Mette kom ind fra arbejde og stoppede ved den lokale Føtex. Hun havde ikke lyst til at lave mad, men Freja skulle jo have noget at spise. Hun tog en pakke pasta og nogle pølser. Hendes datter havde altid foretrukket det frem for alt andet. Hun købte også en liter sødmælk og et rugbrød.
Der var en lille kø ved kassen. Foran Mette stod en solidt bygget mand i en sort jakke og en strikket hue med en duske. “Han ser ung ud, men alligevel den hue. Måske har hans kæreste strikket den. Tja, nogle kvinder har en evne til at gøre deres mænd så usexede, at ingen anden vil kaste et blik på dem. Gad vide, hvordan hans ansigt ser ud? Sikkert barnligt og naivt,” tænkte hun og stirrede på den latterlige, strikkede hue i regnbuefarver.
Manden vendte sig om og så på Mette, som om han havde mærket hendes blik. Hun kiggede hurtigt væk. “Nå, han ser da okay ud, ikke helt dum,” tænkte hun mere overbærende. Manden så på hende igen.
“Du kommer til at bore et hul i mig med det blik,” sagde han.
“Der skulle jo være noget at se på. Har ikke andet at tage mig til,” knurrede Mette irriteret.
Køen bevægede sig ikke. Irritationen voksede i hende. Og så den hue… Hun havde lyst til at lade varerne stå og gå, men der var ikke andre butikker i nærheden. “Hver gang der er mænd i køen, tager det altid langtid. Nu begynder han sikkert at vælge cigaretter: ‘Nej, ikke de blå med den røde streg – de hvide med det grønne mærke.'” Mette gjorde nar af ham inden i hovedet. “Og så begynder han at rode efter kontanter i lommerne. Kunne han ikke bare have dem klar?” sukked hun.
Og ja, lige præcis. Manden ved kassen trak jakken op og fumlede efter mønter i de stramme jeanslommer. Mette sukkede højlydt og demonstrativt.
“Har du travlt? Gå foran,” sagde “Strikkehue”-manden og trådte til side.
Mette trak på skuldrene og stillede sig på hans plads ved transportbåndet. Manden fandt endelig de rigtige penge, pakkede sine få varer og gik.
Nu var det Mettes tur. Kassedamen scannede varerne, mens Mette forgæves rodede i sin taske efter sit kort.
“Kan du ikke skynde dig lidt? Man skal have sine penge klar,” lød det irriteret fra køen.
“Har du mistet dit kort?” spurgte “Strikkehue” med en let sarkastisk tone.
Mette ignorerede ham og fortsatte med at rode i tasken.
“Jeg betaler,” sagde han til kassedamen.
“Nej tak!” råbte Mette, der nu var blevet helt rød i hovedet. “Jeg har fundet det. Undskyld.” Hun trykkede sit kort mod terminalen og lettede over at have fundet det.
Hun samlede hurtigt sine varer sammen og skyndte sig ud af butikken. “Hvad er der galt med mig? Hvorfor går jeg så meget op i hans latterlige hue? Hvis han kan lide den, lad ham dog bære den. Jeg er så bitter og gnaven,” skældte hun sig selv ud på vej hjem.
“Alt er hans skyld. Og vi havde det så godt. Eller var det bare mig, der troede det? Han forlod mig for en ung, dum tøs, der blev gravid. Han gjorde det “rigtige” og giftede sig med hende. Men han tænkte ikke på, at vores datter skulle vokse op uden en far. Og jeg er snart 40. 40! Gud, hvor det lyder af meget!”
“Han lod os beholde lejligheden – købte sig fri. Tak for det. Hvorfor skal vi kvinder altid lide under dem? Det er det samme historie for alle. Kun få er trofaste, eller de snyder smart, uden at forlade familien. Når de rammer 40, vil de have unge piger. Hvad skal vi så gøre?” Mettes indre monolog var uendelig, og hun knugede tårerne tilbage.
Hun gik ind i opgangen og ville trykke på elevatorknappen, men den stoppede med en hård lyd, og dørene gik op. En fuld, lurvet mand vaklede ud. Mette steg ind og rynkede straks på næsen. Elevatoren stank af billig øl og cigaretter, hvilket kun øgede hendes irritation. “Alle er ens – enten drikker de eller horer rundt. Jeg hader det.”
Elevatoren rystede og stoppede på hendes etage. Dørene gik op med et brag. Mette gik hen til sin dør og fumlede længe efter nøglerne i lommen. De blev hængende i hendes vanter og var lige ved at falde på det beskidte gulv. Hun stak vanterne tilbage og prøvede igen. Endelig åbnede hun døren…
Freja sad ved bordet i sit værelse og lavede lektier. Hun kiggede op fra bogen og så på sin mor. Mette syntes, hun kunne se en blanding af ligegyldighed og irritation i datterens øjne.
“Mor, jeg har brug for penge til teateret. Vi skal derhen med klassen i weekenden,” sagde Freja bestemt.
“Jeg laver lige aftensmad,” svarede Mette og gik ud i køkkenet.
“Igen penge. Jeg printer dem jo ikke selv. Nu er der kun min løn. Leje, mad… Jeg skal spare på hver en krone.” Mette hældte vand i en gryde og brokkede sig indvendigt over livets uretfærdighed.
“Mor, hvad med teateret?” Freja stod i døren med en bog i hånden, fingeren mellem siderne.
“Jeg hæver penge i morgen,” sukkede Mette uden at vende sig om.
Tilfreds forsvandt Freja fra køkkenet.
“Vi får se, hvor længe det varer. Hun bliver ikke ung og smuk for evigt. Når hun føder, forsvinder det hele. Ingen tid til sig selv, søvnløse nætter… Og han er trods alt ikke en dreng mere – han er over 40. Det fortjener han. Snart skal han have børnebørn, men i stedet vil han have flere børn. Gud, hvorfor tænker jeg altid på ham? Han er ikke det værd.” Mette afbrød sig selv.
Efter aftensmaden satte hun sig ved computeren og tog bordlampen. Der lød en knasen, et klik, og så gik pæren ud. “Nå, det ene efter det andet. Jeg købte den for en uge siden. Hvad er det for en dag!” Mette prøvede at skifte pæren, men uden held. “I morgen går jeg tilbage til butikken og prøver at få den byttet, hvis jeg bare kan finde kvitteringen.” Men hun fandt den ikke. Den var sikkert blevet smidt ud med æsken.
Næste dag, efter arbejde, gik Mette hjem, hentede bordlampen og gik over gaden til el-butikken. Lampen var temmelig tung. Godt, det ikke var langt.
Uden for butikkens dør stod den samme mand i den latterlige, strikkede hue og røg. Mette sendte ham et tydeligt foragteligt blik og gik ind i den tomme butik.
“Strikkehue”-manden fulgte efter hende og stillede sig bag disken. Da han så hendes overraskede udtryk,Han smilede til hende, holdt lampen op og sagde: “Så er den som ny – og hvis du har brug for mere hjælp, ved du hvor jeg er.”
