Tak, mor. – Jonas rejste sig fra bordet og strakte sig. – Jeg tager lige en lille køretur. Du skal ikke være bekymret, jeg passer på, og der er ikke så mange biler om aftenen.
– Lige siden du købte den bil, har du kun været sammen med den. Det er på tide, du finder dig en kæreste. Man siger jo, at en mands første kærlighed er bilen.
– Mor, nu starter du igen. – Jonas gik hen og gav hende et kram. – Du ved godt, hvor længe jeg har drømt om min egen bil. Lad mig lige nyde den lidt endnu, så skal jeg nok tænke på familie. Det lover jeg.
– Nå ja. Snart tredive år, og du leger stadig med biler. – Moren kærtegnede hans hår. – Så gå nu.
Jonas gik ud fra opgangen, hen til sin bil og fejede de bløde snefnug af forruden. Han havde haft kørekort i årevis, og sin fars gamle Volvo måtte han låne, indtil den desværre gik i stykker. Han havde masser af erfaring. Men han havde stadig ikke fået nok af følelsen at eje sin egen bil.
Han havde sparet længe og været omhyggelig med valget. Nu kørte han rundt i byen hver aften, nogle gange ud på landevejene. Hvis nogen stod og vinkede, tog han dem med og tog aldrig penge for det.
Han satte sig ind, drejede nøglen og nød motorens rumlen. Så skruede han op for radioen og kørte roligt ud fra gårdspladsen.
Snefnug glitrede i lyset fra forlygterne. Vinteren var kommet hårdt i år, og der lå allerede en god del sne. Jonas kørte bare rundt uden mål. Pludselig så han en kvinde med en lille dreng, der vinkede. Han skruede ned for musikken, stoppede og rullede vinduet ned.
– Kan du køre os til Bautavej? – Kvinden kiggede ind ad vinduet.
Hun var ung og smuk.
– Hop ind, – sagde Jonas og nikkede mod passagersædet.
– Hvor meget koster det? Det er langt. – Hun blev stående ved vinduet.
– Bare rolig. Jeg tager ikke penge af smukke piger. – Men da hun så forskrækket trådte et skridt tilbage, skyndte han sig at berolige hende. – 50 kroner, er det okay? Kom nu ind, jeg bider ikke, – lo han.
Kvinden åbnede bagget og lod drengen, omkring fem år gammel, sætte sig ind først, før hun selv satte sig. Jonas kørte ud på hovedvejen.
– Hvor mange hestekræfter har den? – spurgte drengen bagfra.
– Hestekræfter? – Jonas drejede sig lidt. – Det ved jeg faktisk ikke.
– Hvordan kan du ikke vide det? – drengen blev ved.
– Jeg valgte bilen ud fra, hvordan den så ud, og hvor god den var at sidde i. Motoren var ikke så vigtig for mig. Men du ved tydeligvis en del om biler? – Jonas smilede.
– Ja, det gør jeg, – sagde drengen selvstændigt.
– Hvad hedder du, bil-ekspert? – Jonas grinede.
– Noah. Og dig?
– Se dig lige engang. Jeg hedder Jonas. Undskyld, jeg kan ikke række hånden til dig lige nu. – Han morede sig over samtalen.
– Noah, lad nu manden køre i fred, – sagde hans mor.
– Han må gerne snakke. Han er en sød dreng. Noah den søde. Det rimede jo. – Jonas kigHan mødte hendes blik i bakspejlet, og hans hjerte gjorde et lille spring af glæde, som om det vidste noget, han selv ikke helt forstod endnu.
