Mette og hendes mus
Jeg fører min blog, jeg er psykolog og skriver om mig selv.
For et par uger siden mødte jeg en lille pige, der sad på en bænk i parken og fodrede duerne med rugbrød…
Hun var meget snaksalig, og da jeg så hende for tredje gang, gik det op for mig, hvem hun mindede mig om – mig selv.
Hendes forældre er skilt, moren er gift igen og flyttet til et andet land, og faren bor med en ny kæreste (som pigen, der hedder Mette, kalder “den nye tante”).
Faren og Alina fik en dreng sammen, de kaldte ham Magnus…
Jeg så på den lille pige og så mig selv.
Hvordan kan jeg hjælpe hende? Hvordan kan jeg gøre, så hun ikke om tredive år sidder og skriver sådan nogle tekster…
“Mette, jeg arbejder i ***, vil du lære at tegne?”
“Ja,” nikker hun straks.
Jeg følger med hjem til dem og foreslår den unge, udmattede kvinde, at hendes datter kan komme i vores tegneklub. Jeg lader som om, jeg ikke ved, hun er stedmor…
“Det er helt gratis, vi skal bare have forældrenes tilladelse,” lyver jeg.
“Jeg er ikke hendes mor, men min mand kommer senere, så kan vi snakke om det.”
Næste dag kommer Mette til klubben.
Jeg prøver forsigtigt at guide hende i den rigtige retning, hun er faktisk rigtig god til at tegne – og til at synge.
Jeg aftaler med de andre, at Mette kan deltage overalt, hvor der er plads.
Sig ikke, det er umuligt.
Hvis man virkelig vil, er alt muligt…
Jeg prøver at give hende det, jeg selv ikke fik – fællesskab, følelsen af, at man også er en vigtig del af universet og ikke bare en lille pige, der pludselig blev overflødig.
Vi blev forbundet, den lille pige og jeg. Faren og stedmoren tror, jeg er en socialpædagog, der er sat til at hjælpe deres barn.
Er de naive eller… ligeglade?
Nok det sidste. Mette er en levning fra farens tidligere liv – hvad skal han gøre? Han må bare bære sin byrde.
Moren har trukket sig, hun sender penge, fine tøjer til pigen, besøger en gang om året, men tager hende ikke med.
Hvorfor?
Fordi hun har en mand, der ikke vil have andre folks børn – han vil have sine egne…
Og faren… han elsker da Mette… han er jo helten, der bærer dette kors alene…
Mette er en skat, men kun for mig, for de andre børn, for lærerne i klubben.
Vi ved ikke, hvordan hun er derhjemme? Måske utålelig, måske sur og stikkende, fordi hun er en byrde.
En, der ikke er ønsket og som bare er i vejen.
Ligesom mig…
“Lise, hvorfor gifter du dig ikke med Jakob?”
“Hvad? Hvad mener du?” Jeg ser på hende. Hvor får du det fra?
“Nårh,” hun trækker på skuldrene, “alle kan jo se, han elsker dig, og du er sådan en… issnow queen…”
I *** arbejder jeg af hjertet, så at sige, okay… jeg prøver at hele mig selv.
Men jeg kan ikke hjælpe mig selv. Jeg startede denne blog, jeg turde fortælle alt, fordi jeg selv har brug for hjælp… Jeg løber og hjælper alle andre, men ikke mig selv.
I Mette så jeg den lille pige, der engang havde brug for hjælp.
Jeg prøvede, virkelig, at få et godt forhold til begge mine familier.
Faren, hans kone og min halvsøster… eller, hun er ikke rigtig min søster… De… Faren tog mod til sig og bad mig om ikke at ringe, komme eller skrive.
“Ida vil ikke have det,” siger han og kigger væk. Jeg er tretten, har skarpe knæ, store hænder på tynde håndled – som krabbeklør, syntes jeg dengang. En frømund og lidt fremstående øjne.
Jeg var det grimeste barn i verden, følte jeg selv… hvem kunne elske sådan et?
“Far… men jeg er jo din rigtige datter, og Ida er din kones datter,” prøvede jeg at sige.
“Forstå nu, hun går igennem en svær pubertet, vi har endda været ved en psykolog med hende. Hun har brug for kærlighed, forstår du?”
Ja, far… Selvfølgelig.
Mor, stedfaren og min bror levede deres eget liv. De kunne grine af en sjov vittighed og så tavse, når jeg kom ind i stuen.
De lod som om, de var glade for at se mig, men jeg kunne mærke det – min tilstedeværelse var en byrde. Jeg var altid alene.
Men jeg ville så gerne blive set, få kærlighed.
Far sagde, Ida ikke klarede sig godt i skolen.
Så måtte jeg blive den bedste, så far ville lægge mærke til – jeg er bedre, jeg giver ingen problemer… Han lagde ikke mærke til det.
“Jeg vil blive psykolog,” sagde jeg til mig selv, så far måske ville se mig.
Det gjorde han ikke, han forsvandt bare.
Hele mit liv har jeg prøvet at gøre mig selv tilpas for alle, være nem at ha’ med at gøre, som mor sagde.
Jeg var et nemt barn, hun roste mig endda overfor veninderne: “Lise er så nem at ha’ med at gøre.”
Hun kunne bede mig om alt – lave mad, rydde op, passe Magnus.
Jeg kan ikke få et ordentlig forhold.
Fordi…
Fordi jeg kvalte mine mænd med min kærlighed, min mistro, min jalousi… Jeg hjalp andre, men ikke mig selv…
Jeg vidste, jeg ikke havde fået nok kærlighed, men man skal jo leve… og jeg kunne ikke…
Jeg har tænkt – få et barn for min egen skyld, men!
Hvad hvis jeg ikke kan elske det? Jeg tænkte altid, det ville blive en pige.
Endnu en uønsket, uelsket levning.
Jeg ryster mine tanker af mig.
“Lise, skal du ikke ud og spise med Jakob?”
“Hvorhen, Mette?”
“Åh, jeg har nok sladret… han vil invitere dig, lad som om du er overrasket.”
“Okay, fint.”
Jakob inviterer mig faktisk ud, og det er jeg ikke bange for. Mette har lavet en lille amulet til mig – en mus med et stykke ost.
De lavede den i håndarbejde.
Hun gav den til mig, det var rart.
Med Mette lærer jeg at leve igen, som det skal være.
Jeg kan ikke være afslappet.
Jeg kan ikke flirte, kokettere eller snakke med mænd med “gnist.” Men med Jakob… med Jakob er det nemt.
Han forventer intet af mig.
Vi sidder i en lille halvmørk restaurant med sort-hvide fotos på væggen.
En lygte udenfor svinger i vinden.
“Hvordan synes du om her?” spørger han.
“Hyggeligt.” Jeg tager en slurk vin. Jeg drikker sjældent, men i dag er det okay. “Ved du hvad, jeg føler mig som seksten igen, som omJeg tager Mettes lille mus i hånden og føler, at endelig er jeg kommet hjem.
