Lars gik ud af kontoret. Det lave, grå himmelhvælv hængt tungt over København, som om det prøvede at mase byen flad. Kun spirerne på Vor Frelsers Kirke stak trodsigt op gennem det grå slør.
En let, prikkende regn kildrede hans kinder, mens han gik mod bilen. I kabinen af hans Ford hang der en svag duft af bilspray. Lars lagde hænderne på rattet og nød et øjebliks ro, glad for at have hentet bilen fra værkstedet til frokost. Ikke noget med at våde i regnen eller proppe sig ind i en propfyldt bus.
Tændingen knirkede, og radioen brølede en irriterende popsang. Lars skruede ned. “Hjemad!” beordrede han sig selv og svingede ud på H.C. Andersens Boulevard. Fingrene trommede mod rattet i takt.
Fredag. Og fredag aften var der tradition for bytur med drengene – en lille ugentlig frigørelse. Hvad ellers skulle en ung, fri mand uden børn, ægteskab og andre kedelige forpligtelser lave?
Lejligheden mødte ham med stilhed. Allerede fra døren så Lars, at skabet stod på vid gab. En ubehagelig fornemmelse gnavede i ham. Han sparkede skoene af og listede i sokker ind i soveværelset. Han vidste godt, hvad han ville finde. Mellem hans skjorter og jakker dinglede tomme bøjler, hvor Lærkes kjoler og bluser før havde hængt.
Væk. De havde skændtes ofte det sidste stykke tid, men altid fundet sammen igen. Hun havde ringet til ham på arbejde og sagt, hun ikke ville med i byen. Så blev han distraheret, hentede bilen… “Er hun sur over, at jeg ikke ringede tilbage? Er det virkelig en grund til at gå?” tænkte Lars. “Nej. Hun har planlagt det. Efterladt skabet åbent, så jeg straks mærker tomheden og skyldfølelsen. Efter manuskriptet skulle der ligge et brev med anklager og et dramatisk farvel.” Han kiggede sig omkring.
De havde boet sammen i et halvt år. Lærke passede ham fint: sjov, smuk, moderat drama-dronning. Så var det ham, der ikke levede op til forventningerne. Hun var begyndt at snakke om bryllup, bryllupsrejse… Han afvæbnede det med vittigheder. Selvfølgelig. Hun ventede ikke længere og tog sagen i egen hånd. Tænkte nok, han ville ringe, bønfalde hende om at komme tilbage…
Lars indså, at det var præcis, hvad han havde lyst til lige nu. Han tastede Lærkes nummer, men telefonen var slukket. Han smækkede den ned på sofaen.
Han forestillede sig hende, balancerende på et ben ved vasken, mens hun skrællede kartofler… Han ville have hende tilbage, nu. Han slaskede ud i køkkenet. I vasken stod morgenmads-tallerkener og kopper. Ved siden af – en tom flaske rosévin. “Så hun tøvede, tvivlede.” Det fik ham til at smile. Han vaskede op. Flasken skubbede han ned i den overfyldte skraldepose.
Lærke hadede snavset service. Det måtte være for hans skyld – en pedagogisk øvelse. Så han forstod, hvor hårdt det ville være alene: selv tømme skraldet, vaske op… Skuespiller! Netop derfor havde han elsket hende. Selvom han kun sagde det i starten.
En seddel stak ud under en køleskabsmagnet: *”Jeg er taget. Jeg er ikke sikker på, vi skal fortsætte.”* Sådan. Ingen forklaring, ingen underskrift.
Og han havde allerede kigget på en ring. Ventede bare på lønsedlen og det perfekte øjeblik til at få hele venneflokken som publikum, når han faldt på knæ.
*”Hvis en pige går, så er det for det bedste”* sang han halvhjertet efter en gammel dansk melodi. I den stille køkken lød det både falsk og trist. “Hun kommer tilbage. Jeg er også stolt. Jeg ringer ikke. Lad hende lide.” Lars greb skraldespanden og gik ned.
Da han kom tilbage, hørte han mobilen skingre fra sofaen. Han styrtede hen. Ukendt nummer. Ignorere? Hvad nu, hvis det var Lærke?
“Ja?” svarede han.
“Jens, hej.” Lars’ hjerte sprang et slag. *Lærke?* “Det er mig, Mette. Jeg turde ikke ringe før… Du lovede mig ingenting, men…”
“Hvem? Mette?” Han lagde knap nok mærke til, at hun kaldte ham Jens.
“Kender du mig ikke mere? Så er der ikke mere at sige.” *Klik.*
“Satans også,” bandte han højt.
Han så de mudrede fodspor på tæppet og bande igen. Så ringede telefonen.
“Jens, jeg ville bare sige…”
“Jeg hedder Lars. Forkert nummer,” forklarede han irritabelt.
“Du løj for mig? Hvorfor? Du gav mig dit nummer!” Hun læste hans telefonnummer op.
“Jeg hedder Lars. Har gjort det i 26 år. Og jeg gav dig ikke mit nummer.”
“Jeg skulle ikke have ringet…”
“Nej, nu holder du. Hvis du ringer, så sig hvorfor.” Men hun var allerede væk.
*”Ikke flere opkald.”* Han slukkede lyden, men ikke telefonen. Et lille håb: at Lærke måske ringede og forklarede sig.
Telefonen vibrerede.
“Mette! Hvad vil du?”
“Undskyld…” Stemmen lød svag, som om hun græd eller… “Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg troede, der var noget imellem os… Det er ikke din skyld…”
*”Hvad er ikke min skyld?!”* råbte han ind i tomrummet.
Var det bare ham, eller lød Mette søvnig? Og hvad var det, der plaskede i hovedtelefonerne? “Jeg selv… det er ikke din skyld…” Sådan lød det, når folk… *Nej.*
Han ringede til sin ven, Jens – byens største kvindebedårer.
“Skal du alligevel med i byen? Kom nu!” skreg Jens over larmen.
“Jens, hvorfor gav du Mette mit nummer?”
“Kender ingen Mette,” svarede han uforstående. Musikken blev svagere, som om han gik ud. “Nåh, ja! En gang for længe siden. Flot pige. Par nætter…”
*”Hvor?* Har du været hjemme hos hende? Giv mig adressen!”
“Vil du være Lærke utro? Endelig!” Jens lo. “Men dårlig timing…”
“Der er sket noget. *Hvor* bor hun?”
“Øh… Vesterbrogade? Ny bygning. Men hun bor i den gamle fem-etagers ved siden af.”
“Hvilken lejlighed?”
“Aner det ikke. Anden sal, tror jeg. Over for trappen.”
“Godt. Tag en taxa. Mød mig der. *Løb!*”
Det våde asfalt glinsede i lygterne. Fredag aften, få biler. Lars kørte hurtigt. Den høje bygning knejsede over de gamle huse som en aristHan standsede uden for den gamle bygning, tog en dyb indånding og vidste, at denne aften ville ændre alt – ikke fordi han var helten, men fordi han endelig havde lært at lytte.
