**Dagbog**
“Så jeg skal ikke inviteres til brylluppet, min datter? Skammer du dig over mig?”
Mette forelskede sig i sin klassekammerat Lars i sidste skoleår. Han var bare en almindelig, diskret dreng. Men efter sommerferien blev han pludselig højere og fik brede skuldre. En dag under idrætstimerne vred Mette foden. Lars bar hende på sine arme til skolens sygestue. Hun trykkede sig ind til ham og opdagede pludselig, hvor stærk og smuk han var.
Fra det øjeblik var de uadskillelige. Om foråret opdagede Mette, at hun var gravid. Efter eksamen giftede de sig. Lars valgte ikke at studere videre, men tog i stedet et job på en byggeplads. Lige før nytår fødte Mette en lille pige, som de kaldte Freja. Lars hjalp sin unge kone: han gik tur med datteren, mens Mette vaskede, lavede mad eller bare sov ud. Om foråret tog han i militæret.
Men så ramte en ny ulykke – hendes far forlod pludselig hendes mor for en anden kvinde. Moren kunne ikke klare det. Hun langsomt gik i sig selv, mistede lysten til livet. De opdagede, at hun havde en aggressiv kræfttype, og to måneder senere døde hun. Mette stod alene tilbage med den lille. Hendes svigermor kom engang imellem, bebrejdede hende, at hun havde ladet sig selv og hjemmet gå, men tilbød ingen hjælp.
En ældre nabo tog sig af Mette. Hun bad hende om at gøre rent og handle ind for en lille betaling. Samtidig passede hun også Freja.
Mette kæmpede for at overleve. Endelig kom Lars hjem fra militæret. Men han kom kun for at sige, at deres ægteskab havde været en fejl, at deres barnlige forelskelse var forbi, og at de i deres ungdom havde begået dumheder. Han bebrejdede hende for at have bundet ham med sin graviditet. Han ville studere videre.
Mette stod alene med den lille Freja. Ingen at klage til, ingen at bede om hjælp eller græde hos. Hun sled sig selv op for at opdrage datteren alene. Og Freja blev en smuk og dygtig pige. Der var ikke mangel på drenge, der var interesserede i hende. Men Freja afviste dem alle.
“Kan du ikke lide nogen?” spurgte Mette.
“Hvorfor ikke? Jo, jeg kan godt lide Peter. Magnus er også okay. Men de er ligesom os. Deres forældre lever fra lønseddel til lønseddel. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke leve hele mit liv i fattigdom. Jeg er smuk, og smukhed har en værdi.”
“Smukhed forsvinder hurtigt, min skat. Jeg var også smuk engang, men se, hvad der er blevet af mig. Efter jeg fik dig, forsvandt det hele.”
“Hvorfor sammenligner du mig med dig, mor? Jeg har ikke tænkt mig at få børn, i hvert fald ikke lige nu. Først skal jeg giftes med en rig og velhavende mand,” afbrød Freja.
“Hvor skal du dog finde ham her i vores lille by? Der er flere fingre på én hånd, end der er rige. Og penge gør ikke lykkelig. De rige gifter sig kun inden for deres egen sfære. De vil aldrig se på en som dig,” forklarede Mette.
“Jeg har ikke tænkt mig at blive her. Når jeg er færdig med skolen, tager jeg til København. Der er flere muligheder der. Forresten, mor, jeg har brug for en ny kjole. Og nogle sko. Og jeg har set en trendy frakke i en butik. Jeg kan ikke tage afsted i dette pjank.” Freja pegede på den smukke kjole, som Mette havde sparet op til i månedsvis.
Så Mette tog endnu et arbejde. Hun kom hjem udmattet og faldt direkte i seng. Hun nægtede sig selv alt, bare Freja kunne få, hvad de andre havde. Naboerne roste Mette for at have opdraget en så dygtig og smuk datter alene. Mette var stolt, men sagde ikke noget om, hvad det havde kostet hende. De blev mere og mere fremmede for hinanden, selv om de boede under samme tag.
Da skolen var slut, tog Freja til København og tog de sidste penge, moren havde. Hun blev optaget på universitetet. Hun ringede sjældent hjem, og når Mette ringede, svarede hun kort, at alt var fint, hun havde travlt med studierne og bad om flere penge. I hele studieperioden var hun ikke hjemme i mere end to uger. På sidste år kom hun pludselig hjem midt i semestret.
“Mor, jeg skal giftes. Frederiks far er forretningsmand. De bor i et stort hus. Jeg har fået kørekort. Efter brylluppet køber Frederik en bil til mig…” Freja fortalte begejstret. Mette var glad for at se, at datteren havde det godt.
“Jeg er så glad for dig, min skat. Hvornår skal jeg møde din forlovede? Jeg har ikke noget at tage på til brylluppet. Det er okay, jeg kan bede Lene fra femte etage om at sy en kjole til mig. Hun arbejder i et atelier. Hvornår er det? Jeg håber, der er tid nok.” Mette blev nervøs.
Freja så væk og tøvede.
“Mor, jeg har fortalt Frederiks forældre, at du bor i udlandet og ikke kan komme,” sagde Freja forsigtigt, men da hun så morens forbløffede ansigt, blev hun vred. “Jeg kunne ikke bare sige, at du er en rengøringsassistent, at vi er fattige. Frederiks forældre ville ikke forstå det, og så ville der slet ikke være noget bryllup. Hvorfor fatter du det ikke?”
“Så jeg skal ikke inviteres? Skammer du dig over mig?” spurgte Mette dybt såret. “Hvordan kan det være? Det er ikke pænt. HvadMette tog en dyb indånding og sagde stille: “Jeg har altid elsket dig, Freja, men nu må du selv finde vejen, for jeg har også brug for at leve mit liv.”
