“Spådommen”
“Hvad er der i vejen med dig? Du skal nok synes om det derovre. Stranden, solen, havet…” sagde Mette og forsøgte at fange sin datters blik.
Men Freja vendte stædigt ansigtet mod vinduet, hvor endeløse marker og lave vindruer strakte sig udenfor. Ved siden af jernbanen løb en motorvej, hvor farverige biler susede forbi og så ud som legetøj set fra toget.
I det fjerne dukkede bjergenes konturer op og forsvandt igen i den bløde morgenhorisont. Solen skar i øjnene, og Freja tjekkede sin telefon for hundrede gang og smækkede den irriteret fra sig.
“Åh, den første forelskelse,” tænkte Mette for sig selv, men sagde højt:
“Der er nok ikke dækning her. Når vi kommer frem…”
“Mor, hold op,” mumlede Freja og så væk igen.
“Lises hus ligger på en bakke, og fra vinduerne kan man se havet. Nogen gange kan man endda høre det. Og haven! Luftningen!” Mette blev ved. “Om få timer kan du se det selv.”
“Bare hun ikke har en søn,” Freja skottede surt til sin mor.
“Jo, men ikke hendes egen. Lise har ingen børn. Hun har opdraget en andens dreng. Han studerer i en anden by. Det er eksamenstid, så du kommer nok ikke til at se ham.”
“Du sagde, hun var din veninde. Hvordan kender du hende, hvis hun bor i Syddanmark, og du er fra Nordsjælland?” spurgte Freja.
“Åh, det er en interessant historie. Skal jeg fortælle den?”
Freja trak bare på skuldrene uden at tage øjnene fra det monotone landskab.
***
Vi boede på nabogader og gik i samme klasse. Hun var måske ikke en skønhed, men hendes hår var usædvanligt – lyse, krøllede, der skinnede som guld i solen.
Folk så altid efter hende på gaden, og jeg følte, at lidt af opmærksomheden faldt på mig også. Før eksaminerne tog vi en bådtur med klassen og gik en tur i byparken. Der mødte hun en fyr og blev straks forelsket. Vi så hinanden mindre, og når vi gjorde, talte hun kun om ham.
Hun drømte om at blive skuespiller og ville ind på teaterskolen i København. Men hun blev så forelsket, at hun i stedet valgte den tekniske skole, hvor hendes Mads studerede, for ikke at skilles. Jeg startede på universitetet.
Når vi mødtes, kunne vi snakke i timevis. Et år senere friede Mads til hende lige før eksamen. Så lykkelig så hun ud!
Vi tog ud og fandv en kjole sammen med hendes mor. Prøvede dem alle. Alle sad perfekt på Lise, hun kunne bare vælge. Vi fandt også et slør. Hun insisterede på at købe en lyseblå kjole til mig som brudepige. Vi var helt udmattede. Hendes mor tog hjem i taxi med indkøbene, mens vi gik en tur på havnen. Vejret i maj var sommerligt varmt.
Alle så efter Lise. Hun var så smuk. Men hun lagde ikke mærke til de beundrende blikke. Vi spiste is, snakkede om brylluppet og lo.
To sigøjnere kom gående mod os. De antastede folk på gaden. Da vi nærmede os, spærrede den fyldige kvinde vejen og sagde til Lise:
“Åh, skønhed, lad mig spå for dig. Jeg fortæller sandheden om din fremtid,” sang hun med en silkeblød stemme.
Den anden sigøjner stod lidt væk. Hun var grim, mager og flad. Mørke øjne stirrede surt, og tænderne var så store, at munden ikke kunne lukkes. Jeg tænkte, hun lignede en hest. Senere sagde Lise, hun havde tænkt det samme.
“Jeg ved allerede, hvad der venter,” svarede Lise muntert og slikkede isen i bægeret.
Vi ville gå forbi hende, men pludselig greb hun Lises håndled, studerede håndfladen, rystede på hovedet og klikkede med tungen.
“Et bryllup venter dig, min guldkvinde.”
“Jeg vidste det uden dig,” sagde Lise og forsøgte at trække hånden til sig.
“Vi er ikke interesserede,” sagde jeg for min venindes skyld.
“Glæde koster penge, men sorg er gratis,” svarede sigøjneren kryptisk, og jeg fik gåsehud.
Hun stirrede på Lise, som om hun hypnotiserede hende. Den unge sigøjner fnisede i baggrunden. Eller måske var det bare hendes åbne mund.
“Lad være med at lytte til hende, kom nu,” sagde jeg og trak i Lises arm.
“Du elsker højt, men lykken varer ikke. Under brylluppet falder du fra en hest. Du bliver syg, men helbredes ved havet. Du gifter dig ikke igen. Men din lykke finder du i en søn,” sagde kvinden uden at blinke.
Så slap hun hendes hånd og gik. Den unge sigøjner sendte os et surt blik og fulgte efter. Et stykke tid gik vi tavse, og den glade stemning var væk. Ordene summede i ørerne.
“Lise, troede du på hende? Du skal da ikke ride på en gammel ridehest til dit bryllup? Vi kører i biler til rådhuset. Hun så på din hånd i et sekund – hun kunne ikke se noget,” sagde jeg for at aflede hende.
“Selvfølgelig. Jeg har ikke tænkt mig at ride på nogen hest,” sagde Lise, som om hun vågnede op.
“Hun sagde bare noget fordi vi ikke gav hende penge,” sagde jeg så fornøjeligt, og vi lo af vittigheden.
Brylluppet skulle være lige efter eksamen. Parret skulle på ferie til Middelhavet, en gave fra familien. Vi glemte sigøjneren.
Bryllupsdagen kom. Brudgommen var på vej. Vi stod foran spejlet i Lises værelse. Hun rettede på sløret og sagde pludselig:
“Min far kalder sin Jeep for en hest. Jeg kører ikke i den.”
“God idé. Tag en anden bil,” sagde jeg.
“Nej, jeg kører slet ikke. Rådhuset er tæt på – vi går,” sagde hun glad og så på mig i spejlet.
“Sjovt! Ikke alle kan se en brud vandre gennem byen.” Vi grinede nervøst.
Det var svært at overtale Mads til at gå til rådhuset. Forældrene var også imod, men Lise holdt fast. Hun sagde, de enten gik, eller hun ikke giftede sig. Sådan var det.
Intet skete. Under Mendelssohns bryllupsmarsch satte Lise og Mads ringe på hinanden, kyssede sig og blev mand og kone. Nu kunne de køre i bil. Men Lise blev stædig igen. Hun ville tage i parken og tage billeder. Og det var smukt der – farverige blomster, buer med vildvin og slyngplanter.
“Lad mig tage jer på karusellen,” sagde fotografen.
Karusellen var farverig med træheste. Mads hjalp Lise op på en hvid heLise tabte balancen i det glatte kjolestof, skreg og faldt på jorden, og da hun åbnede øjnene igen, var det til at se, at hendes liv aldrig ville blive det samme.
