Birgitte stod sent op. Der var ingen grund til at skynde sig – hun havde været pensionist i syv år, og der var ingen at passe. Hun kunne godt lige blive liggende lidt længere. Men alligevel var der en underlig uro i hende. Hvorfor? Alt var jo fint, ikke noget at bekymre sig om. Men alligevel.
Hun rejste sig, gjorde sig klar, satte vand over og kiggede ud ad vinduet. Over huset på den anden side af gaden skinnede himlen rødgylden – det kolde vintermorgenlys ville snart bryde frem. Så var frosten endelig kommet efter to ugers mildt vejr. *Godt. Jeg drikker lige min kaffe og tager ned i Brugsen*, tænkte hun og tog den kogende gryde af blusset.
Hun hældte kaffen op og nippede til den i små slurke. Varmen bredte sig i kroppen. Hun var lille og spinkel, selv efter at have født sin eneste søn var hun ikke blevet fyldigere. Hendes mand havde været stor. Han plejede at kalde hende »Lille Birgitte«, »min lille due«. Men han havde været borte i ti år nu.
Hun løftede koppen igen, men så ringede det skarpt i dørklokken. Hun fo’r sammen, og kaffen skvulpede ud og brændte den tynde, plettede hud på hånden. Hun var lige ved at tabe koppen. *Der kommer uvenskabet. Mavefornemmelsen bedrog sig ikke. Hvad nu?* Før hun nåede at tænke mere, ringede det igen – hårdt og insisterende.
Birgitte blæste på hånden og gik hen for at åbne, mens hun mumlede for sig selv: *Hvem pokker kommer her så tidligt?* Hun genkendte ikke med det samme den store mand i krøllede klæder – det var hendes søn. »Hvor han har forandret sig,« gispede hun. Mikkel måtte også blive forbavset over synet af sin ældede mor.
»Velkommen, mor.« Han smilede, som om han lige var vågnet til live.
»Mikkel? Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg ventede dig ikke.« Hun kastede sig ind til hans bryst. Han slog en klodset arm om hende.
Birgitte lugtede rejsen, hans snavsede tøj og noget andet, der fik hendes hjerte til at banke. Hun trak sig lidt tilbage og så ham indtrængende i øjnene. Hun bemærkede det gustne skæg på hans opsvulmede ansigt, de rødkantede øjne med poser under.
»Er du alene? Hvor er Emilie og lille Sofie?« spurgte Birgitte.
»Er du ikke glad for at se mig alene?« sagde Mikkel og kiggede hen over hovedet på hende.
»Jeg blev bare overrasket.« Hun trådte et skridt tilbage for at lade ham komme ind. »Kom ind, tag overtøjet af, min dreng.«
Mikkel trådte over dørtærsklen, satte en stor sportsbag på gulvet og kiggede sig omkring i gangen.
»Jeg er hjemme. Intet har ændret sig.«
»Er du på ferie? Midt om vinteren?« spurgte Birgitte uden at tage øjnene fra tasken.
»Lad os snakke senere, mor. Jeg er træt.« Han trak jakken af og hængte den på knagerækken.
»Ja, selvfølgelig. Jeg har lige frisk kaffe.« Hun trippede ud i køkkenet og fandt hans gamle kop frem fra skabet.
Mikkel fulgte efter og satte sig ved bordet med benene bredt ud, så han næsten fyldte hele det lille, pæne køkken. Birgitte satte koppen foran ham.
»Skal du have noget at spise? Jeg har rester af gulerodssuppe. Jeg lavede den i går – som om jeg anede noget.« Hun standsede og ventede på hans svar.
»Ja tak,« sagde han henkastet. »Jeg har savnet din suppe.« Et lille smil strejfede hans læber.
Birgitte fumlede med at tage gryden ud af køleskabet. Hun varmede suppen op og stillede den dampende tallerken foran ham. Hun lagde den store ske, som manden altid havde foretrukket, ved siden af og et tykt stykke rugbrød. Så satte hun sig overfor ham og støttede hagen i hånden.
»Er der noget stærkere til suppen?« Mikkel kastede et hurtigt blik på hende og rørte i tallerknen.
»Jeg har ikke noget her,« svarede hun med en pludselig strenghed i stemmen.
Hun så ham æde hungrigt og larmende, mens han kneb øjnene sammen af velbehag som en kat i solskinnet.
»Hvordan har Emilie det? Og Sofie – i hvilken klasse går hun nu? Hvorfor kom de ikke med dig?«
Mikkel spiste videre uden at se på hende, som om han ikke hørte hende.
Men Birgitte forstod det allerede på hans udseende – han havde drukket. Konen havde nok ikke kunnet holde det ud og smidt ham ud. Og hvor skulle han så gå hen, uden til sin mor? Han havde intet andet sted. Selvfølgelig var hun glad for at se ham. Men uroen blev ved at vokse indeni.
Sønnen skubbede den tomme tallerken fra sig. Birgitte sprang straks op, hældte frisk, varm kaffe i hans kop og skød sukkerfadet hen mod ham.
»Emilie og jeg er skilt. Jeg er her for at blive,« sagde Mikkel uden at se op.
»Nå, men sådan er det jo. Du får lidt ro, finder et job. Det skal nok gå,« mumlede Birgitte, mens hun satte tallerknen i vasken. Så satte hun sig igen overfor ham.
Mikkel drak af kaffen med høje slurke, mens han stirrede forbi hende. Så skubbede han koppen væk og rejste sig.
»Okay, mor. Jeg er træt. Jeg lægger mig lidt, ikke? Vi snakker senere.« Han gik ind i stuen.
Birgitte vaskede op og tænkte på, at hjertet havde haft ret – det anede, han ville komme. Hun vidste, det ikke ville blive let med ham. Da hun gik ind i stuen, lå Mikkel udstrakt på sofaen foran fjernsynet. Hun satte sig ved siden af ham.
»Vil du ikke fortælle mig, hvad der skete? Gav du dem lejligheden? Det var det rigtige at gøre – en mands gerning.«
»Hvad er der at fortælle? Vi blev skilt, det er alt.« Han vendte ikke hovedet mod hende.
Birgitte stirrede på ham og genkendte ham ikke. Han var ældet, med smerte og tomhed i øjnene og dybe rynker i panden. Han så helt forkommen og medtaget ud. Måske var han bare træt? Rejsen fra Jylland var lang og anstrengende. Hun havde selv haft svært ved at besøge ham – enten var der ingen penge, eller også blev hun bange.
Hun huskede, hvordan han efter endt uddannelse kom hjem og sagde, han skulle til Jylland med en ven. Der var et nyt værk, og de søgte unge, lovende fagfolk. Han drømte om at bygge en karriere og tjene penge. Snart**Continued sentence:**
Men nu lå han her, en skygge af den dreng, hun engang havde kendt, og hun lukkede øjnene og ønskede bare, at tiden kunne vise ham vejen tilbage til sig selv.
