**Den Mislykkede Operation**
Mikkel faldt nærmest ud af bilen. Han havde kun udført tre rutineoperationer, men det føltes som om han havde slæbet sække hele vagten. Ryggen var en stor, molende smerte, hovedet summede, og øjnene brændte som om de væltede med tændstikker.
Hjemme kollapsede han på sofaen, uden at tage tøjet af, lukkede øjnene og faldt straks i søvn. Han vågnede af en telefon, der drillende skar sig ind i hans hjerne med sin munterne melodi. Han havde ondt i nakken af den akavede stilling, og han havde ingen kræfter til at rejse sig. »For helvede. Jeg tror, jeg er blevet syg,« tænkte Mikkel og kæmpede for at åbne øjnene.
Telefonen tav et øjeblik, før den igen eksploderede med den irriterende ringetone. »Den skulle have været skiftet for længst.« Mikkel famlede modstræbende efter mobilen i jakkelommen.
»Ja,« svarede han med en hæs, søvnvarm stemme. Han rømmede sig. »Ja,« gentog han mere beslutsomt.
»Mikkel, jeg er i lufthavnen. Flyet går om en time. Min far er på hospitalet med et hjerteanfald. Vær en ven og tag min vagt, okay? Der er ingen andre, jeg kan spørge,« lød stemmen af hans kollega og ven, Henrik Skov.
»Jeg… føler mig ikke så godt. Jeg tror, jeg er blevet syg. Ring til Jakob.«
»Åh, kom nu. Drik en kaffe, tag noget modvirus. Jakobs kone, du ved hvor kvik hun er — hun vil tro det er utroskab, hvis han tager ekstravagter. Martin er for grøn. Flemming kan ikke klare to vagter i træk, han er ikke i den alder længere. Jeg er der og tilbage. Om to dage er jeg hjemme. Hjælp mig? Jeg tager din vagt en anden gang.«
»Så dø, men red en ven. Lige hvad der manglede,« tænkte Mikkel.
»Ja,« sukkede han resigneret.
»Hvad sagde du?« spurgte Henrik.
»Jeg sagde godt. Jeg tager vagten. God rejse.«
»Du er en sand ven. Jeg gør det samme for—« Henrik begyndte ivrigt at tale, men Mikkel lagde på uden at lytte.
Der var stadig tid til nattens vagt. Mikkel tog et brusebad, barberede sig, drak stærk kaffe. Det hjalp en smule. Tanken om at skulle tilbage til hospitalet, han lige var kommet fra, var ulidelig. »Det skal nok gå. Måske sker der ingenting,« tænkte Mikkel og begyndte at klæde sig på.
De første timer på afdelingen var stille. Søvnen trak ham ned, hans tunge hoved nikkede mod skrivebordet. Mikkel rystede det for at vågne. Endnu en kop kaffe holdt ham vågen et stykke tid.
»Mikkel Nielsen,« lød en stemme i det fjerne. Nogen ruskede ham i skulderen.
Så var han alligevel faldet i søvn. Han løftede hovedet fra bordet. Sygeplejersken Lise stod foran ham.
»Mikkel Nielsen, der er lige kommet en dreng ind…«
»Ja, jeg kommer nu,« sagde han og skubbede sidste rest af søvn væk.
Mikkel sprøjtede koldt vand i ansigtet mens elkedlen kogte, hældte to skeer kaffe i koppen, tøvede og tilføjede en tredje. Han brændte sig på den stærke kaffe, rettede på hovedbeklædningen og gik ned til modtagelsen.
En tolvårig dreng lå sammenkrøllet på båren. Mikkel var forsigtig under undersøgelsen.
»Er du moren?« spurgte han den blege, spinkle kvinde.
»Hvad er der med ham, doktor?« Hun stirrede på ham med store, skræmte øjne.
»Hvorfor ringede I ikke til en ambulance tidligere?« spurgte han skarpt, bebrejdende.
»Jeg… kom hjem fra arbejde, min søn lavede lektier. Så kastede han op. Og så fik han feber. Han sagde ikke, at han havde ondt i maven i flere dage. Hvad er der med ham?« Hun greb Mikkels hånd med skælvende fingre.
»Lise, hent en båre!« råbte han, uden at tage øjnene fra kvindens blege ansigt. Han rev hånden fri. »Underskriv samtykke til operationen.« Han rakte hende en blanket.
»Operation? Har han blindtarmsbetændelse?« spurgte hun.
»Peritonitis.« Mikkel så medfølende på hende.
I hendes øjne lå en uendelig rædsel.
»Underskriv. Der er ikke tid at spilde,« gentog han.
Hun skrev under uden at læse og greb så hans hånd igen.
»Doktor, red min søn!«
»Jeg gør alt, hvad jeg kan. Lad mig arbejde.«
Lise kom tilbage med båren. Sammen flyttede de drengen og skyndte sig mod elevatoren. I den tomme gang gjaldede deres travle skridt og skriget fra bårens slidte hjul.
Kvinden fulgte efter, mumlede noget, men Mikkel hørte ikke efter. Hans tanker var ved operationen.
Da han trådte ind i operationsstuen, var drengen allerede bedøvet. Alt andet forsvandt. HændHan opererede med sikre hænder, men midt under indgribet gik det galt – drengens hjerte stoppede, og selvom de kæmpede videre, var der intet at gøre, og i det øjeblik vidste Mikkel, at han aldrig mere ville glemme den blege drengs ansigt eller morens øjne, fyldt med en sorg så stor, at den ikke kunne bæres alene.
