Hun drømte om havet…
Mette sparede hver måned penge op fra sin løn til ferie. Hun havde drømt om havet hele det sidste år. Som lille havde hun været nede ved kysten med sine forældre, men hun kunne knap nok huske det. Hun var kun tre år gammel dengang. Derefter blev hun sendt til sin bedsteforældre på landet om sommeren. I stedet for havet var der en lavvandet å, men hun kunne bade lige så meget, hun ville, indtil læberne blev blå og hun fik gåsehud.
I fjerde klasse blev Mette sendt i sommerlejr. Hun hadede det – alt for reglementeret og ingen frihed. De fik kun lov at bade én gang. På landet var ferierne langt mere afslappende. Hendes forældre kom hver weekend med slik og søde sager. Siden dengang var hun aldrig taget i sommerlejr igen.
I Mettes erindringer var barndommen fyldt med skinnende, næsten hvidt sollys, med børns skrig i den landlige å, med regnbuefarvede vanndråber. Hun huskede duften af tang og den stikkende, tørre græs ved åens bred. Og hun huskede den bløde, varme støv på vejen, der føltes som silke.
Hun drømte ofte, at hun løb ned ad vejen med solbrændte fødder, der sank ned i støvet til anklerne. Og så kom hendes mor og far gående mod hende… Lige der vågnede hun altid med et bankende hjerte.
Da hun gik i ottende klasse, døde hendes far af et hjerteanfald. Moren kunne ikke acceptere hans død, hun gik helt i stå. Hun tog ofte på kirkegården og kom hjem tavs og trist.
Så blev hun syg. Hun gik kun langsomt rundt i huset, skrabende med fødderne som en gammel kone, bøjet som om al kraft var væk. Hun stoppede med at lægge sit hår og bruge makeup. Mette kom ofte hjem fra skole og fandt hende i sengen.
“Mor, har du ikke været oppe i dag? Har du spist noget?” spurgte Mette bekymret.
“Jeg har ikke lyst. Jeg har ingen energi,” svarede moren med blege, tørre læber.
Mette lavede mad, handlede ind, vaskede tøj, gjorde rent og prøvede at få moren til at spise en smule. Til sidst kunne hun ikke engang gå på toilettet. Hverken bønner eller tårer kunne få hende op. Naboen passede hende, mens Mette var i skole. Det var også naboen, der ringede og fortalte, at moren var død.
Mette kunne ikke huske, hvordan hun klarede eksamenerne – eller om hun overhovedet gjorde det. Moren døde lige før afgangsceremonien, mens hun stirrede på et fotografi af faren på væggen. Naboen hjalp med begravelsen.
Mette startede på fjernstudier og fik job på universitetet. Hun var rund i ansigtet, lidt fyldig og mente ikke, hun var smuk. Hun prøvede utallige diæter, men holdt kun to dage, før hun proppede sig dobbelt så meget. Ved slutningen af studiet accepterede hun, at hun aldrig ville blive så slank som modellerne i fashionmagasiner – det lå bare ikke i generne.
Måske var det hendes kurver, der skræmte drengene væk, selvom ingen nogensinde kaldte hende fed. “Når jeg kommer til havet, spiser jeg kun frugt og taber mig endelig,” tænkte Mette.
Chefen på hendes arbejde efter studiet ville ikke give hende ferie om sommeren.
“Hør, Mette, du er alene, du har ikke børn. Hvem skal have ferie om sommeren – dig eller fx. Helle, der har to børn? Netop. Skriv en ansøgning til september. Det er jo den dejlige efterårssæson.”
Mette sagde ja. Hvad kunne hun gøre? Imens kiggede hun på hoteller på nettet. Hun besluttede at flyve – det var dyrere, men hurtigere. Bare vejret var godt. Hun købte en ny badedragt og en let sommerkjole. Ved kysten ville hun købe en bredskygget hat, lige som i filmene. Alt i alt drømte hun kun om turen til havet. Om natten drømte hun endda, at hun løb langs vandkanten i stedet for på støvede veje.
En dag sad hun i bussen på vej hjem fra arbejde, stirrede ud ad vinduet og tænkte på, hvor mange uger der var tilbage til ferien. En mand satte sig ved siden af hende.
“Undskyld, frøken, hvor længe kører vi endnu til Valby?”
Mette vendte sig og så på den flinke, charmerende mand ved siden af sig.
“Ikke længe. Jeg siger til, når du skal af. Skal du til Valby?”
“Nej, til en ven. Han bor i nærheden af centret,” svarede manden og betragtede Mette næsten for studsende.
“Ved hvilken gade?”
“Lad mig se.” Manden trak en sammenkrøllet seddel op af lommen. “Grønnegade, nummer toogfyrre.”
“Jeg bor i otteogtredive!” sagde Mette, pludselig glad af en eller anden grund.
“Så stiger jeg af med dig, og du kan vise mig huset. Jeg har aldrig været i denne by før.”
Mette nikkede og vendte sig mod vinduet.
“Min ven er lige blevet gift, de har fået en datter. Vi har ikke set hinanden siden militærtjenesten. Jeg er nervøs,” sagde manden, nærmest som om han talte til sig selv.
“Hvis han har givet dig adressen, venter han dig sikkert,” svarede Mette.
“Han gav mig adressen, men jeg har mistet hans telefonnummer. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg kommer. Måske er han på ferie?” Manden sukkede.
Sådan fortsatte de med at snakke, indtil de stod af på den rigtige station. De gik over gaden, og Mette pegede på sit hus.
“Jeg bor her, du skal bare længere hen ad vejen.”
“Måske du vil give mig dit telefonnummer? Bare hvis…” Manden smilede en smule forlegent.
Mette gav ham nummeret. Det betød jo ingenting, det var bare en høflighed. Hun var overbevist om, at han ikke ville ringe. Hendes mor plejede at sige, at man skulle finde en mand, der passede til en selv. Han var for flot til hende. Manden takkede og gik videre, mens hun drejede ind i sin gårMen pludselig, mens hun stod i døren, vendte manden sig om og sagde med et smil, der fik hendes hjerte til at banke: “Jeg hedder Jens, og jeg vil virkelig gerne se dig igen, Mette.”
