Mette stædigt afviste opkaldet, mens Nikolaj ringede igen og igen.
“Mette, tag dog telefonen. Hvor længe skal det her vare?” – Karina kiggede ind i værelset. – “Eller sluk den helt, hvis du ikke vil snakke.” – Hun smækkede døren hårdt.
Mette slukkede telefonen og kastede den hen mod den anden ende af sofaen. Hun havde gjort det for længe siden, men hun ventede på et opkald fra Andreas. Han havde lovet at ringe, men der var gået to dage, og han havde ikke lydt fra sig. Nikolaj derimod ville hun ikke snakke med, helt sikkert ikke se ham. For hans skyld havde hun vågnet op fra den kåbe, hun havde gemt sig i efter sine forældres død. Og så havde han på så kynisk en måde svigtet hende…
***
Det var glat på vejene den dag. Hendes forældre kom kørende hjem fra farmor. Pludselig kom en SUV susende ud fra en sidevej. Den berusede chauffør kunne ikke styre bilen på den glatte vej, SUV’en gled og ramte lige ind i forældrenes bil. Mor døde på stedet, og far døde på hospitalet kort efter.
Præcis et år var gået. Før elskede Mette nytårsaften, hun så frem til den hvert år. Nu gik hun med kuldegysninger bare ved tanken. Nu symboliserede den hendes forældres død, mindede hende om sorgen og den ufortrøstelige smerte.
Hun kunne knap huske, hvordan hun havde klaret første år på universitetet, hvordan hun overhovedet havde overlevet sorgen. Faster Karina, fars søster, var flyttet ind hos hende. Hun var blevet skilt fra sin mand, fordi hun ikke kunne få børn – en mislykket abort i gymnasietiden havde taget det fra hende.
“Kalder du mig bare Karina. Jeg føler mig som en gammel kone ellers,” bad hun Mette med det samme.
Men Karina kunne ikke erstatte mor og far. Og venner blev de heller ikke. Karina var i gang med at finde sig en mand, gik på dates og prøvede at stable sit liv på benene igen.
Mette havde ikke tænkt sig at fejre nytårsaften. Hun ville bare gå i seng og ignorere det hele. Men Nikolaj overtalte hende til at komme med til hans vens fødselsdag to dage før nytår.
“Jeg har en kæreste, men vi går aldrig ud sammen. Hvad skal jeg dog lave der helt alene? Alle kommer i par. Det er jo en fødselsdag, ikke nytårsaften. Kom nu, vi tager afsted. Du skal tilbage til livet. Din mor ville ikke bryde sig om, at du bare sidder derhjemme,” overtalte han.
Det sidste argument fik Mette til at give efter, og hun sagde ja. Hun tog det ene kjole på, som hun og mor havde købt sammen til sidste nytårsaften, men som hun aldrig nåede at bruge.
“Du bliver den smukkeste,” havde mor sagt dengåd.
Og kjolen passede virkelig godt til hende.
Karina granskede hende kritisk.
“Så længe vi bor sammen, finder jeg aldrig en mand. Hvem vil kigge på mig, når jeg har sådan en ung skønhed ved min side?” Hun sukkede. “Er den ikke for åben? Vent lidt.” Karina forsvindt ind i det andet værelse og kom tilbage med en tynd silketørklæde. Det matchede perfekt og lagde et elegant lag ovenpå kjolen.
*Mor ville have syntes om det,* tænkte Mette.
“Bedre,” nikkede Karina tilfreds. “Du kan altid lægge den om skuldrene, hvis det bliver koldt.”
De kørte længe i taxa. Da de ankom til lejligheden, var festen i fuld gang. Fødselsdagsbarnet fløjtede begejstret, da han så Mette.
“Nu forstår jeg, hvorfor du altid har holdt hende skjult! Selvom du er min ven, kunne jeg godt finde på at stjæle henne fra dig,” grinede han og pegede spøgefuldt på Nikolaj.
Mette kendte ingen andre end Nikolaj. Så længe han var der, følte hun sig tryg. Men så begyndte de at danse. En eller anden fyr inviterede hende ud. Da musikken stoppede, var Nikolaj væk.
Hun følte sig straks ude af sit element blandt alle de fremmede. Hun gik fra værelse til værelse for at finde ham. Ved entreen bemærkede hun, at hoveddøren stod åben. Da hun gik ud, så hun Nikolaj ude på trappen. Han stod et par trin nede og kyssede hengivent en pige, som om de ikke havde set hinanden i årevis. De var så optagede, at de ikke lagde mærke til noget omkring dem.
Mette følte det som et slag i maven. Hvad nu? Hun kunne ikke blive her. Hun gik tilbage indenfor, tog sine støvler og jakke på og gik ud igen.
Det gjorde ondt at se dem kysse. Mette vidste, hun ikke kunne gå forbi dem. Det eneste, hun kunne gøre, var at gå op ad trappen og vente. Før eller siden ville de slutte, eller nogen ville kalde dem indenfor. Hun gik et etage op, men selv her kunne hun høre deres kys og hvisken.
Hun besluttede at gå endnu højere oppe. Mellem de øverste etager var der en åben altan. Mette stoppede og kiggede ned, lod den milde vind køle hendes varme kinder. De parkerede biler nede i gården lignede små snedrive.
*”Hvis jeg hopper ned i sneen, gør det ondt?”* fløj en mærkelig tanke gennem hendes hoved. *”Du må ikke engang tænke på det!”* – Mette vidste ikke, om det var hende selv eller en anden stemme, der beordrede hende – men hun rykkede sig væk fra gelænderet. Og så gik hun alligevel tilbage, lænede sig frem og stirrede ned.
“Lad vær’! Gå væk fra gelænderet!” – en streng stemme lød bag hende.
Før hun nåede at reagere, greb en hård hånd hende og trak hende væk.
Det fine silketørklæde blev hængende på noget, gled af halsen og blev blæst op af vinden. Det flagrede et øjeblik i luften før det forsvandt over kanten. Mette gispede og rakte ud efter det, men det slap og føg væk som en fugl.
“Slip mig!” knurrede Mette og ruskede i armen på drengen, der så skamfuld ud. “Tørklædet! Karina slår mig ihjel!” skreg hun desperat.
“Undskyld, jeg troede, du ville hoppe,” sagde han undskyldende.
“Hvorfor lige det? Jeg kiggede bare!” Mette blev mere og mere irriteret.
“Lad os finde det.” Drengen tog hendes hånd og trak hende væk fra altanen. Da de kom ned, var Nikolaj og pigen forsvundet. Det gjorde ondt, at han ikke havde ledt efter hende.
Tørklædet sad fast i en gren og blafrede i vinden. Drengen greb den nederste gren, halede sig op og prøvede at nå det, men grenen knækkede faretruende. I sidste øjMen i det samme fangede han et hjørne af tørklædet, og selvom det flænsede lidt i stykker, rakte han det triumferende tilbage til Mette.
