“Vær ikke ked af det. Så elskede han dig ikke nok.”
“Fryser du ikke i den kjole? Det er mindst femten grader frost, og om natten bliver det endnu koldere,” sagde mor og kiggede ind i Mettes værelse.
“Jeg når slet ikke at fryse, det er jo lige rundt om hjørnet. Man kan da ikke møde op i jeans til en fødselsdagsfest,” svarede Mette, mens hun drejede sig foran spejlet og rettede på kjolens bælte.
“Kommer Mads og henter dig?” spurgte mor.
“Nej, han sagde, han blev lidt længere. En ven har problemer med sin computer, så han skal lige hjælpe,” svarede Mette ubekymret.
“Det kunne han vel udsætte til i morgen, hvis han ikke når det. Hvordan skal du så komme derhen? Det er da ikke pænt,” gentog mor.
“Mor, det er virkelig ikke noget, man tænker over længere. Hvad er der galt med det? Så kommer vi ikke sammen — og hvad så? Okay, jeg skal afsted, jeg kommer allerede for sent.” Mette proppede sine sko i en pose og gik ud i entreen.
Hun vidste godt, mor ikke brød sig om Mads. Det hele startede, da han kyssede hende lige for næsen af mor. “Det er ikke passende. Der skal da være en vis respekt,” havde hun sagt til Mette, efter Mads var gået.
Mette trak de varme støvler på, tog den tykke vinterjakke på og viklede en blød uldhalstørklæde om halsen.
“Ingen hue?” udbrød mor og slog hænderne sammen.
“Jeg har lige bølget håret! Hvordan skal det se ud med en hue? Jeg går nu.” Mette låsede døren og skyndte sig ned ad trappen, allerede fuld af forventning om en hyggelig aften og mødet med Mads.
Deres forhold havde udviklet sig hurtigt og intensivt. Mette håbede næsten, at han snart ville fri.
Den kolde luft greb straks hendes kinder og hænder og prøvede at snige sig ind under den løse jakke. Mette trak halstørklædet højere op og begravede næsen i det, mens hun skyndte sig hen til vennindens hus. *Hvis bare Mads snart kommer,* tænkte hun på vejen. For en halv time siden havde hun ringet til ham. “Bliv ikke ved med at forstyrre mig, så kommer jeg hurtigere,” havde han svaret kort. Og så havde hun ikke ringet igen.
I opgangen trak hun halstørklædet væk fra ansigtet. Hun tog ikke elevatoren men gik op ad trappen for at varme sig lidt op. Selvom hun og Line boede kun to huse væk, var Mette allerede frosset til benet.
Døren til lejligheden, hvorfra der lød musik, stod på klem. Nogle af drengene, der var gået ud for at ryge, havde glemt at lukke den. Eller måske havde værten holdt den åben for de sene gæster. *Perfekt. Så lægger ingen mærke til mig,* tænkte Mette og trådte ind i den halvmørke entré. Straks blev hun overdøvet af rytmisk musik og højrøstede gæster.
Hun tog jakken af og proppede halstørklædet ned i ærmet. På alle knagerne hang der to-tre store vinterjakker. Line havde inviteret mange. Mette fik med besvær placeret sin jakke på en af knagerne, trak de kolde sko på, rystede af kulden og trådte ind i stuen.
Lyset blinkede i øjnene efter den mørke entré, og den høje musik fik hendes hjerte til at hamre. En snes unge mennesker dansede rundt om bordet i takt til musikken og fyldte hele rummet. Ingen lagde mærke til Mette. Hun kiggede efter Line, men kunne ikke se hende.
Mette prøvede at undgå at støde ind i nogen af de dansende og banede sig vej mod køkkenet. Lige da hun nåede den glasdør, blev den smækket op. En rødmenchet Line, med feberagtigt glødende øjne og et selvtilfredst smil på læberne, kolliderede med hende. Et kort øjeblik af forvirring fjernede smilet fra vennindens ansigt.
Bag Line dukkede Mads op. Han kæmpede med at rette sit urolige hår med udspilede fingre.
“Er du allerede kommet?” spurgte Mette og skiftede blikket mellem ham og Line.
Denne sidste havde allerede samlet sig og smilede igen, som om intet var hændt.
“Fødselsdagen er i fuld gang. Hvorfor kom du så sent?” spurgte hun. “Skal vi danse? Eller vil du have en drink først?” Line gik forbi Mette.
“Du ringede ikke. Bemærkede du overhovedet, at jeg ikke var her? Eller var du for optaget?” Mettes stemme var fyldt med bitterhed.
“Jeg nåede det bare ikke. Jeg kom også først for lidt siden,” prøvede Mads at undskylde. Han bøjede sig frem for at kysse hende, men hun veg tilbage.
Lugten af Lines yndlingsparfume hang i luften.
“Mette, hvad er der galt? Vi skar bare nogle pølser,” forsøgte Mads at forklare.
“Du kunne lige have tørret læbestift af kinden. Giv hende det her.” Hun proppede gaveposen i hænderne på ham.
Mads nåede lige at gribe den, men Mette var allerede på vej mod døren, skubbende sig igennem de dansende gæster.
I entreen trampede hun skoene af og skubbede fødderne ned i støvlerne, rev jakken fra knagen og stormede ud af lejligheden. Halstørklædet faldt ud af ærmet og landede på trappen. Mette bøjede sig for at samle det op, og lige da kom Mads ud af lejligheden. Hun løb ned ad trapperne.
“Mette, du misforstår alt!” råbte han efter hende.
Hun stormede ud på gaden, hvor kulden igen greb hendes kinder. Hun kom i tanke om, at hun havde glemt sine sko, men hun gad ikke gå tilbage efter dem. *Hvordan kunne han? Han kom før tid og ringede ikke engang, ledte ikke efter mig… Og Line? Sådan en veninde. Hvordan kunne hun? Forrædere…* Mette kæmpede mod tårerne og gik i den modsatte retning af hjemmet. Først da hun mærkede, at øjenvipperne blev tunge af frosne tårer, og at hun slet ikke kunne mærke spidsen af næsen mere, blev hun klar over, hvor langt hun var gået.
*Hvor skal jeg gå hen? Hjem? Mor vil bare spørge, prøve at trøste mig, sige, at hun aldrig brød sig om Mads… Måske kirken? Der er sikkert julegudstjeneste i aften. Nej. Der er for mange mennesker, og det er for langt væk.*
Mette så sig omkring. Hun havde ubevidst gået langt fra hjemmet. Hun gik ind i en kiosk for at varme sig lidt. Nu fortrød hun, at hun havde valgt den tynde kjole. Kulden trængte ind til benMette trak vejret dybt, tørrede tårerne af kinden og besluttede sig for at gå hjem, hvor hun vidste, at mor ville vente med en varm kop kakao og en krammer, der ikke stillede spørgsmål — for nogen gange var det bedste sted at være netop det sted, hvor man altid blev elsket lige som man var.
