun skulle bruge kørestol resten af livet.
Dennis blev hos hende. Lenes mor hjalp med huset. Men hvor længe kunne en ung mand passe en invalid? Nogle gør det, men Dennis, vant til at få sin vilje, med en elskerinde der lokkede, opgav til sidst. Skyldfølelsen blev for meget. Han forlod hende.
Depressionen tog over. Lene overvejede at ende det – piller eller at kaste sig ud fra altanen. Men døren var smal. Selv hvis hun kom ud, kunne hun vel ikke hæve sig over rækværket? Piller var bedre… Men moren lod hende aldrig være alene.
En dag spadserede de i parken. Moren skubbede kørestolen, da hjulet faldt i et hul. Et skub fik det fri, men kørestolen væltede næsten. En fremmed mand greb ind.
“Tak! Gud sendte dig,” sagde moren og gnubede sit bryst.
“Lad mig hjælpe jer hjem,” tilbød han og skubbede kørestolen med øvet hånd.
“Har du erfaring?” spurgte moren.
“Ja, jeg kørte andre sårede hjem fra hospitalet,” svarede han.
Manden, Anton, fortalte sin historie: skudt i tjeneste, erklæret død, en mor der døde af chok, en kone der forlod ham. Selvmordstanken strejfede ham, men noget holdt ham tilbage.
Lene lyttede. Hendes situation var bedre end hans – hun havde i det mindste sin mor.
Anton begyndte at hjælpe dem. En dag fortalte Lene ham:
“Jeg drømte altid om at danse. Nu bliver det kun en drøm.”
Han sagde intet, men to uger senere tog han hende med til en dansesal. En danser fik lov at dreje hendes kørestol til musikken.
Salen brød ud i klapsalver.
Vi tror altid, Men i det øjeblik, mens hun følte musikken gennem kørestolens bevægelser, forstod hun, at livet – på sin egen måde – stadig dansede videre.
