Mette havde altid været en smuk pige. Hun var spinkel, lyshåret, med en fin figur og et ansigt, der fik hovederne til at vende sig. Efter hun var færdig med universitetet, blev hun i København for at arbejde. Men hendes kærlighedsliv ville bare ikke spille. Der var rigeligt med mandlig opmærksomhed, men ingen spurgte om hun ville giftes. Og snart blev hun tredive.
Først tog hun det med et smil og sagde, der var masser af tid. Men så blev hun trist. Tiden, som bekendt, er en lumsk en.
“Er du blevet ramt af det onde øje? Har du trådt nogen over tæerne?” spurgte hendes mors veninde sidste nytår.
“Jeg har ikke trådt nogen over tæerne, taget noget, der ikke var mit, eller ødelagt nogens familie,” svarede Mette bestemt.
“Så må det være misundelse,” sagde Tanja, mors veninde, med overbevisning.
Mette sagde ikke imod. Der var da nogen, der havde misundt hende, selv pigerne i skolen. Drengene var vilde med hende. Hun klarede sig godt i skolen, men kærligheden kom i anden række.
Hun var vokset op med en mor, der var enke. De levede ikke i luksus, men manglede heller ikke noget. Mor havde et talent for at strikke. Mette havde utallige fine, luftige, varme, bløde og farverige trøjer. Mor solgte også sine strikkede ting.
“Hold mund, Tanja! Hun har masser af bejlere. Der er tid nok,” forsvarede moren hende.
“Ja, bejlere. Men hvad med en mand? I det mindste en god elsker,” insisterede Tanja.
“Hvad er forskellen?” spurgte moren irriteret.
Hun ville ikke engang tænke på, at hendes dygtige datter skulle blive nogens elskerinde.
“Ingenting, bortset fra det lille stempel i passet, som er vigtigt for et barns fremtid. Nogle elskere er bedre end ægtemænd…” Og Tanja begyndte igen at fortælle, hvordan hun havde fået en elsker, der købte lejlighed til hende og sørgede for hendes søns uddannelse… Mens hun smed sin værdiløse, drukne mand ud.
Der besluttede Mette, at hun ikke ville tilbringe nytår hos sin mor igen. Hun var træt af de samtaler. Så hellere være alene. Men nytåret nærmede sig.
Mette gik og så ned for ikke at glide. Hun flyttede sig lidt til siden for at lade en kvinde med barnevogn passere.
“Mette!” råbte kvinden pludselig og stoppede. “Genkender du mig ikke? Jeg er Lise Nielsen, nu Nielsen-Hansen,” sagde hun glad.
“Lise,” smilede Mette anstrengt. “Man kan knap genkende dig. Bor du i København nu? Hvor længe?”
“Tre år allerede. Sikke et tilfælde, at vi mødes sådan. Jeg hørte, at du…” Lise ville til at spørge ind.
“Er det din?” afbrød Mette og pegede på barnet for at undgå spørgsmålene. Mødre elsker at snakke om deres børns bedste egenskaber. “Må jeg se?”
“Selvfølgelig. Det er min datter.” Stolhed lød i Lises stemme, og hendes blik blev varmt.
Mette bukkede sig ned over barnevognen og kiggede ind. I en hvid kniplingsmasse, med en lyserød hættetrøje trukket helt ned over øjnene, sov et lille vidunder. Lange øjenvipper på tykke kinder, og en lille mund formet som en sløjfe. En duft af mælk, søvnig varme og uld steg op fra barnevognen.
“Hun er smuk. Ligner hun sin far?” spurgte Mette.
“Ja. Da hun blev født…” begyndte Lise begejstret.
“Undskyld, jeg skal videre. Vi ses,” sagde Mette og skyndte sig væk.
Hun følte sig pludselig nedtrykt. “Lige midt i en storby skulle jeg møde hende. I skolen var hun en grå mus, usynlig og uinteressant. Og alligevel er hun nu gift, bor i København og har fået en datter. Og lykken drypper simpelthen ud af hendes øjne. Hvor er min lykke blevet af? Årene går, og jeg er alene…” tænkte Mette.
I hendes tanker nåede hun hjem uden at lægge mærke til vejen. Hun havde pyntet juletræet for en uge siden. De første par dage havde hun nydt det, men nu irriterede det hende. Det mindede hende om, at snart var der fest, men ingen at fejre med.
Lige da hun havde skiftet tøj og sat vand over til te, ringede telefonen. Det var Jakob.
“Er du hjemme, skat? Jeg er der snart,” sagde han.
Mette havde lyst til at lyve og sige, hun var hos en veninde, så han ikke kom. De intensive følelser fra starten var for længst væk, kun vane tilbage. Han havde været skilt længe, og Mette var ikke grunden, men han boede stadig med sin ekskone “for datterens skyld,” som han sagde.
Mette sukkede, svarede, at hun var hjemme, og gik i gang med at lave mad. Jakob ankom en halv time senere med en gavepose i hånden.
“Her, skat. Bare i tilfælde af, jeg ikke når at nå det før nytår. Vi har en julefrokost på arbejdet, årsrapporten skal færdiggøres, og jeg har lovet min datter at tage hende til juletræet…” forklarede han, mens han tog jakken af.
Mette var ligeglad med hans travlhed. Men gaven gjorde hende glad. Hun tog en rød lingerisæt ud af posen og en lang fløjlæske. I den lå en guldhalskæde med en hjerteformet pendant.
“Tak!” Mette gav Jakob et kys på hånden. “Den er virkelig smuk.” Hendes humør lettede.
“Jeg spiser ikke. Undskyld, jeg burde have sagt det.” Jakob trak hende ind i stuen…
Det var godt, men for hurtigt overstået. Jakob kyssede hende længe og taknemmeligt. Så rejste han sig og begyndte at tage tøj på.
“Hvor gammel er din datter?” spurgte Mette pludselig.
Hun sad på sofaen, dækket af et tæppe.
Jakob standsede op med bukserne i hånden og så op i loftet, som om svaret lå der. Han havde allerede fået det ene ben i bukserne. Det andet ben fangede Mettes blik. Den sorte sok kontrasterede skarpt mod den blegblå hud med spredte hår. Benet så koldt og ubehageligt ud, som huden på en plukket kylling. Mette vendte sig væk og tænkte, at det var dumt at spørge nu. Hvorfor så hun noget i ham? Hun havde været sammen med ham i årevis uden at lægge mærke til, hvor grimme hans ben var. I starten ville hun have giftet sig med ham, hvis han bad.
“Ti, tror jeg. Ja, ti,” sagde Jakob og trak bukserne på det andet ben.
Mette huskede sigMette tog en dyb indånding, så på sin lille søn i barnevognen og vidste, at endelig havde hun fundet sin lykke.
