Lad dem tro, at jeg er ufattelig heldig i livet.
Mette hadede sit navn, og endnu mere sit efternavn – Pølsegaard. Børn er, som bekendt, ubarmhjertige over for deres jævnaldrende. Allerede fra første klasse hængte kælenavnet “Pølse” fast på Mette.
Hun betragtede sig selv i spejlet og drømte om at have lange, lyse hår som Victoria Nielsen, de lange ben som Lærke Møller, eller i det mindste hippe forældre som den grimme dårlige elev Sofie Bjerregård, hvis chauffør hentede hende i skolen i en Audi. “Hvorfor giftede mor sig med en mand med sådan et forfærdeligt efternavn? Hun kunne have tænkt på, hvordan jeg ville have det. Jeg gifter mig kun med en mand med et normalt efternavn, eller bedre endnu – et udenlandsk,” tænkte hun.
Hun irriterede sig over sit krøllede, mørke hår, der altid strittede i alle retninger under hue og hårnåle. De lysegrå øjne mod den olivenfarvede hud så mystiske og fængslende ud. Men selv dem kunne Mette ikke lide.
Mor arbejdede som bogholder på sygehuset, og far kørte bus. Der var altid for få penge hjemme. Far sparede op til en bil, så han holdt omhyggeligt øje med, at ikke en eneste øre blev spildt. “Der er ingen grund til at pynte sig, det er spild af tid,” knurrede han, hvis han opdagede en ny ting på datteren. Ofte måtte hun gå i sin kusines gamle tøj. Nye ting fik hun kun, hvis de ikke passede kusinen. Hvor var hun træt af det hele. Hvis bare hun havde normale forældre, ville ingen kalde hende “Pølse”.
Lige før eksamen kom en af fars søstre på besøg, tante Grethe. Hun arbejdede som tjener for en rig familie i Spanien.
“Vil du vide, hvordan du kommer derhen?” hviskede hun en aften, før de skulle sove. De delte Mettes værelse.
“Selvfølgelig!” jublede Mette.
“Stille nu. Peter ville ikke godkende det. Er du over atten?”
“Ja, det blev jeg i januar.” Mettes hjerte hamrede.
“Godt. Så behøver du ikke spørge om tilladelse. Gør, som jeg siger, så skal det nok lykkes. Peter har altid været nærig.”
Hun lignede en rig spansk dame. Man ville aldrig gætte på, at hun bare var tjener. “Penge er det vigtigste. Hvem bekymrer sig om, hvordan de blev tjent?” sagde hun.
Mette blev besat af idéen. Tante Grethe gav hende penge og sagde, at Mette kunne betale tilbage, når hun havde tjent nok.
Mette fulgte Grethes råd. For syns skyld, så forældrene ikke blev for nysgerrige, startede hun på frisørskole. Men da tilbuddet fra Spanien kom, droppede hun ud, pakkede sine ting, skrev en besked til forældrene og tog afsted.
I Barcelona blev hun mødt af tante Grethe, som kørte hende til et stort, smukt hus i udkanten af byen, hvor Mette skulle passe en syg, åttHun stirrede ud over Middelhavet fra sit lille hotelværelse og tænkte, at livet måske alligevel var mere som en pølse – krydret, uforudsigelig, og på sin egen måde perfekt.
