Den Blå Åre
Hvor meget Nikolaj elskede hende. Han var helt vild efter hende, stod under hendes vinduer sent om aftenen og blev lykkelig, hvis han fik et glimt af hendes silhuet. Hun forekom ham uopnåelig og fjern. Han blev blød om hjertet over hendes skrøbelighed, den blege, tynde hud, hvor de blålige årer skimtede igennem. Hans hjerte bankede af ømhed og kærlighed.
På skolens julefest inviterede Nikolaj hende til dans. Alberte var lavere end ham, og det var akavet at danse med hende. En fin skælven gennemrystede ham, sveden perlede på hans pande, og hans fugtige hånd på hendes talje brændte som ild. Han kunne ikke styre nervøsiteten og skammede sig, fordi han vidste, hun mærkede det. Da musikken stoppede, trak Nikolaj sig væk fra Alberte og kunne endelig trække vejret igen.
Han forstod ikke, hvorfor de andre drenge ikke også var forelskede i hende.
Anders, for eksempel, var vild med den robuste Freja med de lange, stærke ben. Når Freja løb rundt på banen i idrætstimerne, hævede hun sig hovedet over de andre piger, og hendes høje hestehale svingede frem og tilbage som en pendul.
Men for Nikolaj var den spinkle Alberte kvindelig skønhed i reneste form. Hun var hans besættelse, hans drøm, hans sygdom. Nikolajs mor delte ikke hans forkærlighed for denne pige. »Pæn, men så skrøbelig,« sagde hun til hans far en aften.
»Vi må gøre noget. Vi må få ham væk fra den stakkel. Hun passer ikke til ham. Hvad går der egentlig rundt i hovedet på hende? Hun er for sart, for fjern. Hvordan skal hun nogensinde blive en god hustru? Og så det navn – det lyder ikke dansk. Han burde tage til en anden by, til Århus måske. Bare væk fra hende.«
Faren gik med på det og talte alvorligt med sønnen. Han sagde, at der var flere muligheder i Århus, at en uddannelse derfra ville åbne døre til en stor fremtid. De ville endda betale for hans studie, hvis han ikke kom ind på kvote 1. Og Nikolaj gik med på det.
Over sengen på kollegiet hængte han et forstørret billede af Alberte, taget fra et klassefoto. Men Alberte blev hjemme, mens Nikolaj blev voksen. Han fik erfaring med piger, men billedet af den spinkle klassekammerat gemte han i hukommelsen og i drømmene.
Så mødte han Mette. Nikolaj rystede ikke, når hun rørte ham, hans hoved forblev klart. De forstod hinanden uden ord. Med hende var det let og trygt. Og billedet af Alberte gled længere og længere tilbage i hans erindring.
Efter endt uddannelse giftede Nikolaj sig med Mette og blev i Århus. Moren var lykkelig over hans valg. »Alt er bedre end den mystiske Alberte.«
Et år senere fik Nikolaj og Mette en datter, Liva. Hans kærlighed til den lille var grænseløs. Hvis hun nøs, ville han have hele Århus’ sundhedsvæsen på nakken. Men Alberte forblev en drøm fra en fjern skoletid.
»Din far er blevet indlagt. De skal operere. Kom hjem, hvis du kan,« ringede moren en dag.
Liva var forkølet, så Mette og hun blev hjemme. Nikolaj tog fri og rejste alene.
Århus sagde farvel med klamt regnvejr, mens hans hjemby mødte ham med solskin og gyldent løvfald. Faren holdt modet oppe og lod ikke panikken tage overhånd.
Operationen lykkedes. Moren tilbragte dagene ved farens side, så Nikolaj havde tid til sig selv. Nu kunne han tage hjem igen, til sin lille familie.
På vej hjem fra hospitalet gik Nikolaj gennem byen. Ingen grund til at skynde sig. Frygten for faren var forsvundet, og humøret steg. Han trampede igennem gule blade og indåndede den friske efterårsluft.
Foran ham standsede en ung kvinde. Hun bøjede sig ned mod en barnevogn og rettede på noget. Hans hjerte genkendte hende, før han selv gjorde.
»Hej,« sagde han og nærmede sig.
Alberte rettede sig op, genkendte ham, og smilede. Nikolaj betragtede hendes smalle ansigt, den tynde hud, hvor de blålige årer skimtede – det samme fjerneste, melankolske blik.
»Dav. Er du hjemme på besøg? På ferie?« spurgte Alberte.
»Min far er på hospitalet, de har opereret ham.«
»Er det alvorligt?« Hendes øjne udtrykte bekymring.
»Det går fint nu. Hvad med dig? Er det din?« Han nikkede mod barnevognen.
»Ja.« Måden hun svarede på, fortalte Nikolaj øjeblikkeligt, at hun ikke var gift.
Han blev så rørt over hende, at han havde lyst til at tage hendes ansigt mellem hænderne og kysse hende lige der på gaden. Han fulgte hende hjem, spurgte ind til gamle klassekammerater. Fortalte om sig selv, uden at hun behøvede at spørge. Hjalp hende med at bære barnevognen op ad trappen. Alberte boede stadig det samme sted. Forældrene havde flyttet på landet, hvor de havde et hus.
»Kom forbi en dag,« sagde hun, da de skulle skilles.
Nikolaj tænkte, at han lige så godt kunne gå med op nu, men sagde ingenting. Som altid føltes hun uopnåelig. Han kunne ikke bare foreslå at gå ind på en kop te.
Næste morgen besøgte han og moren faren på hospitalet. Han så meget bedre ud, endda i stand til at lave vittigheder. Moren blev, mens Nikolaj købte et buket roser og tog til Alberte. Hun lod sig ikke overraske, men bad ham dog være stille – datteren sov.
»Har du lyst til mad? Eller en kop te?« foreslog hun i køkkenet, mens hun satte blomsterne i en vase.
»Nej tak. Mor propper mig fuld alligevel.«
Nærheden af Alberte i det lille køkken fik hans hjerte til at hamre. Nikolaj følte den samme ærefrygt og ømhed som i gamle dage. Alberte satte vasen på bordet. Hendes ansigt var pludselig tæt på. Nikolaj bemærkede, hvordan den blå åre på hendes tinding bankede.
Han kunne ikke længere modstå. Han bøjede sig frem og kyssede den. Alberte stivnede et øjeblik, men så drejede hun sig mod ham, slog de tynde arme om hans hals og klyngede sig til ham som et siv mod en træstamme. Han løftede hende let og satte hende på kanten af bordet…
Et barns gråd lød fra det andet værelse. Alberte skubbede Nikolaj væk, hoppede ned og skyndte sig ind til datteren. Med et ryk på hovedet jog han drømmen på flugt. Han sukkede og forlod køkkenet. Alberte stod midt i stuen med den lille på armen. THun så på ham med et blik, der mindede ham om, at nogle drømme skal forblive ulevede, og så lukkede han døren bag sig for sidste gang.
