“Så sent er det aldrig at begynde”
“Mor, er du helt fra forstanden?”
Datterens ord ramte Lise som et spark i maven. Det gjorde ondt. Hun tav og fortsatte med at skrælle kartoflerne.
“Folk peger allerede finger af os. Havde det været far, så ja, han er en mand. Men mor? En kvinde! Hjemmets vogter! Er du ikke flov?”
En tåre perlede frem i Lises øje, dinglede et øjeblik og faldt ned på hendes hånd. Så en til. Snart dryppede tårerne uafbrudt, mens datteren rasede videre.
Konrad, Lises mand, sad på en stol med slappe skuldre og udstående underlæbe.
“Far er syg, hvad bilder du dig ind? Han har brug for pleje!” Konrad snøftede. “Er det sådan, man opfører sig? Mor? Han gav dig sin ungdom, I fik et barn sammen, og nu dette?”
Da han blev syg, besluttede du at vifte med halen? Nej, min kære, sådan gør man ikke…”
“Hvordan gør man så?” spurgte Lise.
“Hvad? Driver du spot nu? Se bare på far… hun driver spot!”
“Tilde, det er, som om jeg ikke er din mor, men din værste fjende… Se dig lige om, hvor ivrig du er efter at forsvare far…”
“Mor! Hvad fabler du om? Hvorfor spiller du offer? Jeg kan ikke mere… jeg ringer til bedstemor, lad hende håndtere dig. Et sandt skændsel!”
“Forestil dig,” vendte Tilde sig mod faren, “jeg kommer hjem fra universitetet, og de… går arm i arm langs alléen… han læser hende højt fra sine egne digte, gør han ikke, mor? Om kærlighed, vel?”
“Du er ond, Tilde. Ond og dum. Ung, derfor…”
“Ser I det? Ikke en smule anger. Nok nu… jeg ringer til bedstemødrene, begge to! Lad dem ordne det med dig. Far og jeg har ikke kræfter til mere.”
Lise rejste sig roligt, glattede folderne på sin hjemmekjole, pudsed usynlige støvfnug af.
“Godt så, mine kære. Jeg går.”
“Hvorhen, Lise?”
“Jeg forlader dig, Konrad.”
“Hvordan det? Hvor skal jeg så hen? Hvad med mig?”
Datteren, der i det øjeblik stirrede arrigt på moren, talte febrilsk i telefon.
“Tiilde… Tilde!” jamrede Konrad, som ved en begravelse.
“Hvad? Hvad er der, far? Ryggepine? Hvor gør det ondt?”
“Åh, åh… Tilde… hun… mor… siger, hun går.”
“Hvad mener du med, hun går? Hvorhen? Mor… hvad er det nu, du har fundet på? I din alder?”
Lise smilede bittert. Hun pakkede omhyggeligt sine ting i en kuffert. Hun havde allerede ville gå, men så blev Konrad syg, ryggen satte ud, og staklen led så forfærdeligt…
“Lise… jeg tror, det er en diskusprolaps…”
“MR viste intet.”
“Åh, hvad ved de læger? De gemmer det med vilje.”
“Gør de? Hvorfor?”
“Tja… for at presse flere penge ud af en. Det var sådan med Svend på arbejdet… ryggesmerter, salver, piller, og pludselig… en prolaps! Endda en ulækker en, med et frygteligt navn…”
Lise sagde ingenting dengang. Hun gik ikke. Kunne ikke forlade den stakkels mand.
Men nu…
“Hvor meget liv er der tilbage, Lise?” hørte hun sin veninde Lottes stemme. “Du har arbejdet som en slave for dem. Hvad har din Konrad nogensinde givet dig?”
“Intet,” bankede Lotte i bordet. “Hele hans ungdom flakkede han rundt som en løs hund. Endda bragte den der… frisøren, hvad hed hun?”
“Mette.”
“Nemlig, Mette, ind i huset! Kan du huske det? Du arbejdede på to job og ved siden af, mens Konrad lå på sofaen.
Konrad skal på kur, hans ryg gør ondt. Konrad skal til søen, mens Lise må ned i bedstemorhave. Og at Lise i fyrrene halter? Det er vel normalt?”
“Åh, Lotte,” undskyldte Lise, “Konrad er…”
“Hvad er han? Lavet af andet stof? Åh ja, han er en mand, det hellige dyr. Se på andre mænd—de slider sig ihjel for deres familier. Hos jer er det omvendt.”
“Lotte,” Lise så ængsteligt på veninden, “jeg har altid undret mig… det er, som om du ikke kan lide Konrad. Som om han har gjort dig noget. Du undgår ham altid…”
Lotte sukkede. “Jeg skal fortælle dig det.”
Lise krøb sammen.
“Jeg har ingen grund til at holde af din stodder. Jeg kan aldrig glemme, hvordan hans klamme hænder famlede på mig.”
“Du husker nok ikke, men dengang sov jeg som en sten. Vi fejrede hans fødselsdag i sommerhuset. Jeg var fuld og faldt i søvn på dit værelse. Jeg vågnede og kunne knap trække vejret—han holdt sin hånd over min mund og famlede med den anden…”
“Det værste? Hans mor lå i sengen ved siden af og så det hele. Derefter sagde hun, *jeg* havde fristet hendes lille Konrad. Jeg truede med at fortælle dig det, men hun lo og sagde, du ikke ville tro mig. Så jeg tog hjem. Jeg ønskede ikke at ødelægge dit ægteskab.”
Lise tav.
Hvorfor havde Lotte holdt det hemmelig i alle disse år? Lises øjne var langsomt gået op for, hvordan andre mænd behandlede deres koner. *De* var virkelig gift.
Hun prøvede at huske, hvad Konrad nogensinde havde givet hende. Støvsuger? Mørtrukken, fordi han elskede frikadeller? Parfumen i skænken, der stod fra hans mor?
På kvindedagen tre tulipaner og lidt mimose—på fødselsdagen én rose.
Havde hun sovet gennem sit eget liv?
“Lotte… hvorfor fortalte du mig det ikke før?”
“Før? Til dig? Du var altid ofret—Konrads mavesår, Tildes skøjteløb, bedstemødrenes haver. Sig mig, Lise, har du nogensinde spist dine egne syltede grøntsager *inden* de blev for gamle?”
Lise tav.
Hun besøgte Lotte efterfølgende—ikke for at klage, men for at lufte sine tanker.
“Skal du ikke ud at fiske, Mikael?” spurgte Lotte sin mand.
“Nej, det passer ikke lige.”
“Jo, det skal du. Børnene skal til bedstemor. Lise og jeg skal snakke.”
Og de talte. Græd og lo.
“Tilde er blevet en egoist, Lotte… Det er min skyld.”
“Stop nu. Hvordan er det *din* skyld?”
“Jeg lyttede til Konrad og hans mor. Jeg burde have fået et barn til. Lægen rådede mig til det, men jeg insisterede. Og senere… kunne jeg ikke. Han gav mig skylden.”
“Lise, jeg forstår simpelthen ikke—hvorfor giftede du digOg nu, måneder senere, mens hun stod ved vinduet i sin nye lille lejlighed med en kop te i hånden og så solen gå ned over Århus, vidste hun endelig, at det aldrig var for sent at finde sig selv igen.
