Mette glattede sin kjole foran spejlet, strøg lyserød læbestift over læberne og rørte ved en elastisk lok. Hun tog et skridt tilbage og betragtede sig selv kritisk. »Flot!« Hun smilede tilfreds til sit eget spejlebillede.
Manden dukkede op i døråbningen til entreen, lænede sig skulderen mod karmen.
»Wow! Hvor skal du hen, så fint klædt?«
»På arbejde. Er du jaloux?« Mettes store, smukt optrukne øjne blev endnu større.
»Selvfølgelig er jeg jaloux. Skal jeg køre dig? I den overfyldte bus bliver du helt mast,« tilbød Lasse med værdighed.
»Bliv hjemme. Hvad vil du gøre med gipsen?« Mette lukkede lynlåsen på sin lyse vinterjakke, rettede på tørklædet og trak det helt op under hagen for varmens skyld.
»Jeg går nu.« Men lige før døren standsede hun.
»Åh, jeg glemte det næsten. Jeg bliver sent. Nina skal giftes. Vi holder en slags jomfrufest. Sidder nok en times tid på caféen. Bare rolig.«
»Vent, skal jeg ikke alligevel hente dig?« Lasse løftede skulderen fra dørkarmen.
»Nej tak.« Mette formede læberne til en kyssemund, blæste en kysseluft og forlod lejligheden.
Lasse gik hen til vinduet og ventede, til Mette dukkede op nedenunder.
»Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du skulle tage kørekort? Så kunne du køre selv og ikke maste i en proppet bus,« mumlede han højt, mens han så Mette skynde sig gennem gården, som om hun kunne høre ham.
På caféen spillede musik. Ved det sammenflyttede bord sad seks kvinder, drak cocktails og fortalte i munden på hinanden om morsomme hændelser fra deres egne bryllupper, mens de lo højt og smittende. Pludselig kom en tjener med en bakke og satte en flaske dyr vin foran Mette.
»Den er sendt fra herren ved bordet derovre. Skal jeg åbne den?« tjeneren bojede sig høfligt frem.
Mette vendte hovedet og så på den gavmilde mand. Han nikkede og smilede til hende. Hendes hjerte sprang et slag over og hamrede derefter i takt med musikken. Ansigtet blussede, og smilet forsvandt fra hendes læber som sne fra et bjerg — hurtigt og ubønnhørligt.
Hun genkendte ham. Kunne man glemme ham? Mads havde været den smukkeste dreng på universitetet, et år foran. Pigerne løb altid efter ham. Før sommereksamen havde hun ikke bestået en aflevering. Hun sad på den brede støbejernstrappe mellem etagerne og græd. Første eksamen var om to dage, og uden afleveringen blev hun ikke tilmeldt.
»Hvorfor græder du? Dumpeeksamen?«
Mette så op og fik øje på Mads ved siden af sig. Han talte til hende! Og hun sad der med løbet mascara og en rød næse.
»Jeg bestod ikke afleveringen,« svarede Mette og tørrede tårerne under øjnene.
»Det er da ingen katastrofe. Du får bare mascaraen ud over det hele.«
Mette gispede og fumlede efter sit lommespejl. Mads rakte hende et lommetørklæde.
»Sådan en fille, du er. Græd foran læreren. Jeg troede, alle piger kunne overtale og spille på medlidenhed. Løb op til ham, før han går. Sig, du har læst hele natten, er træt, og hovedet ikke virker.«
»Tror du, det virker?« tvivlede Mette, men rejste sig fra trappen.
»Uden at prøve får du ikke svaret. Skynd dig, gå.« Mads skubbede hende blidt i ryggen, og hun løb op ad trappen. Den smedeforgede trappe dunkede under hendes fødder.
Da hun kom ud af lokalet med et smil, ventede Mads på hende.
»Godt at se dig smile. Sådan skal det være,« sagde han.
Han fulgte hende hjem og snakkede hele vejen. Men hun hørte ikke efter, for hun var optaget af en enkelt tanke: »Han går ved min side! Med mig!« Mette bemærkede de interesserede blikke fra forbipasserende kvinder, og hun svulmede af stolthed.
Efter eksamen så de hinanden et stykke tid. De gik i biografen, på stranden… Hun vidste, han skiftede piger som handsker, men hjertet hørte ikke efter fornuften. Pludselig dukkede Mads ikke længere op. Hun kendte ikke hans adresse, havde ingen at spørge, alle var rejst på sommerferie. Mette led og overbeviste sig selv om, at han bare havde travlt, at han ville dukke op i morgen… Indtil hun opdagede, hun var gravid.
»Før fløj du rundt på skyerne, nu sidder du derhjemme, så sløv. Er du syg?« spurgte hendes mor.
»Jo, jeg har nok fået for meget sol,« løj Mette og hostede overbevisende.
»Gå til lægen. Det er ikke noget at spøge med,« sukkede moren.
»Jeg skal nok, mor. I morgen.«
Næste dag gik Mette til en privatklinik. Hun var bange for at møde nogen hun kendte på fødeklinikken. Graviditeten blev bekræftet.
»Mor slår mig ihjel… Jeg har stadig studier… Og han forsvandt…« Mette brast i gråd lige der på kontoret.
Lægen ynkede hende og sagde, at det var tidligt nok til at undgå en abort, men det kostede penge. Hjemme fortalte Mette sin mor, at lægen havde udskrevet dyre medicin, at blodprøverne var dårlige… Moren, intet anende, gav hende penge, og Mette havde selv lidt. Det var nok.
To dage langt var det, som om hendes mave blev vredet sammen med en ståltråd. Hun holdt ud så godt hun kunne, så moren ikke skulle mistænke noget.
I september gik hun til forelæsningerne med ét ønske: at se Mads igen. Men han gik forbi med en smuk førstårsstuderende og lod som om, han ikke kendte hende. Og pigerne gjorde det kun værre ved at sige, at Mads skulle giftes, og at alle endelig kunne slappe af. Mette knugede tårerne tilbage.
Ved forelæsningen satte Lasse sig ved siden af hende. Han var en helt almindelig, uanselig fyr. Mette vidste, han kunne lide hende. Ingen skønhed, pigerne løb ikke efter ham, højst for at låne noter.
»Hvorfor så sur? Lyst til at læse? Hvad laver du i aften? Skal vi i biografen?« spurgte han.
Mette trak på skuldrene. Bedre biografen end at græde over Mads hele aftenen. Efter filmen gik de en tur i byen. Lasse fortalte om en bog, han lige havde læst. Det var så interessant, at Mette næsten glemte Mads.
Med Lasse var der let. HunHun lagde hånden på sin mave og smilede, for nu vidste hun, at den sande kærlighed havde været lige for hendes næse hele tiden.
