Hvad så, fandt du ham?
Mathilde gik ud af butikken og var i færd med at gå ned ad trappen, da en rød bil holdt foran hende. En ung kvinde steg ud. Et vindstød fik hendes kjoleskørt til at blafre som en klokke, og en lok hår faldt ned over hendes ansigt. Med en elegant bevægelse kastede hun håret tilbage, tog fat i kjolen og gik forbi Mathilde.
“Line?! Line!” råbte Mathilde efter den smukke kvinde.
Line vendte sig, så sig om og fik øje på Mathilde. De stod et øjeblik og betragtede hinanden.
“Genkender du mig ikke?” Mathilde stod igen foran butiksdøren. “Det er mig, Mathilde. Mathilde Sørensen.”
“Mathilde. Nej, jeg genkendte dig ikke. Man bliver jo ældre, hva?” sagde Line rolig.
“Men hvor ser du godt ud…” Mathilde trak Line væk fra døren. “Lad os gå lidt til side, vi står i vejen. Du har virkelig forandret dig!”
Line smilede overbærende.
“Bor du i nærheden?” spurgte hun.
“Nej, jeg arbejder her. Var lige ude i min pause. Hvad med dig?”
“Hør, hvorfor står vi her? Du har vel tid? Lad os snuppe en kaffe et sted. Hvor ofte ser vi hinanden?”
“Okay,” nikkede Mathilde.
De gik ind på en halvtom café i nabobygningen, mere en slags grillbar end et rigtigt cafésted. De satte sig ved vinduet. Line vinkede til servitricen, der kom gummi tyggende og smed nogle plastiklaminerede menukort på bordet med et surt udtryk.
“Lad være.” Line skubbede menukortene væk. “Vi vil have to salater, to lagkagebasser og te. Og helst hurtigt.”
Servitricen svajede væk på sine tynde hofter, mens Line drejede blikket mod Mathilde med et smil.
“Nå, hvordan går det så med dig?” Line lænede sig tilbage på den plastikbetrukne stol.
“Det går fint. Jeg har været gift, men kun kortvarigt. Ingen børn. Men det ser ud til, at du har det godt,” svarede Mathilde.
“Jeg kan ikke klage.” Line fnisede og viste sin højre hånd, hvor en vielsesring sad på ringfingeren.
“Har I børn?” spurgte Mathilde.
Servitricen kom med en bakke og satte to små kagebasser, tekopper og en porcelænstekande på bordet.
“Hør, lever dine forældre stadig?” spurgte Line pludselig, da servitricen var gået.
“Min far døde for nogle år siden, og min mor… hun har ikke været den samme siden,” sagde Mathilde trist og drejede den lille tekop på underkoppen.
Line hældte te i kopperne. En duft af mynte bredte sig.
“Det gør mig ondt. Jeg holdt altid af dine forældre. Ikke som min mor. Hun var altid utilfreds, man kunne aldrig få et venligt ord fra hende. Ikke så underligt, at min far forlod hende. Jeg elskede at være hjemme hos jer. Det var så roligt og hyggeligt.” Lines øjne blev blanke af minder.
Mathilde sukkede…
***
De boede i samme opgang, Mathilde på fjerde, og Dennis på tredje. Først gik de i samme børnehave, så endte de i samme klasse. DennMathilde så på Dennis, hans velkendte øjne og det halvt muntre, halvt trætte smil, og pludselig forstod hun, at det aldrig havde været for sent.
