Der var engang en drøm, at jeg en dag ville komme til dig og sige, at jeg elsker dig…
Frede Jakobsen lagde den sidste rettede opgavebog oven på bunken ved bordkanten. Nu skulle karaktererne for terminen indføres i klassenbogen. Udenfor kontoret var det for længst mørkt, og i gadelysets skær faldt snefnug langsomt ned.
Hun hørte, hvordan en metalspand raslede ude i gangen, og en våd klud smækkede ned på gulvet. Det var Rengøringsdamen Grethe, som selv lærerne kaldte for “Tante Grethe”. Hun var kommet op på første sal for at gøre gangen ren. Da hun så lysstrimlen under døren til lærerværelset, mumlede hun højlydt:
“De sidder her til langt ud på natten, tramper på gulvet, i stedet for at gå hjem…”
Kosten raslede utilfreds henover linoleummet, som om den var enig.
“Ingen venter på mig alligevel. Du må tåle mig en halv time endnu, Grethe,” sukkede Frede for sig selv og åbnede klassenbogen.
Fyrre minutter senere smækkede hun den træt i, stillede den på hylden sammen med de andre og lyttede. Hun havde slet ikke lagt mærke til, hvornår der var blevet stille udenfor. Frede tog sin frakke på foran spejlet, greb sin taske, kastede et sidste blik rundt i lærerværelset og slukkede lyset. Gulvet var endnu ikke tørt og glinsede fugtigt i det svage skær fra den dæmpede lampe i gangen.
Hun gik ned til stueetagen. Også vækternes bord var tomt. Hun gik ind i deres lille rum og hængte nøglen i skabet med glasskabslåger.
“Jeg går nu – lærerværelset er låst, og nøglen er hængt op!” råbte hun og forstyrrede den stille skoles ro.
Ingen svarede, ingen kom ud til hende. Men hun vidste, at skolen aldrig var helt tom. Om natten var der altid en vogter eller vagt.
“Farvel!” råbte hun højt og trådte ud på gaden.
Da hun havde gået et par skridt fra skolen, vendte hun sig om og så en ældre vagtmand, der låsede døren indefra.
Den glatte is, der var trådt til af hundredvis af elevers fødder i skolegården, var allerede dækket af et tyndt lag sne. Frede forsigtig krydsede gården og gik ud gennem porten i det jernbeslagne hegn.
Gaden var for længst tømt, og bilerne var sjældne. Frede skyndte sig hjem.
Hun havde altid leget “skole” med dukker og andre piger, og drømte om at blive lærer. Hvad ellers, når hendes mor også underviste i dansk og litteratur? Efter gymnasiet kom hun let ind på lærerseminaret.
Der var få fyre på deres studieretning. Og de interesserede sig kun for de smukke piger – hvilket Frede ikke anså sig selv for at være. Så da hun blev færdig, havde hun hverken mand eller kæreste.
Hun var ikke ked af det – der var tid nok. Hun så yngre ud, end hun var, og blev ofte forvekslet med en gymnasieelev. Men hendes mor bekymrede sig. Hun mente, at lærerfaget satte sit præg på karakteren, og at det ville blive sværere for datteren at finde en passende livspartner. Forældrene købte hende en lejlighed og gav hende frihed.
Men hvad skulle hun med den frihed, når lærerkollegiet også mest var kvinder? Udover idrætslæreren, der var klar til at elske alle kvinder, SAM-læreren – en tidligere militærmand med tre børnebørn, og to ældre vagtmænd.
“Gud forbyde, at du ender som mig – gift dig sent og få dit eneste barn som 40-årig,” sagde hendes mor engang.
Men hjalp bekymringer og samtaler om det hende til at finde en mand?
I mange huse blinkede der julelys. Frede havde ikke tænkt om at sætte juletræ op. Hvorfor? Hun skulle alligevel holde jul hos sine forældre, som sædvanlig. Hun drejede ind i en stille gyde og hørte pludselig fødder bag sig. En urolig fornemmelse greb hende, og hun vendte sig om.
En ung mand gik i lille afstand bag hende. Hun kunne ikke se hans ansigt, fordi en hætte kastede skygge over det. Frede knugede hårdere om sin taske og gik hurtigere.
Da hun nåede det nærmeste hus, drejede hun om hjørnet og trykkede ryggen mod muren, mens hun holdt vejret. Sekunder gik, men manden kom ikke forbi. Omsider stak Frede hovedet frem – og stødte lige ind i ham.
“Hvad vil du? Hvorfor følger du efter mig? Jeg ringer til politiet,” sagde hun med en stemme dirrende af angst. “Hjælp!” tilføjede hun for at virke mere overbevisende.
Manden skubbede pludselig hætten tilbage.
“Frede Jakobsen, det er bare mig, Mikkel Strandgaard,” sagde han og smilede.
“Mikkel?” Frede genkendte slet ikke den høje, bredskuldrede mand som sin tidligere elev fra hendes første årgang. “Vil du røve mig?” spurgte hun og stirrede på ham med opspilede øjne.
“Nej, overhovedet ikke. Jeg har fulgt dig hjem flere aftener i træk. Det bliver mørkt tidligt, der er ingen lygter i baggårdene, og tiden er urolig. I aften var du særlig længe i skolen.”
“Følger du ofte efter mig?” spurgte Frede. “Jeg har ikke lagt mærke til det. I aften er jeg sen, det er rigtigt,” sagde hun eftertænksomt. “Jeg sad fast med at rette opgaver og sætte karakterer.”
“Var der allerede juletræ i skolen?” spurgte Mikkel stadig smilende.
“Ja, i går.” Frede begyndte også at smile.
“Jeg elskede, når et levende juletræ stod midt i gangen og duftede af juleglæde og gaver. Og hvor var det svært at koncentrere sig i de sidste dage før jul,” sagde Mikkel drømmende. “Lad mig følge dig hjem.”
“Det behøves ikke, Mikkel,” protesterede Frede, der nu var mere rolig. “Det er ikke langt.”
“Bare rolig. Jeg har ikke set dig i lang tid. Og så tæt på,” tilføjede han alvorligt.
De gik ned ad den tomme gade. Frede spurgte til hans liv, hvad han lavede. Mikkel fortalte, at han arbejdede med lidt af hvert – fra at reparere computere til at sælge dem. Han og en ven planlagde at åbne en butik.
“Du kender ham – det er Mads Nielsen. Så hvis du har brug for hjælp med din computer, skal du nok sige til,” forsikrede han hende.
De standsede uden for Fredes hus.
“Jeg har aldrig set lys i dine vinduer, når jeg har fulgt dig hjem. Så der er ingen, der venter på dig.” MikkHun lod ham komme ind, og juleaften, mens sneen faldt blødt udenfor og lyset fra juletræet dansede på væggene, vidste hun pludselig, at nogen havde ventet på hende hele tiden.
