**Dagbog**
“Signe, går du hjem?” spurgte min kollega Mette utålmodigt og trommede med sine velplejede negle på bordet.
“Nej, jeg venter lidt. Min mand skal hente mig,” løj jeg uden at blinke.
“Nå, som du vil. Vi ses i morgen.” Mette svajede ud af kontoret på sine høje hæle.
En efter en forsvandt mine kollegaer. Udenfor hørte jeg travle skridt og lyden af hæle mod gulvet. Jeg tog min telefon og tænkte: *Han har sikkert allerede drukket et par øl og ligger nu og flader foran tv’et.* Med et suk trykkede jeg på opkaldsknappen. Efter tre lange ringetoner hørte jeg først tv’ets mumlen og så Victors stemme:
“Hallo?”
“Viktor, det regner, og jeg har altså min lædersko på på. Kom og hent mig.”
“Åh Signe, jeg vidste ikke, du ville ringe. Jeg har lige drukket et par øller. Tag en taxa, skat.”
“Som sædvanlig. Hvad andet kunne jeg forvente? Du lovede engang at bære mig på hænderne.”
“Signe, skat, der er fodbold…” Brølene fra fansene overdøvede ham, og jeg lagde på.
De dage, hvor han ventede på mig udenfor kontoret, var længst forbi. Dengang havde han ikke engang en bil, men kom alligevel hver dag. Jeg slukkede computeren, tog min jakke på og forlod kontoret.
Stilheden på gangen blev brudt af lyden af mine hæle. Alle var gået. Nede i receptionen stod vicedirektør Mads Mikkelsen og talte i telefon. Høj, veltrænet og iført en lang sort frakke lignede han mere en filmskuespiller end en almindelig kontormand. Alle kvinderne hviskede om, at han ikke var gift.
Jeg havde altid en skarp tunge og mente, der måtte være noget galt med ham, hvis en så flot fyr stadig var single.
“Han går ud med en model. Jeg kan ikke huske hendes navn, men hun er tit på forsiden af magasiner,” sagde Mette, der altid kendte alle rygter.
Viktor havde engang været lige så flot. Han trak sig op i barren hver dag ude i gården. Men så… så blev han doven, begyndte at drikke for mange øl og fik en mave. Hver dag, når jeg kom hjem, lå han på sofaen foran tv’et, mens en tom øldåse stod på gulvet.
Jeg var lige ved at gå ud, da en dyb, behagelig stemme fik mig til at gyse.
“Signe Marie, I er sent på den i dag.”
“Jeg troede, min mand skulle hente mig, men det kunne han ikke,” svarede jeg med et smil og vendte mig om.
Mads lagde mobilen i lommen og nærmede sig.
“Jeg kan køre dig hjem.” Han åbnede døren for mig.
“Nej, tak, det er ikke nødvendigt. Jeg tager en taxa,” protesterede jeg, da vi kom udenfor.
Foran trappen standsede jeg og så på plørene og mine lækre lædersko. Ja, foråret – sneen var knap smeltet, og så begyndte regnen allerede.
“Betragt det som en taxa, der allerede er bestilt.” Mads tog mig under armen og førte mig hen til sin store bil. Hvordan kunne jeg sige nej? Det var ærgerligt, at ingen af mine kolleger så det – de ville blive misundelige. Der var rigeligt med kvinder, der gerne ville have ham.
Mads slukkede alarmen og åbnede døren til sin SUV. Jeg hoppede let op på det høje sæde, udstødte et lille “av” og rettede forlegent på mit nederdel på de spinkle ben. Mads lukkede døren blidt, gik rundt om bilen og satte sig ved siden af mig.
“Jeg har lagt mærke til dig længe. Du er effektiv, hård, men fair. Jeg tror, du kunne lede marketingafdelingen.”
“Men hvad med Lise?” spurgte jeg overrasket.
“Hun går snart på pension. Hun er dygtig, men hun har svært ved at følge med i de nye programmer.”
Jeg uroede mig på sædet. Det var synd for Lise – hun havde lært mig alt. Men jeg kunne ikke afslå et så lækkert tilbud.
“Hendes barnebarn skal giftes snart. Hun ville gerne spare op til en lejlighed til ham,” sagde jeg med en antydning af sorg.
“Det skal ikke bekymre dig, Signe Marie. Hvis det bare er dét, får hun en god fratrædelsesgodtgørelse. Så, hvad siger du?”
Jeg mærkede hans blik på mit profil. Et øjeblik stirrede jeg frem for mig, som om jeg overvejede det. Da jeg vendte mig mod ham, så han allerede på vejen igen.
Pludselig opdagede jeg, at vi snart ville køre forbi mit hus.
“Drej til højre. Det er her, jeg bor,” sagde jeg og brød stilheden. “Stop lige ved den opgang.”
Bilen standsede, men jeg skyndte mig ikke ud. Jeg kunne ikke finde de rigtige ord.
“Måske vi skal spise frokost sammen en dag?” sagde han med sin magiske stemme.
Mit hjerte hamrede af opstemthed.
“Måske,” svarede jeg med et legeligt smil og sprang let ud på den våde vej foran min opgang.
“Vi ses i morgen,” smilede han strålende.
Hans stemme og smil fik mit hoved til at snurre. Bilen kørte allerede væk, hoppede i hullerne i vejen – der var rigeligt af dem i vores by.
Næste dag så alle mine kolleger os gå til frokost sammen. Senere blev det også til middage… Og så…
Det behøver jeg ikke fortælle. Hvilken kvinde kunne modstå sådan en mand? Hvis nogen kunne, måtte det være fordi hendes egen mand ikke var sunket helt så dybt som en sofa-pude.
Jeg følte mig ønsket, forelsket og ti år yngre. Livet føltes ikke længere gråt og kedeligt. Men hver dag irriterede synet af Viktor på sofaen mig mere.
I dag lå han der igen foran tv’et. En halvtom ølflaske stod på gulvet. Jeg havde lyst til at sparke til den og vælte den ud over gulvtæppet. Men så skulle jeg jo selv gøre rent. Jeg sukkede og begyndte at skifte tøj, mens jeg ignorerede hans stirren.
“Du har ændret dig. Du er blevet så…” Han standsede, søgende efter ord.
*Endelig lægger han mærke til det,* tænkte jeg bittert.
“Så hvad? Jeg er helt normal,” svarede jeg roligt.
“Du ser ud, som da vi lige var blevet kærester. Er du forelsket?”
“Hvad nu, hvis jeg er? Du lægger ikke mærke til mig. Tv og øl er vigtigere.”
“Hvorfor siger du det? Jeg har lagt mærke til dig. Du har ændret din frisure,” sagde han forsigtigt.
“Jeg har haft den her frisure i tre år.” Jeg sukkede igen. “Vi har ikke været i biografen i evigheder. Vi kunne spise ude for en gangs skyld. Jeg er også trOg pludselig indså jeg, at livet med Viktor var fuld af små øjeblikke, der gjorde det hele værd, og at kærligheden ikke altid behøver at være dramatisk for at være ægte.
