Der er intet mere skræmmende i verden…
“Nå, alt er godt med Nikolaj. Han kan komme tilbage i børnehaven.” Lægen rakte Freja attesten. “Bliv nu rask, Nikolaj.”
Drengen nikkede og så på sin mor.
“Kom.” Freja tog sin søn i hånden og vendte sig ved døren. “Farvel.”
“Farvel,” sagde Nikolaj lige efter.
I gangen satte Freja drengen på en stol og gik efter deres overtøj. Nikolaj svingede muntert med benene og kiggede nysgerrigt på de andre børn. Da de var færdige med at klæde sig på, bandt Freja hans halstørklæde.
“I morgen skal du i børnehaven. Har du savnet det?” spurgte hun.
“Selvfølgelig!” svarede Nikolaj glad.
De forlod børneklinikken og gik gennem den sneklædte by mod busstoppestedet.
“Mor! Mor…” Nikolaj ruskede i hendes arm, mens hun var fjernt fraværende.
“Hvad?” Hun vaklede tilbage til virkeligheden, hvor hun lige havde tænkt på, at hun endelig kunne vende tilbage på arbejde i morgen, og at livet ville fortsætte som normalt.
Hun fulgte hans blik og så en kvinde med en barnevogn. I den sad en dreng på Nikolajs alder med en åben mund, hvor en tynd strime savl løb ned, og et tomt blik.
Freja så hurtigt væk.
“Mor, hvorfor sidder han i en barnevogn? Han er stor,” hviskede Nikolaj.
“Han er syg,” svarede hun.
“Men du brugte ikke barnevogn til mig, da jeg var syg?” insisterede han.
“Kom nu. Han er syg på en anden måde.” Freja kastede et blik tilbage på kvinden, der gik væk, og trak Nikolaj med mod stoppestedet.
Siden Nikolaj var født, kunne hun ikke se på syge børn uden at tænke på, hvordan det ville værer for hende selv. Medlidenhed fyldte hendes hjerte. Hun så på de mødre med medfølelse. De plejede deres syge børn alene. Mændene holdt sjældent ud og gik ofte fra dem. Hvis de var heldige, havde de familie på sidelinjen.
Kunne hun selv gøre det? Bære den byrde? Eller forlade sit barn på fødeafdelingen? Sin Nikolaj? Nej, aldrig. Tanken var forfærdelig.
De sad i bussen på vej hjem, mens Freja mindedes…
***
Hun havde været smuk og glad. Hun datede, men skyndte sig ikke til ægteskab, og børn var slet ikke på tale. Men tiden gik, veninderne giftede sig – nogle flere gange end én – og nogle af deres børn gik allerede i skole. Familie og bekendte spurgte altid, om hun ikke snart fandt en mand og rynkede på panden, når hun sagde nej.
Med tiden ønskede hun sig også en familie. Hun var klar til at vaske tøj og lave mad til en elsket mand, lege med et lille barn, gå tur med barnevognen sammen med de andre mødre. Men de mænd, hun kunne lide, var enten gift eller havde allerede prøvet et skidt ægteskab og var ikke interesserede i nye forhold. Dem, der ville hende, kunne hun ikke selv lide. Den evige historie om misforhold.
Så mødte hun ham. Han passede ikke på hendes drømmemand, ikke hendes type, som man siger. Men veninderne og moren sagde enstemmigt, at det var nu eller aldrig, at hvis hun ikke giftede sig snart, så blev det aldrig. Tiden løb, hun skulle have børn, men hun var stadig for kræsen. Men hun var slet ikke kræsen – det gik bare aldrig op.
Hendes kommende mand talte om kærlighed, børn og fremtidsplaner, lavede et romantisk frieri, og Freja sagde ja. Efter et stort bryllup blev hun gravid næsten med det samme. Hvorfor vente? Hun var treogtredive.
Hun gik rundt med et smil på læben, kiggede på andre børn, besøgte altid babyshops for at se på de små kjoler og lille sko. Uden at tænke over det lagde hun hånden på maven, som om hun beskyttede det nye liv indeni. Hun elskede det allerede – sin lille pige. Af en eller anden grund ønskede hun sig en datter.
Inden længe begyndte mareridtene. Hun drømte om at miste sit barn på gaden eller finde en tom barnevogn. Han var der – og så var han væk. Hun råbte og græd, men kunne ikke finde ham. Nogle gange vågnede hun og opdagede, at maven var flad, og at der ikke var noget barn. Men han havde jo været der…
Hun vågnede med et bankende hjerte, rørte ved sin runde mave, men kunne ikke falde til ro. Hun blev bange for at falde i søvn, vågnede om natten af frygt for drømmene.
“Det er normalt. Graviditetsbekymringer er helt naturlige,” forsikrede lægen på klinikken.
En dag opdagede hun, at barnet ikke havde rørt sig i længere tid. Hele aftenen og natten lyttede hun, og om morgenen gik hun til hospitalet. De sendte hende til ultralydsscanning.
“Hvorfor siger I ingenting?” spurgte hun næsten grædende, da hun lagde mærke til lægens anspændte udtryk. “Hvad er der med mit barn?”
“Bare rolig, lille mor. Hjertet slår. Hør selv.” Lægen trykkede på en knap, og Freja hørte det raske hjerteslag. “Han sober bare dybt. Jeg kan ikke vække ham.”
“Han? En dreng?” spurgte Freja overrasket.
“Ja. Vidste du det ikke?”
Da hun endelig mærkede et svagt spark i maven, sukkede hun lettet.
“Han lever! Han vågnede!” grinede hun blidt.
Jo tættere fødslen kom, jo mere bange blev hun. Freja gik langsomt og tungt med sin store mave. Ryggen gjorde uudholdeligt ondt.
“Det er en stor baby. Der kommer en lille kæmpe,” forsikrede lægerne.
“Kan jeg overhovedet føde ham?” spurgte Freja nervøst.
“Du har ikke noget valg,” smilede jordemoderen under den rutinemæssige undersøgelse.
“Men jeg er gammel førstegangsføder, som I kalder det?” insisterede hun.
“Folk føder i fyrrerne og derover. Bare rolig.”
“Kan jeg få en kejsersnit?” spurgte hun forsigtigt.
“Hvorfor? Der er ingen indikationer for det. Du klarer det selv. Bare slap af.”
“Men jeg har de her forfærdelige drømme. Det er ikke bare frygt… Selvfølgelig er jeg bange. Måske lyder jeg sindssyg, men jeg har en dårlig fornemmelse…”
“Stop nu med at overtænke det. Alle er bange. Det skal nok gå,” afbrød lægen.
“Alligevel…” Freja insisterede på kejsersnit.
“Okay, hvor skal du føde?”
“Kan jeg ikke vælge det? Hvorfor kan jeg ikke vælge, hvordan jeg føder?” Hun følte irritationen stige. Hun vidHun trykkede Nikolaj tættere ind til sig og vidste, at selvom livet kunne være hårdt, var denne lille hånd i hendes alt det, der virkelig betød noget.
