Bussen hoppede i hullerne på vejen. Chaufføren bandede, mens han forsøgte at undgå de vandfyldte huller, og måtte til tider køre over i den modsatte vognbane. Der var ikke mange passagerer om bord – det var almindelig arbejdsdag.
Erik stirrede ud ad vinduet på den smeltede, sorte sne. Snart ville den være helt væk, og sommeren var lige om hjørnet. Ved næste hul bumpede bussen igen, og chaufføren smed endnu en båndbøn.
»Man kunne lige så godt miste hjulene her,« mumlede han.
Endelig dukkede kirkegårdens hegn op i horisonten, hvor rækker af gravsten tegnede sig mod himlen.
Hver gang han kom her, følte Erik en knugende fornemmelse af livets korthed og uundgåelige slutning. Tanken om, at han selv en dag ville finde hvile her, var ulidelig. Han kom ikke her af lyst, men af pligt. Sådan var skikken – at besøge de afdødes grave til bestemte tider. Han følte sig skamfuld over sine tanker og sukkede dybt.
Bussen standsede ved kirkegårdens port. Dørene smækkede op, og passagererne trådte ud for at strække benene. Flere gik straks hen til de kunstige blomster, der stod opstillet langs hegnet. Erik gik langsomt forbi og spejdede efter levende blomster. De skrigende farver fra de plastikfyldte blomster gjorde ondt i øjnene. Ved slutningen af rækken så han en kvinde med en spand røde nelliker.
Han købte fire stykker og trådte ind gennem porten. Stierne var oversvømmede af vandpytter. Han forsøgte at undgå dem, men selv under den løse sne ved siden af stien var der væde. Han fortrød, at han havde taget de gamle vinterstøvler på.
Han nåede næsten til skovbrynet og drejede til venstre. Hans afdøde kones grav fandt han med det samme, på krydset. »Burde jeg sætte en gravsten nu? Eller vente? Måske kan sønnen sørge for os begge engang?« Der var ikke længere nogen midlertidige kors i nærheden. Han kastede et blik over den udvidende by af de døde. Så mange nye grave, siden han sidst var her om efteråret.
Han trådte over det lave hegn og ned i den bløde sne, trampede den lidt flad. Han mærkede, at hans fødder alligevel var blevet våde.
»Hej, Lise.«
Fra det blegnede foto i rammen ved korset smilede hans kone til ham. Han elskede det billede. Sådan huskede han hende, selvom hun kun var seksogtredive her.
Han mindedes fødselsdagen. Han havde hentet blomster om morgenen, og da han kom hjem, var Lise allerede vågen og klædt i en ny kjole. Han havde givet hende nogle gyldne øreringe. Hun satte dem straks i og smilede straålende. Han nåede at tage et billede af det øjeblik. Som var det i går…
»Tillykke med fødselsdagen. I dag ville du have fyldt seksoghalvtreds.« Erik overvejede, hvor han skulle placere nellikerne.
Graven var allerede dækket af kunstige blomster, stukket ned i jorden. De havde ikke falmet, som om de var blevet sat der dagen før.
Erik bøjede sig ned, trak en gul blomsterkvist op af sneen lige foran korset og plantede den igen ved foden af graven. I stedet lagde han nellikerne på det tomme sted. Jorden var frossen, de skrøbelige stænger kunne ikke gennembore den, og når sneen smeltede, ville de falde om. De så ydmyge ud blandt de påtrængende kunstige blomster. Men de var i det mindste levende.
»Jeg savner dig. Men jeg kan ikke komme her så tit. Undskyld, og bliv ikke vred. Det burde være mig, der lå her, ikke dig. Men livet ville det anderledes…«
Han talte længe, fortalte nyheder og stirrede på portrættet, indtil hans fødder var helt følelsesløse af kulde. Nu og da blev stilheden brudt af kragernes skræppen. Det gjorde kun stemningen mere trykkende.
»Jeg må gå nu, Lise. Jeg tog de gamle støvler på og fik våde fødder. Og der er ingen til at skælde mig ud nu. Jeg kommer tilbage efter påske, når det er tørt. Så gør jeg din grav i stand og bringer et nyt billede, præcis det samme. Du er så smuk her. Tilgiv mig for alt.« Han sukkede, trådte over hegnet og gik uden at se sig tilbage.
Ved busstoppestedet ventede allerede nogle få mennesker. Da han endelig satte sig i bussen, kunne han knap nok mærke sine tæer.
Han næsten vaklede hjem. Straks trak han de gennemblødte støvler og sokker af, satte vand over og drak to kopper te med honning, da det kogte. Han tog tørre uldsokker på, tændte tv’et og lagde sig på sofaen. Der kørte en eller anden film. Teen gjorde ham søvnig, og han følte sig trukket mod søvnen…
***
Mette kom til deres byggeplads efter teknisk skole. Hun var ung, med store øjne og fregner på næsen, og hendes smil var som en solstråle, der bryder igennem skyerne. Erik kunne ikke lade være med at beundre hende. Han havde en kone, en søn i tredje klasse, og alligevel kunne han ikke tage øjnene fra hende. Hvad skulle han gøre? Hun var der hele tiden.
Lige før nytår mødtes de ved busstoppestedet. Mette trak kraven op mod kulden. Stjerneklare øjne spejlede gadelygternes skær. Erik kiggede skråt på hende. Da bussen kom, skubbede han sig vej og fulgte efter hende ind, satte sig ved siden af.
»Hej, Mette. Hjemad?« spurgte han for at starte en samtale.
»Ja. Og du?«
»Også.« Han tav et øjeblik. »Har du pyntet juletræet?«
»Nej. Min far plejede at købe et ægte. Det lå altid på balkonen. Den 30. december satte vi det op sammen. Og sådan en duft der var i lejligheden! Så føltes det straks som jul.«
»Men i dag er det jo den 30. december. Har du et ægte juletræ på balkonen?« spurgte Erik.
Mette lo højt og lykkeligt. Erik blev helt betaget.
»Mine forældre bor langt væk, og jeg har et kunstigt træ. Når jeg kommer hjem, samler jeg det og pynder det. Jeg hænger slik på – det gjorde min mor altid. Så drikker jeg te og nyder synet.« Hun lo igen.
Erik forestillede sig rummet, juletræet, Mettes lyserøde kinder, mens hun rakte op for at hænge en kugle i toppen… Og i køkkenet summede kedlen hyggeligt…
»Må jeg komme med? På besøg?« spurgte han pludselig, selvHan tændte en stearinlys ved vinduet og lod flammen minde ham om, at selv den mindste gnist af kærlighed bærer et varsel om sorg.
